Foucault og Adorno

Foucault og Adorno

Det skal sige med det samme at jeg er i tvivl om en helt masse i det følgende, for eksempel om brugen af en række begreber. Men nu er det her alligevel, da jeg har en interesse for både personerne og problemet:

Det har længe forekommet mig – uden på nogen måde at vide mig sikker -, at Foucault og Adorno på nogle punkter er i samme ærinde. Dog virker de vidt forskeligt. Det forekommer mig at Adorno ikke vil transcendere til et grundlag for en normativ kritik, men snakker om processer der er ” i sin vorden”, som udgangspunktet for kritik. Foucault har mere eller mindre åbenlyst et projekt om immanent kritik, i form af sine genealogiske analyser. Kritikken ligger så at sige i, at han fremviser at magtens praksiser har set anderledes ud til andre tider.

1. Magten – ”… man tøjler legemer ved at indbygge et subjekt i dem…” (Foucault 2002:14, Fogh Jensens indledning). Altså virker magten ved at give menneskene identiteter som køn, race o. lign. Konflikter mellem identiteter, altså mennesker, bliver således modmagt, der stadfæster magten. Kvindekamp bliver således pludselig et forsvar for kvinden, som kvinde og ikke en emancipatorisk kamp, mod magten eller begrebet om kvinde/ikke kvinde. Der ligger i dette at Foucault har en ontologi, der så at sige ikke tillader en kamp for emancipation, men blot en kamp for en anden form for magt. Alligevel virker dette som kritik af magten på mig. Uden at sige det, er der gode og onde og Foucault tager vel stilling via italesættelsen om den virkende disciplineringen, normaliseringen osv. 2. Identitet og ikke-identitet – Adorno angriber på sin hvis samme problemstilling, altså forholdet mellem Identitet og ikke-identitet. Adornos dilemma er, som jeg forstår det, at det ikke-identiske altså det ”i sig selv kvalitative” er det sande. Det identiske er formen, der netop i modsætning til det ikke-identiske kan tale, men som dog er tom for indhold. Kvindekamp der fortaber sig i hvem de er og ikke forholder sig til at det er sproget der skal bekæmpes, taber kampen. 3. På denne måde mener jeg måske at de kan minde om hinanden, Foucault og Adorno. Dog har Adorno den finurlighed at det identiske og det ikke-identiske skal være i en vekselvirkning, da det sande (ikke-identitet) ikke kan tale og skal have hjælp af sproget (det identiske), der dog har for vane at tingsliggøre den genstand det skal sætte på begreb. På samme vis kunne man måske sige, at disciplineringen skal have et medium, der her kunne være individualitet eller netop som tidligere nævnt legeme, igennem viklet disciplineringen skal virke.

Spørgsmålet er kan Foucault have disciplinering uden individualitet?

Og er denne sammenligning mellem disse to tanke systemer overhoved opbyggelig eller er den helt misforstået?

Håber du vil komme med en lille kommentar. Og tak for en fed hjemmeside

MVH Eskil

 

  1. Filosoffen
    20. March 2006 kl. 13:18

    Kære Eskil

    Der er helt sikkert noget om den fælles ambition om at sige identitetsmagten imod; en ordensmagt, der udøves gennem sprogets anråbninger. Når sproget samtidig er det medie, man må kæmpe i mod sproget, hvis man vil modgå disse identifikationer, så er der problemer. Om den sag er Adorno langt den mest fintfølende. Foucault påpeger; Adorno filtrer ud.

    Som jeg forstår dig, sammenligner du Adornos begreb om identitet med Foucaults begreb om subjekt (det forekommer mig, at du sammenblander subjektet og individualitet). Foucault drømmer med Nietzsche om en verden, hvor man ikke er låst fast i identiske positioner, men hvor der er en frihed til at glide over i andre identiteter, forny sig, være anderledes. Til noget sådant er der naturligvis brug for identiteter – de må blot være ustabile.

    Adorno tænker identitet med Hegels dialektik, men han vil åbne den, så identiteten ikke er fastlåst i en bestemt forskel til alt andet, men netop er ubestemt, flertydig, ustabil.

    De har begge brug for identiteter. Men det er to forskellige måder at bedrive det ustabiles filosofi på.
    Og lige en tilføjelse: Siden de to skrev er der kommet pres på subjektet, at det skal være ustabilt: At være i bevægelse, udvikling, fornyelse, udfoldelse, forskydning. Skulle man lave en tilsvarende kritik af identiteten i dag, måtte man medtænke, at det ikke-identiske er blevet en del af identiteten. Og et normativ. Ikke mindst for subjekter.

    – Anders Fogh Jensen

  2. Eskil
    28. March 2006 kl. 13:19

    Hej Igen 

    Mange tak for dit svar, yderst frygtbart. Det ustabiles filosofi, den er ret fed. Du må undskylde at jeg følger op på dit svar, jeg ved ikke helt om det er meningen. 

    Men jeg sidder, i forbindelse med en forelæsningsrække, om kritikbegrebet, og tænker at den “fleksible” eller nye kapitalismens fokusering på det autentiske og det anderledes smager mærkeligt. Kapitalismen gør vel som Marx talte om med sin varefetischisme, og (tror jeg) heraf senere Adorno, relationer, genstande og subjekter ens. Altså i den forstand, at den gør det(m) sammenlignlige. 

    Denne fokusering på det særlige og den personlige identitet, eller at man har helt specielle evner, at man føler at varer er skabt kun for “mig”, o.lign. synes ikke at stemmer overens med kapitalismens “ensliggørelses-evne”. Altså både Adornos og Foucaults pointe med identitetsbegrebet der egentlig blot er i magten og i sprogets tjeneste.
    Bliver relationer ens, ved søgen efter det særlige eller hvordan? 

    Det er to modgående processer. Hvilken en af dem skal man sætte sid lid til, og derfor kan være et udgangspunkt for sin kritik? Eller fungere de parallelt (eller modkørende om man vil)? 

    Håber du forstår nogenlunde hvad jeg spørger om og har lyst til at svare 

    På forhånd – Eskil

  3. Filosoffen
    29. March 2006 kl. 13:20

    Kære Eskil

    Kapitalismen har udviklet sig siden identitets-, teknologi-, disciplinerings- og bureaukratikritikken, der på forskellige måder satte fingeren på den totaliserende måde, hvorpå mennesker blev formet som maskiner, automater eller ensartede kroppe.

    Det interessante er, at noget af det, der har fornyet kapitalismen er selve denne kritik (men også, selvfølgelig, afstedkommet af den velfærd som det disciplinært-industrielle system muliggjorde). Kritikken peger nemlig på, hvad kapitalismen ikke er. Den laver ikke forskellighed, den laver ikke autenticitet, den laver ikke ægthed. Og hvad gør kapitalismen så? Den svarer igen ved at lave det på sin egen måde. Den laver rejser hen ’hvor ingen har været før’, oprindelighed, classic, gamle kaffemøller osv. Og den laver costumization, hvor individer kan forbruge på deres helt egen individuelle måde, f.eks. bestille en type vinduer af samme mærke som alle andre, men som passer lige til deres lejlighed. Eller tilbyder, at man kan sammensætte udvalgte kombinationer til lige netop sine kondisko, eller vælge lige netop sin ringetone.

    Men når alle ringetonerne lyder forskelligt, lyder de alligevel ens. Viljen til forskellighed og særlighed, der før krævede et brud med kapitalismen, industrialismen og disciplinen, tilbydes nu tilfredsstillet som vare.

    Samtidig fungerer den gamle masseproduktion og disciplinen stadig, den standardiserer stadig det forskelligartede. Men oven på den har i sidste halvdel af det 20. århundrede overlejret sig et differentieringssystem, der fungerer som både forskelliggørelse og homogenisering.

    De to systemer fungerer efter min opfattelse samkørende. Differentieringssystemet har brug for det standardiserede, som det kan overskride, for at skabe ’særlighedsværdi’. Omvendt fungerer masseproduktionen stadig i bedste velgående. Det er et spil mellem to former for homogenisering: primær homogenisering (disciplin, industri) og sekundær homogenisering som ikke-primær-homogenisering.

    – Anders Fogh Jensen