Subjektets selvbilleder 

v. Anders Fogh Jensen – www.filosoffen.dk

100 bestemmelser af mennesket på en time

Hvad er et menneske?

Da Aristoteles bestemte mennesket som et [1] tobenet dyr uden fjer reagerede skeptikerne med at kaste med kræ. De plukkede kyllinger og kastede dem ind over muren til Aristoteles’ Lykeion. Hvis ikke andet, så viser balladen hvor svagt bestemte definitioner står, ikke mindst når det gælder mennesket.

I den anden ende står Sartres bestemmelse af mennesket som ubestemt [2]: Mennesket er ikke det, det er, og er det, det ikke er. Andetsteds definerer han [3] mennesket som et hul i væren: Et ikke-værende blandt alt det, som er. Hvad Sartre mener, er, at mennesket er det væsen, der ikke bare har mulighed for, men er [4] fordømt til at forestille sig tingene anderledes, end de er. Mennesket har den negerende kraft, at sige nej til det værende for at forestille sig det anderledes.

Vi har altså to forslag i hver sin ende af aksen bestemt – ubestemt: Et, der bestemmer mennesket positivt, og et, der bestemmer mennesket negativt; et, der bestemmer mennesket som en ting, og ét, der ubestemmer mennesket i forhold til ting.

Nu synes jeg, det ville være sørgeligt, hvis enden på kyllingeorgiet blev, at man ikke kan sige noget om mennesket, andet end at det gør sig forestillinger om det, som ikke er. Som Hegel viste, så er det at opdage, at man tager fejl, ikke ingenting at vide: Enhver fejltagelse munder ud i en ny viden. Hvad vi ved om mennesket er, hvilke billeder mennesket har gjort sig af mennesket. Det følgende er derfor et forsøg på indirekte at sige noget om mennesket gennem de billeder, som mennesket har gjort sig af sig selv.
Metoden til en bestemmelse af mennesket gennem menneskebillederne skal være den stik modsatte af, hvad man anbefaler enhver studerende og dog kun alt for ofte bliver vidne til: Metoden skal være systematisk namedropping. Det er håbet, at en tour de force gennem det billedreservoir, vi kalder filosofihistorien, ikke lader os uvidende tilbage, men dog giver en vis fornemmelse af aftenens helt centrale tema: Mennesket. For når alt kommer til alt er vi, som Gadamer siger, ikke interesserede i om den anden har ret. Vi er interesseret i sandhed. Vi er interesserede i, hvilke billeder mennesket har gjort sig af mennesket for at vide noget – ikke om billederne – men om mennesket. Men for at sikre anstændige tilstande for rengøringskonerne i morgen, skal jeg foreløbig holde mig til menneskebillederne.

Nogle menneskebilleder berører jeg ikke: Det med, at [5] mennesket er tid, ville selv tage for meget tid. Og det med at [6] mennesket er en forbruger, det overlader jeg til markedet.
Det er derimod frugtbart, at holde sig aksen bestemt – ubestemt for øje. Den syvende bestemmelse af mennesket – og der vil i løbet af den næste time forekomme 100 af slagsen – er [7] bestemmelsen af mennesket som ubestemtheden af bestemt og ubestemt. Det er på den ene side, mener jeg, givet, at bestemmelsen må befinde sig herimellem, men på den anden side ubestemt hvor. Og det skulle ikke undre mig, om det gjaldt alle mennesker.

I relation til – men ikke parallelt til – aksen bestemt-ubestemt er aksen ufri – fri. At være bestemt til noget kan betyde indsnævring af mulighederne. Mest ekstrem, urovækkende og latterfremkaldende forekommer de økonomiske spilteoriers bestemmelse af [8] mennesket som et rationelt individ mig at være. Den betyder nemlig, at min højtpriste frihed til at vælge hvad jeg vil, i virkeligheden er determineret: Jeg kan jo kun vælge rationelt. Når bestemmelsen er latterfremkaldende – og man kunne her have lyst til at kaste lommeregnere ind over murene til Finansministeriet og Handelshøjskolen – er det fordi den er tom: Rationelt er per definition det jeg vælger, hvilket i virkeligheden vil sige, at jeg vælger det jeg vælger, hvilket intet er at sige. Når definitionen er urovækkende, skyldes det at mange store beslutninger bliver taget på en radikal blindhed overfor menneskets dybder og alle de faktorer ud over præferencer, der bestemmer valget. Når meningsmålerne laver spørgeskemaundersøgelser, så slutter de fra hvad folk selv mener, at de mener, til hvad de mener. Alle tre – økonomerne, meningsmålerne og Sartre – hviler på den tese [9] at mennesket kan blive gennemsigtigt for sig selv. Og det synes immervæk – som jeg skal komme tilbage til senere – at være noget af en forsimpling.

Slår man op i Den store danske encyklopædi, under ”menneske”, får man en lang forklaring om artens udvikling. Hvad artiklen imidlertid ikke siger, men viser, er, at den hviler på to præmisser: [10] mennesket er sit ophav og [11] mennesket er det dyr, der ved – det vidende menneske: homo sapiens. Denne bestemmelse af mennesket, som det dyr, der ved, er oldgammel: Vi ligner dyrene, har samme behov som dem, men vi har noget mere: [12] mennesket er det fornuftige dyr, fornuft har vi, fordi vi har sprog – [13] mennesket er det dyr, der har sprog og ikke blot tegn.

Af Sokrates får vi i Platons Alkibiades at vide, at mennesket betjener sig af sin krop. Kroppen er et redskab for mennesket. Men hvad er da mennesket? [14] Mennesket er pneuma, ånd. [15] Mennesket som pneuma, ånd, er placeret i en krop, soma – af sema, fængsel. Men hvad er så pneuma, ånden? Platon svarer os i Staten, at ånden består af tre dele, fornuften, modet og begæret. Fornuften skal styre de to andre. I virkeligheden er ånden – mennesket – derfor kun fornuften. [16] Mennesket er fornuft.
En anden klassisk bestemmelse af mennesket, antropos, er [17] mennesket som den, der ikke er gud. På græsk møder man sjældent singularisformen, antropos, og næsten kun pluralisformen: antropoi: menneskene. Hvad karakteriserer menneskene? [18] Menneskene er dem, der bebor jorden (homo formentlig af humus), og [19] mennesket er den, der skal dø. I modsætning til jødedommen og kristendommen, så har guderne i den græske verden ikke skabt verden; de er blot stærkere end mennesket – de har ikke ret, blot magt.

I den kristne og jødiske verden har Gud skabt verden, og det betyder: [20] mennesket er den, der skylder Gud sin verden, sin til-værelse. Det er Gud al-tidsligt skyldigt, og da mennesket heller ikke er algod, er det [21] al-tid syndigt. Endvidere skaber oppositionen mellem mennesket og den kristne Gud nogle nye negative bestemmelser, specielt med hensyn til endelighed: Hvor Gud er den, der er omniscient, er [22] mennesket den, der ikke kan vide alt. Hvor Gud er den, der er omnipotent, er [23] mennesket den, der ikke kan alt. Som Feuerbach bemærker, så er der måske snarere tale om en projektion den anden vej: Alt det, mennesket ikke kan, projicerer det over i et andet væsen.

Endelig bør en specifik kristen metafor nævnes: Hvis Jesus er hyrden, så er [24] mennesket et lille lam. Det, der må ledes som et lam. Hyrden er den, der leder en flok i bevægelse, lammet er den, der lader sig lede gennem bekendelse.

I den moderne verden – i tiden mellem 1600 og 1800 – træder mennesket ud af den velordnede verden, som det kendte i Middelalderen, og bliver noget, der står overfor verden. Verden bliver noget, der står imod: Verden bliver Gegen-stand – ob-jektum – matter: træghed. Den metafysiske skilsmisse mellem mennesket og verden er baggrunden for den moderne videnskab: Scientia est potentia (Bacon). Uden den ville moderne naturudnyttelse ikke være mulig. [25] Mennesket er det, der vil sætte sig i Guds sted: [26] Mennesket vil være et løsrevet øje, der betragter verden ude fra.

Idet verden bliver Gegen-stand, bliver mennesket efterhånden ikke længere defineret som modsætning til Gud, men som modsætning til genstanden: [27] Mennesket er det, som genstanden står imod. Idet mennesket sætter sig for at blive et øje, der betragter verden, bliver [28] mennesket grundlaget for erkendelsen: subjekt. Idet mennesket træder ud af sit situs locus for at betragte den, glider den sikre erkendelse den af hænde. Erkendelsesprojektet bliver derfor et erobringstogt: At genobrere den verden, som gled det af hænde. Scientia est potentia. [29] Mennesket er den, der vil have magt over verden. Dette erobringsprojekt er et ordningsprojekt: Med tabet af verdens fortrolighed, taber ordene også deres fortrolighed med tingene; sproget bliver et konstrueret redskab med hvilket mennesket ordner tingene. Verden kan ordnes, men den er ikke ordentlig fra begyndelsen; det er menneskets opgave. [30] Mennesket er den, der har til opgave at ordne verden med ordene.

Men hvem ordner ordneren? Idet mennesket kan rette sit ordnende blik mod sig selv, kan det gøre sig selv til Gegen-stand. Heraf fødes humanvidenskaberne: De, der har et subjekt som sit objekt. [31] Mennesket er det, der kan reflektere på sig selv. Men hermed kan ’scientia est potentia’-projektet også udvides til at gælde subjektet: At skabe viden om sig for at bemestre sig selv. [32] Mennesket er det, der vil se ind i sig selv og [33] bemestre sig selv.

Men ligesom projektet med indsigten i verden ikke alene består i at forudsige den, men også at bemestre den, så forudsætter menneskeprojektet det samme: At selvet ikke blot lader sig forudsige, men bemestre. Det må betyde, [34] at mennesket kan lave mennesket om. Heraf dets ubestemthed, og heraf dets frihed: [35] At mennesket er det endnu ikke fastlagte dyr (Nietzsche).

Mennesket bliver i den moderne verden [36] det, der kan forestille sig verden anderledes, dvs. det, der har [37] ideale forestillinger om det reale. Mennesket formoder, at det er det eneste væsen, der [38] kan udkaste alternative forestillinger om verden, og dermed det eneste [39] væsen, der kan vælge. Ja, mennesket er ifølge Sartre ikke blot det, der har frihed, men det [40], der er fordømt til frihed.
Kierkegaard: Selvet er [41] et forhold, der forholder sig til sig selv, eller det i forholdet, at forholdet forholder sig til sig selv. Mennesket kan forstå sig på sig selv og ved en forholden sig ændre sig selv. Det er det, eksistensfilosofien handler om: Ikke at tænke i sandt eller falskt, rigtigt eller forkert, men i at der er forskel på at kende vejen og gå den.

Når mennesket går til valg, står det selv på valglisten. Det er [42], det væsen, der som valg har et enten-eller: Enten vælge sig selv, eller lade være (Kierkegaard). At lade være med at vælge er også at vælge. Hamlet stiller sig spørgsmålet: To be or not to be: Whether it’s nobler in the mind to suffer the slings and arrows of outrageous fortune, or whether to take arms against a sea of troubles: [43] Mennesket er det, der kan vælge, at lade skæbnen kaste rundt med det, eller vælge at kæmpe imod. Det risikerer at dø, hvis det kæmper imod, men det risikerer også at finde sig selv. To be or not to be.

[44] At være menneske er en stående opgave: Den opgave at blive menneske. Hos Dostojevskij består denne opgave i at vælge mellem det gode, og alle de andre fristende tilbud, som forskellige livsanskuelser byder til. At vælge mellem videnskabens nihilisme (Ivan Karamsov, Rodion Raskolnikov) og Kristendommens værdier (Aljosja Karamasov, Fyrst Mysjkin).

[45] At være menneske er derfor at blive menneske. At blive menneske er at udfolde sit potentiale, hvad enten det er at stå for fristelser (Dostojevskij) eller at realisere sin form (Aristoteles). Mennesket er født med noget mere end dyret, og hvis det lever fra hånden til munden, forbliver det et dyr (Shakespeares Hamlet). To be or not to be. Kierkegaards bestemmelse af mennesket som en [46] syntese af endelighed og uendelighed, nødvendighed og mulighed rummer det samme: Opgaven er at få denne syntese til at gå op, dvs. vil sige, hverken at fortvivle i at alt er nødvendigt eller at kaste sig ud i den bevægelse på stedet det er, hele tiden at udkaste projekter; opgaven er at have styrke nok til at bøje verden og at have styrke nok til at bøje sig selv.
Med opgaven at blive menneske er anslået endnu en problematik: Hvad nu, hvis eller når opgaven ikke løses? Så lever mennesket inautentisk. At være menneske er [47] at kunne bedrage sig selv. [48] Mennesket er det, der har selvbilleder. Og mennesket er det, [49], der gemmer sig bag selvbilleder.

Heraf også den kendte 3-stadiestruktur fra eventyrene, myterne og fortællingerne: [50] Mennesket er det, der er kommet væk fra sig selv – fremmedgjort – og som søger hjem.
[51] Mennesket socialiseres ind i et selvbillede, som det overtager og kalder sig selv. Rollen er en fortabelse i det almene, som trækker mennesket væk fra sig selv. Det kaldes hos Heidegger, das Man og hos Sartre mauvaise foi: Mennesket lader sig selv forsvinde i rollen, fordi [52] det ikke kan udholde kontingensen: at tingene kunne være anderledes og kan blive anderledes.

Men tingenes manglende grund er ikke den eneste grund til at mennesket narrer sig selv med et billede. En anden grund er, at det ikke selv har en grund, eller ikke kan tåle at se ned i den.
Men hvorfor gemmer mennesket sig bag et billede? Fordi [53] det ikke kan tåle at se lige ned i sin egen dybe afgrund, stemmer Nietzsche og Freud i kor. Mennesket er i virkeligheden, [54] drift, [55] vilje, [56] magt. Det samme paradoks som hos Platon findes hos Freud: [57] Mennesket er ikke herre i eget hus; det er tjener for to herrer: [58] Mennesket er på samme tid drift og tøjling af drift. [56] Mennesket kan aldrig få kontrol med sig selv – heri består dets mest ydmygende endelighed – men højst sublimere; mennesket er noget andet, noget mere end sig selv, noget udefrakommende… måske er mennesket ikke frit, men ufrit. Måske er illusionen om frihed det kraftigste håndjern, der spænder mennesket til nødvendighedens jernhånd, som ryster tilfældighedens raflebæger (Nietzsche). Alt det, jeg vil, der gør jeg ikke, og alt det, jeg ikke vil, det gør jeg (Paulus) [59]: Mennesket er det, der nok vil, men ikke gør.

Er mennesket [60] arv eller [61] miljø? Diskussionens udfald er i en vis forstand ligegyldigt for menneskets frihed, for præmisserne er, at [62] mennesket er ufrit. Når mennesket i naturvidenskaben anskues som [63] fysisk-kemiske processer, så er dermed ikke sagt, at mennesket er determineret, men at livet går sin egen gang: [64] Mennesket er en organisme. Men hvad er en organisme? Hvilke billeder har mennesket gjort sig af organismen? Først forestillede det sig organismen som [65] et stykke mekanik, siden som [66] et elektrisk system og nu [67] som et kommunikationssystem med receptorer, signalstoffer, koder og afkodninger (biologien fra og med Crick & Watson). At hævde, at [68] DNAet er en kode, er en metafor, der hører vores tid til.

Mennesket har altid forestillet sig som [69] sin tids ypperligste teknologi: Først var mennesket [70] en mølle, siden [70] et ur – med Gud som den store urmager – og nu [72] en harddisk. Opdragelse er programmering og viden er software. Intet nyt deri: [73] Mennesket er en maskine.
I ledelsesteorierne er mennesket blevet gjort til [74] en human ressource. Man hvad der deri ligger, har forskudt sig: En gang var ressourcen en frisk krop og en veludhvilet hjerne. Nu er ressourcen initiativer, kompetenceudviklingsiver og omstillingsparathed.

Hvis nu diskussionen om arv og miljø falder ud til den anden side, så bliver mennesket sit miljø. Bourdieu: Mennesket er struktureret med en [75] disposition: En hang til at artikulere sit miljøs kategorier og værdier. Eller hårdere hos Lévi-Strauss: Det kan godt være, at manden kan vælge sig forskellige koner, men strukturen byder ham at indgå i bestemte intimrelationer. [76] Mennesket er en strukturbærer. Eller hos Foucault: [77] Kroppen er overfladen for begivenhedernes indskrift: [78] Mennesket er den tavle – den tabula rasa – hvori verden skriver sig. Hvorfor ikke blot forlænge denne metafor ud, som Merleau-Ponty gør det [79]: Mennesket er verdens kød. Denne poetiske bestemmelse kunne have sin rod hos Schelling: [80] Mennesket er det sted, hvor naturen åbner øjnene og ser, at den er til. Med andre ord: [81] Mennesket er det, hvorved verden bliver verden. Uden mennesket ville verden nok være til, men den ville ikke være verden. Den ville være, men ikke være verdensorden; der ville være dyreverden, men ikke [82] til-værelse. Heidegger: Erst in die Sprache erschliesst sich die Welt als Welt. Det er i og med [83] sprogets gennemtrængning af verden i den menneskelige bevidsthed, at verden bliver til en ordnet verden. Hvordan gør den det? Ved at mennesket forstår sig på den. [84] Mennesket er dømt til forståelse (Merleau-Ponty). Hvordan forstår mennesket? Ved at repræsentere verdens kategorier i sin bevidsthed? Nej, ved at forholde det fremmedartede til noget, det kender: Ved som fluen, der brækker sig over sit bytte for at indtage det med sin kendte smag af mavesyre, at kaste sine fortællinger ud over verden. [85] Mennesket er det væsen, der forstår igennem fortællingen.

Men er det da sin egen hjemmelavede kognitive mixture, det kaster op ud over verden? Nej, svarer Gadamer: Historien brækker sig igennem det menneskelige svælg; [86] mennesket et det medium, hvorigennem historien forstår sig selv. Jeg forstår en tekst ved at udkaste mine fordomme på den, og disse fordomme er for en stor dels vedkommende allerede spillet os i hænde af historien. Menneskets forgreb er [87] dets herkomst. Her mødes Gadamer og Bourdieu.

Menneskets udviklingshistorie er en afviklingshistorie: Først indså det med Copernicus, at dets hjem blot var en planet blandt andre. Med Darwin indså det, at det var [88] en abe. Med Freud indså det, at det var en tjener. Med Gadamer tvinges erkendelsesambitionerne i knæ: Frygt ikke erkendelsens subjektivitet, for subjektivitet er overmål; stil dig til takke med din historicitet.
Og dog: Erkendelse gives, men det foregår igennem den tidslige fortælling, og denne forandres hele tiden: Mennesket er det [88] der hele tiden forstår sin verden på en ny måde, i og med at historien udvikler sig. Tingene er ikke bare, hvad de er, de gives kun gennemtrængt af historiens mavesyre.
Lad os her til sidst opholde os ved tre bestemmelser: Mennesket kan ikke som Gud sige: Jeg er den, jeg er. Tværtimod er mennesket aldrig bare, men altid fortalt. Snarere må mennesket siges at være [89] den, der fortælles. Fortælles af hvem? Fortælles af mennesket. Mennesket er den, der fortæller sig selv. Hvorledes gør det det? Ved at forholde sig til sig selv.

Dette gælder også for den enkelte eksistens: Mennesket er det, der forholder sig til sig selv. Mennesket står ud fra sig selv, ek-sisterer, og ser på sig selv: [90] Mennesket er ikke, det eksisterer. Dyret er, men ikke mennesket. Hvis mennesket er, er det et dyr. I biologien er mennesket, men menneskeligt betragtet er mennesket ikke et dyr, men et menneske.

Hamlets problem: Han er i [91] eks-tase. Han står for meget ud. Han er for refleksiv.
At forholde sig til sig selv er at kunne forholde sig til at det kunne være anderledes. Mennesket lever ind i den fortælling, at [92] livet er et forløb, et curriculum vitae. Det bygger på en endimensional kausalitet: De foregående begivenheder er årsag til de nuværende og de følgende. Det bygger på idéen om, at der er en rigtig måde at forstå livet på; at begivenhederne har en intern logik: kronologikken.
At forholde sig til sig selv er at forholde sig til at det kunne være anderledes: nok står fortidige begivenheder ikke til at ændre, men det gør deres mening. Fordi mennesket er et forstående væsen er fortiden fortid og ikke et før; mennesket er ikke bare det, der lever med projekter i fremtiden, men også det, [93] der lever med bevidstheden om en fortid. Fortiden er det mønster, som dannes ved sammenvævningen af de tidligere begivenheder, men disse ligger ikke fast. Trådene er givet, men de kan pilles op og væves til nye mønstre (Kjærstad); Det er, hvad der ligger i Freuds begreb om Nachträglichkeit: [94] Menneskets fortid er hele tiden et træk ved nutiden, og nuværende handlingers mening fastlægges hele tiden igen og igen i fremtiden. [95] Mennesket er det uafsluttede, det, der hele tiden er ved at blive til. Mennesket er ikke, det ek-sisterer, dvs. det står ud fra sig selv. Mennesket er ikke en væren, men [96] en vorden.

Fortidens begivenheder er givet, men mennesket må selv med fortællingen væve dem sammen til en sammenhængende mening – det er heri spændingen mellem menneskets bestemthed og ubestemthed ligger. [97] Mennesket er en væver – det væver over det, som er sket; det væver mønstre af det, som er sket. Mønstres logik er ikke en kronologik, men en knudelogik: Sammenknytningen af de fjerne elementer i sammenhængende betydningshelheder. Mennesket ligger i sin historiske vugge, ikke som det har redt, men [98] som det har vævet.

En sådan sammenknytning af det før adskilte er netop metaforen. Derfor er mennesket [99] idet det er en knytter, [100] en metafor. Og om man så nu gav sig til at kaste metaforer ind over muren i min mentale baghave, så ville jeg kun være glad. Det gælder om at bestemme mennesket på en sådan måde, at man kan tåle at få det smidt tilbage i hovedet.