Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
v. Anders Fogh Jensen
www.filosoffen.dk
Foredrag, Ringsted Gymnasium d.29. januar 2013
I dette foredrag vil jeg forklare, hvorfor jeg mener, at man kan tale om filosofi som systematiseret galskab og tale om hvad jeg mener filosofi er og kan være.
Systematiseret galskab
Spørge-Jørgen i os alle
Verden passer ikke
Flere slags fornuft
Logoi spermatikoi
Væren og vorden
Filosofi er fagenes grundfag
Historisk udspaltning
Hvad fik mig til at læse filosofi?
Eksemplet filosofisk antropologi
Eksemplet kærlighed
Filosofi nytter ikke
En filosof laver begreber
For at det sande skal blive sandt
Metaforer
Hvordan leve bedre?
Jeres lærere har bedt mig sige noget om filosofi. Om hvad filosofi er. Jeg skal prøve at sige noget pænt om mit fag, men allermest vil jeg prøve at indkredse, hvad jeg mener, det er. For som filosof er man altid forpligtet på sandheden.
Det første, og måske i jeres ører ikke særligt pæne jeg vil sige om filosofi er, at filosofi er systematiseret galskab. Det vil jeg gerne uddybe i det følgende.
Men lad os som en første idé lancere følgende tvivl: Det er ikke sikkert, at samfundet i sig selv er fornuftigt. At det, vi kalder sund fornuft eller common sense, i sig selv er fornuftigt. Og i så fald må der galskab til for at se det sande. Og sige det sande. Men til forskel fra vanviddet forsøger filosofien at bevare roen i galskaben og sige noget systematisk om det, den ser.
Galskaben består i at den tvivler og stiller spørgsmål til det, alle tager for givet.
Den gode og den dårlige nyhed: Filosofi er systematiseret galskab.
Det vil jeg gerne uddybe.
Hvornår starter filosofi?
Hvornår begynder filosofien. Den er i os alle og den begynder i 7-års alderen. Det er der, vi begynder at stille grundlæggende spørgsmål. I kender sangen om Spørge-Jørgen. Spørge-Jørgen er den første filosof i os alle:
Hvorfor har en buko ingen vinger,
hvorfor si’r de buh og ikke vov.
Hvorfor sidder øjet ik’ i nakken,
hvorfor er jeg ikke blevet en kat.
Hvorfor har en loppe ingen bukser,
hvorfor er en lille fisk så våd.
Det er selvfølgelig helt normale spørgsmål, som vi alle må stille os. Ja, hvorfor har en ko ikke vinger, og hvorfor blev jeg ikke født som kat.
De fleste vokser fra den slags spørgsmål. Der så også nogen, der ikke er vokset fra dem. De kaldes filosoffer.
En ting er, hvornår filosofi begynder i os alle. Et andet spørgsmål er: I hvilket øjeblik begynder filosofien?
Det filosofiske moment er der, hvor man opdager, at verden ikke passer.
Når jeg f.eks. stikker en kæp ned i vand og ser at den tilsyneladende bøjer sig. Og når jeg trækker den op igen ser, at den stadig er lige. Så må jeg stille mig spørgsmålet: Hvilken af versionerne er rigtig? Hvordan er den virkelige kæp? Og hvad er det virkelige, hvis ikke jeg kan stole på mine sanser?
En filosof er en hysterisk type, der ikke kan lade det være, at verden ikke passer. Han forsøger at få verden til at passe, og det lykkes sjældent. Så forsøger han at samle det i en forståelse af at det ikke passer eller i et paradoks.
Hvad betyder det, at filosoffen er hysterisk. Det betyder, at han mener, at han endnu ikke ved, men også at der kan findes viden. Og han bliver ved. Han går ud fra at der er en sandhed, det er han uopnåelige præmis. At der er en regnbue som han sigter efter. Men aldrig når.
Men her må vi insistere: At han er gal i forhold til den almindelig sunde fornuft betyder hverken at han ikke er fornuftig, heller ikke, at han ikke når nogen sandhed. Han forsøger med fornuft at forstå sig på verden, uden at tage den sunde fornufts påstande for gode varer.
Hvad er det for noget med, at der er flere slags fornuft? Og at den sunde fornuft ikke nødvendigvis er fornuftig? Ja, vi kender jo alle det, at vores forældre siger noget fornuftigt til os, som vi ikke selv synes er fornuftigt. ”Lad nu være med at drikke dig så fuld til gymnasiefesten” – ja, jeg forstår godt deres fornuft. Og samtidig kan jeg synes, at det er fornuftigt at give den gas til festen. Her har vi altså flere typer af fornuft på spil.
Filosofien prøver at undersøge de former for fornuft – eller snarere rationalitet, der er på spil.
Et andet eksempel kunne være det, jeg vil kalde ’fejlfinderprogrammerne’ i TV. Her går det ud på, at afsløre, at nogen har nedsat prisen på et fjernsyn på for at vise tilbud, og så vise, at det slet ikke er nedsat. At finde fejl i tilbudsaviser… kan fornuften ikke mere end det? Jo, det tror jeg nok.
Et tredje eksempel er det råd, man kunne give en ung, der skulle ud at rejse. Ja, det kunne igen være ens forældre, der sagde det: ”Anders, du skal ikke stole på nogen.” Ja, det er jo rigtigt nok ud fra den rationalitet, der som mål har, at man ikke skal blive snydt. Men det spørgsmål, vi må stille os: er det den mest fornuftige livsførsel ikke at have tillid til nogen? Er det den måde, man lever det bedste liv på? Formentlig er snydeundgåelses-rationaliteten ikke selv fornuftig i forhold til livets fornuft, hvor man tilsyneladende lever et bedre liv af at vise andre tillid.
De to første præmisser var: 1) filosoffen ved endnu ikke og 2) der findes en sandhed. 3) Der findes flere typer af fornuft, af rationalitet.
Den fjerde præmis ligger i hans stræben efter regnbuen: 4) Filosoffen forstår endnu ikke, men verden kan forstås.
De gamle grækere tilføjede en femte præmis: 5) verden vil forstås.
At verden ikke bare kan forstås, men også vil forstås kaldte de gamle grækere logoi spermatikoi. Logos er det, at der er et ordensprincip i verden, at verden er fornuftig. Spermatikoi kender I fra sperm. Sperm er noget, der vil befrugte. Sperm er noget, der lige meget hvad stræber efter at befrugte, om det så skal dø.
Logoi spermatikoi, det betyder: Verden vil befrugte mennesket med forståelse. Grækerne tænkte, at verden var fornuftig, og at verden ville noget med mennesket.
I dag udtrykker vi forståelse som en akt, der udgår fra os. Vi forstår os på noget. Ligesom vi siger ’jeg danser’ eller ’jeg spiller bold’. Vi lærer, at når vi i grammatikken har tegnet en bolle under et ord, skal vi finde et kryds. Når vi har fundet et verbum, skal vi finde et subjekt.
Sådan tænkte grækerne ikke altid. De havde det, man kaldte en mediumsform. At verden forstår sig igennem os, imens vi forstår os på verden. Logoi spermatikoi: Verden befrugter os med forståelse.
Lad mig lige resumere:
I) Filosofi indtræffer, når verden ikke går op. Som en brøk, hvor der altid bliver en rest.
Men jeg har nu lige også sagt noget andet, nemlig:
II) Man har ikke forstået verden på samme måde til alle tider.
At undersøge, hvordan man har undersøgt verden til forskellige tider, kalder man idéhistorie. Ligesom man har kunsthistorie eller litteraturhistorie har man også idéhistorie. Filosofien lader sig ikke helt nøje med det. Filosofien bliver ved med at gå efter regnbuen.
Et første filosofiske spørgsmål var: Når jeg stikker kæppen ned i vandet, så ser det ud som om den bøjer sig, når jeg trækker den op igen, ser det ud som om den er lige. Det giver anledning til spørgsmålet: hvad er det virkelige?
Et andet filosofisk – et spørgejørgenagtigt spørgsmål – er: Hvad er forandring? Når noget forandres, forandres alt så. Eller forbliver noget det samme?
For eksempel ved jeg, at mit skelet og alle mine celler bliver udskiftet på syv år. Det må stille spørgsmålet: Hvad er egentlig mig ved min krop? Hvad er det egentlig, der er det samme, som den dreng på syv-otte år, der begyndte at stille spørge-jørgen-spørgsmål? Ham der gerne ville lege på gaden og halvudueligt sparkede til en bold.
Er det blot erindringsspor, der griber ind i hinanden, som tråde, der griber ind i hinanden som tråde i et tov, uden at der er nogen rød tråd i tråden?
Eller er jeg et helt samfund af følelser og tanker, viljer, sexlyst, lyst til mad og nærvær, der bare forstår sig som én, ligesom vi taler om samfundet som ét?
Du skal elske mig, siger hun, ikke fordi hun er god til håndbold, god til spansk, ser godt ud og er sød. Ja, men hvad er det dig, jeg elske, som ikke er dine egenskaber?
Det er endnu et filosofisk spørgsmål: Hvad er et ’jeg’ og et ’dig’? Og det er der forskellige svar på i historien.
I lang tid har man ment, at det var godt for de fleste at beskæftige sig lidt med filosofi. At det var godt at vide lidt om, hvad man havde tænkt før. Derfor havde man fra universiteternes begyndelse i 1200-tallet og indtil 1971 den idé, at man skulle igennem et filosofikum før man kunne læse de andre fag; jura, medicin, teologi.
Hvorfor havde man nu det? Jo, fordi man af filosofien kan lære at tænke, ligesom man af skomageren kan lære at lave sko.
Men for det andet også fordi man kan lære folk at stille spørgsmål og søge svar. Og for at vide, hvad man havde tænkt før, så man ikke gik de samme vildveje, og så man kunne tænke videre ud fra, hvad der allerede var tænkt. Dette hænger sammen med, at filosofi er alle fags grundfag.
Filosofien kom først. Eller faktisk kom myten først. Og filosofien overtog myternes spørgsmål om, det virkelige, om orden i verden, om det gode liv. Det begyndte for godt 2500 år siden.
Herfra udspaltede fag sig. Først blev matematikken en selvstændig disciplin. Senere fysikken (og alkymien). Så biologien. Så sociologien. Og senest psykologien. Fag som sociologi og psykologi er barndomsfag. Forholdet mellem moderne psykologi og filosofi er som at sammenligne en 3-årig med en 75-årig. Derfor kan filosofien også stå lidt som et fyrtårn, når de unge fag tåger rundt.
Eksempelvis: Når man i dag siger at mennesket er som en harddisk, og at opdragelsen og uddannelsen er som software. Så kan filosofien tilføje: ja, det er ikke noget nyt, at man har sammenlignet mennesket med den nyeste teknologi. Tidligere sammenlignede man mennesket med et ur. Og endnu tidligere med en mølle. Så mon computeren er den sidste sammenligning?
En konsekvens af denne udspaltning er, at når man spørger dybt i fagene, så kommer man tilbage til filosofien. Hvis man spørger i fysikken, hvad et atom egentlig er. Hvis man spørger i biologien, hvad liv egentlig er. Hvis man i sprogfag spørger, hvordan et ord egentlig får betydning, så når man ned til filosofien. Hvis man spørger i psykologien, hvad en psyke egentlig er. Så når man tilbage til filosofiske spørgsmål. Lidt som dem Spørge-Jørgen stiller, bare på et lidt højere niveau.
Det var egentlig dette, at filosofi er et grundfag, der fik mig til at læse filosofi. Jeg har aldrig læst filosofi, men jeg var sådan nogenlunde glad for alle fag i gymnasiet.
Og dengang var man ikke så bange som nu. Studievejlederne sagde: du skal vælge det fag, du synes er spændende, for ellers kommer du ikke godt igennem. Og så kan du altid finde ud af, hvad du skal lave senere. Den slugte jeg. Senere hørte jeg det i en lidt bedre version: du må aldrig behandle en periode i dit liv kun som middel, den skal også altid være et mål i sig selv. Selvfølgelig må man gå på arbejde en dag hvor man ikke gider eller lave sin lektier, selv om man ikke gider. Men man må ikke behandle en periode i sit liv alene som middel.
Det er der flere grunde til. Det ene er, at livet er alt for kort til at blive behandlet som middel. En anden grund er, at man ikke ved, om de løfter, man får, holder. Hvis man læser et studium, som man ikke synes er spændende – hvad så hvis man ikke får det arbejde, man gerne ville. Eller finder ud af, at man alligevel ikke gerne ville leve med det arbejde, man kan få. Livet er for uforudsigeligt til at man kan planlægge på den måde. Og endelig en tredje grund: jeg tror, at man går igennem livet med selvrespekten mere i behold, hvis ikke man tænker strategisk og behandler sit eget liv som middel. Men det kræver selvfølgelig mod.
Lige en ting til. Man behøver ikke at være interesseret i alle fag for at vælge filosofi. Eller for at læse filosofi. Det kan være, at man i en periode af sit liv har lyst til at stille sig selv mere grundlæggende spørgsmål.
Det kan være, at man vil spørge sig, hvem man er, eller hvordan man lever et godt liv. Eller når man har haft dansk, hvorfor forfatterne i en periode er optaget af de samme spørgsmål, mens de i en anden periode er optaget af nogle andre spørgsmål. Min bedste filosofibog i gymnasiet var Litteraturhåndbogen. Og så havde jeg en fantastisk dansklærer.
Når jeg spørger, hvem jeg selv er, kommer jeg også til at stille et andet filosofisk spørgsmål: Hvad er et menneske?
Det passer jo ikke, at psykologien først kom til for 100 år siden. Det var den moderne videnskabelige psykologi. Psyche og anthropos er ord tilbage fra antikken og spørgsmålet om, hvad et menneske er stille sig også dengang. Aristoteles prøvede den tese af, at det var et tobenet dyr uden fjer, hvorefter skeptikerne gav sig til at plukke høns og kaste dem ind over væggen til hans Lykeion, gymnasiet. Overvejelserne over, hvad et menneske er går langt tilbage.
Et andet eksempel fra antikken er, at mennesket bestemtes en homo politicus. Det betyder ikke et politisk dyr, for polis er en bystat. Men det betyder, at mennesket er et bydyr. Et dyr, der kan indgå i sammenhæng med andre på en civiliseret måde.
Man har tænkt, at mennesket var det dyr, der havde fornuft. Fra antikken over den tidlige oplysning og over oplysningen.
Men har tænkt, at mennesket er det væsen, der lever i tiden og er bundet til den. At det erindrer fortiden med nostalgi eller fortrydelse. At det foregriber fremtiden med projekter, håb eller frygt. Den tyske filosof, Nietzsche, beskriver, hvordan hjorden i modsætning til mennesket er bundet til øjeblikkets pæl. Og, tilføjer han: Mennesket kigger misundeligt derpå.
Mennesket er et væsen, der har svært ved at glemme. At glemme er at indoptage noget i sig og gøre det til sit, at fordøje det. Men mennesket har det med at huske og at gylpe op. Det kan selvfølgelig være godt nok nogle gange, at man kan huske, hvem ens kæreste er, og hukommelse, at i hu komme, er også en betingelse for troskab. Det, Nietzsche vil pege på, som I sikkert kender, er det man tænker igen og igen på det, der skete: man drøvtygger. Man gylper op og tygger det igen.
Søren Kierkegaard var psykolog før psykologerne. Han introducerede den idé sammen med Nietzsche, der blev forgænger for Freud, at mennesket er et væsen, der ikke altid kan gennemskue sig selv, eller skjuler sig selv, fordi det er angst for den frihed og den mulighed, det har.
Overvejelser over, hvornår man er et menneske er også relevante for diskussioner om, hvornår man må abortere – er det f.eks. nok, at man har et centralnervesystem. Eller for hjernedødskriteriet: Hvornår er man ikke længere et menneske?
De dybe filosoffer tænker ikke kun i biologiske kategorier. For Kierkegaard f.eks. er man ikke født som menneske – det er en opgave at blive et selv, at udfolde sig som menneske for at blive et menneske.
Et andet eksempel på spørgsmål som filosofien stiller sig er: Hvad er kærlighed?
Er det som nogle af jer sikkert har læst i Platons Symposion, at kærlighed er eros, og at eros, kærlighed består i en mangel. At man kun elsker så længe man mangler?
Eller kan man også elske det, man har? Det kaldte grækerne philia.
Ja, hvad vil det egentlig sige, at man elsker et andet menneske? Jeg ved, at Hollywood og litteraturen præsenterer mig for nogle modeller, men jeg synes ikke altid at mit liv kan leve op til Hollywood. Og at den vestlige verden tilbyder nogle modeller for monogame parforhold, man kan gå ind i. Men er det kærlighed? Det er en ret nylig opfindelse – ca. 200 år gammel – at man skulle gifte sig med den, man elsker. Førhen var ægteskabet en alliance, der handlede om territorier, efternavne, sikring af rigdomme hvor meget man så havde – og kærlighed var noget, der foregik udenfor ægteskabet.
Også sådanne historiske varianser beskæftiger idéhistorien og filosofien sig med.
Det var i hvert fald fem spørgsmål: Hvad er det virkelige, hvad er forandring, hvad er et ’jeg’ og et ’dig’, hvad er et menneske, hvad er kærlighed?
Det lyder ikke særligt nyttigt. Så hvad laver en filosof egentligt?
En filosof kan ikke øge bruttonationalproduktet. Han nytter ikke i den forstand.
Det er forundeligt, at man kan stille spørgsmålet om hvad filosofi nytter, og ofte gør det til mig, men sjældent stiller spørgsmålet om, hvad musik nytter. Det er selvfølgeligt, at musik ikke skal nytte til eksport. Men hvad skal filosofi bidrage med?
Ja, det helt umiddelbare svar er selvfølgelig at smide det spørgsmål tilbage og sige: det er vist stillet ud fra en særlig økonomisk rationalitet. Og fornuften kan – som jeg var inde på tidligere – så meget mere.
Et andet svar har jeg også allerede givet, da jeg talte om filosofikum: filosofi skal give horisont. Det skal lære os, hvad man allerede har tænkt, så man kan udgå derfra, og ikke løbe de samme vildveje.
Men jeg mener også, at filosofien skal noget mere.
Filosofien skal lave begreber. Det vil sige, den skal lave greb i verden, snit i verden, som ikke nødvendigvis passer med de begreber, vi allerede har til rådighed, men begreber, der muliggør, at vi kan se noget nyt.
Hvad er et begreb? Et begreb er et snit i verden. En figur til at se med. Et begreb er ikke det samme som et ord. Et ord er et navn, vi sætter på begreber. For eksempel har begreberne for ’tree’, ’wood’ og ’forrest’ ikke samme snit i verden som ’arbre’, ’forrêt’ eller ’træ’, ’hegn’, ’skov’. De snitter forskellige og det samme må nogle gange oversættes med det ene, nogle gange med det andet. Men ordene kunne være anderledes. De er ikke så vigtige for filosofien – som andet end de peger på, hvordan man engang har forstået noget.
Og når filosoffer laver begreber, så kan de ikke testes. Men de muliggør, at man kan se og indse noget, man ikke kunne se og indse før.
Er man filosof, fordi man er uddannet filosof? Nej, det er man ikke bare. Man kan undervise i filosofi. Men man tænke og skabe begreber. Man må deltage i debatten.
I den franske skole, hvor jeg er formet, må en filosof være en intellektuel. Han må mene noget om verden og dens hændelser. Hvorfor? For at give mere kvalificerede bud. For at verden ikke forbliver så dum.
Og det er svært i Danmark, når man skal tale med journalister og lave artikler, radio og TV. For vi lever i en verden, der ikke tænker sig så meget om.
Jeg sagde, at filosoffer havde et kompromisløst forhold til sandheden. Og alligevel siger jeg, at de skal skabe begreber. De begreber de skaber er ikke sandhed i folkets forståelse. Endnu. Men de skal lave dem, for at de kan blive sande. Det er her, vi finder forbindelsen til galskaben: filosofien siger det, der lyder galt. Det lyder forrykt.
Når jeg før kaldte filosoffens sandhedsstræben for hysterisk, så er det ikke i overensstemmelse med den normale forståelse af hysteri (men nok med Lacans psykoanalyse). Men det ligner hysteriets løben efter sikkerhed.
Fordi filosofiens begreber er forrykte – er for-rykkede i forhold til den almenaccepterede sandhed. Børsmæglerens sandhed om at man skal investere i dit eller dat. Lægens sandhed om at ADHD gør at børn bliver hyperaktive. Folks optagethed af fladskærme, flere biler og tilbud på svinekød. Det er ikke falsk, men fornuften kan mere end det. Og det må filosoffen vise.
Her støder vi imidlertid på et problem, nemlig at verden er flertydig. Det kan være, at filosoffen forudsætter sandheden som pejlemærke, som regnbuen. Men verden giver sig ikke entydigt. Så må filosoffen betjene sig af greb, der ikke er entydige.
Hvad er et ikke-entydigt greb? Ja, det er blandt andet metaforen.
Metafor betyder på græsk en føren-efter. Meta: efter. Fora: føre. Den overfører noget fra et område til et andet.
Når man siger at en person er stejl. Vi kender det at gå op ad bakke. Med nogen personer er det som at bakke. Det ville kræve en masse ord at beskrive det; han siger imod hele tiden, han er modsat, han vil være trist, han vil være besværlig, han vil have opmærksomhed.
Metaforen ’stejl’ indfanger alt det. Og metaforen gør mere end det: den forbinder det til sansningen.
Hvis verden er flertydig. Så er det muligt, at metaforen mere præcist udtrykker verden end det ord, der prøver at være entydigt. Og det er brugbart for filosoffen. Og det er sikkert, at metaforen forbinder os mere til sansningen.
Filosofien har et kompromisløst forhold til sandheden. Og hvis filosofien er systematiseret galskab, så er det lidt ligesom man skal høre sandheden fra fulde folk og børn. At filosofferne siger det, de andre ikke tør eller kan sige.
Spørgsmålene, sandheden, metaforen – hvad skal vi med alt det?
Ja, vi skal selvfølgelig stille vores videbegær. Men ofte er det mere: Filosofi skal hjælpe os til at vide, hvordan vi skal leve et bedre liv. At tænke bedre for at leve bedre.
Det kan være, at vi skal leve mere impulsivt og ikke tænke så meget. Men også dette kan rummes i tanken.
Det kan også være, at vi skal lade følelserne guide lidt mere af fornuften. Også dette kan rummes i tanken.
Én ting, vi alle tænker over er: jeg skal dø. Og ikke nok med det, dem jeg holder af skal dø. Og ikke nok med det, jeg ved ikke hvornår, det kan indtræffe hele tiden.
Der findes en skole i filosofien, som man kaldte stoikerne. De fungerede fra ca. 300 f.kr. til ca. 300 e.kr. I kender det måske fra udtrykket ’stoisk ro’, ataraxia. Ideen med stoisk ro var, at gøre sig fri fra hændelser omkring én: hvis gården brænder eller konen dør, så er jeg rolig alligevel. Det ved jeg ikke, om jeg vil anbefale. Men stoikerne lærte os noget andet vigtigt, nemlig, at hvis man frygter, så er der to ting, man ikke kan: man kan ikke elske og man kan ikke tænke.
Filosofien hjælper os til at vide, at det kan gå galt, og at det en dag vil gå galt. Men at det handler om at leve imens, uden at lade sig ødelægge af den viden.
Og det kunne sådan set – måske lidt rigeligt overtrukket – også gælde studievalg: At det ikke kan vides hvad fremtiden vil bringe, og at alt ikke bliver som man har håbet. Men at man kan læse med lyst imens.
Jeg sagde indledningsvist, og er vendt tilbage til det flere gange, at filosofi er galskabens tvilling, fordi den er systematisk galskab. Den stiller sig galt, forrykt dvs. for-rykket, overfor verden. Men deri søger den det sande.
Myteforskeren tager myten alvorligt. Psykiateren tager nogle gange galskaben alvorligt. Så spørger de: Hvad er sandt i det falske?
Filosofien vil det samme. Ikke blot spørge: Hvad er falsk i common sense? Den vil også spørge: Hvad er sandt i common sense. Men den vil især spørge: Hvad er sandt i det som samfundet ser på som forrykt. Her er den i familie med galskaben. Men den vil behandle det systematisk.
Så forvent ikke, at filosofien siger det, i forventer som sandt. Men dyk ned i den, og I vil se noget andet.
Tak for jeres opmærksomhed.
Anders Fogh Jensen
www.filosoffen.dk
