v. Anders Fogh Jensen
Artikel i bogen
Filosoffen på arbejde
København: Mindspace, 2013; pp.221-226

Det begyndte med verden.

Jeg valgte aldrig at læse filosofi. Det var filosofien, der valgte mig. Vist havde jeg en fornemmelse af en sammenhæng bag alle fag i skolen, som jeg formodede var filosofi. Men det var et kompromisløst forhold til sandheden, der drev mig til at læse det, som ingen mente kunne bruges til et liv. Det var i begyndelsen af 1990’erne, at verden drev med mig, og der hed det sig endnu, at man ikke skulle tænke strategisk – dertil var verden for uforudsigelig og studietiden for lang – nej, man skulle vælge, hvad man havde lyst til. For det, man havde lyst til, blev man også god til. Og verden havde plantet et kompromisløst forhold til sandheden i mig, som jeg ikke havde lyst til andet end at forfølge. Det begyndte med verden.

Det begyndte således med sandheden. Hvad var det for en sandhed? Det var indsigt i verden, dens logik, dens principper og systemer, der trak i mig. Der har altid ligget en strukturalist i mig, der ikke vidste, at han kaldtes en sådan. Men matematik og logik kunne ikke gøre det alene. Det var også sandheden om mennesket: Hvad et menneske er, hvad de menneskelige vilkår er, og hvad der tegner sig for forestillinger, erindringer, drømme og håb i det menneskelige sind. Endnu den dag i dag, hvor jeg bedriver terapi, tænker jeg, at jeg gør det for at finde ud af sandheden om mennesket. Det begyndte med sandheden.

Så begyndte det med anstrengelsen. Filosofistudiet var på mange måder kedeligt. Alt for meget arbejde alene og alt for mange drenge på studiet. Jeg misundte dem, der læste litteratur og tænkte dengang ofte, at litteratur var filosofi for kvinder og at filosofi var litteratur for mænd. Men nu havde filosofien jo valgt mig, og den kraft var jeg glad for. For den kraft fik mig til at hænge mere sammen med verden igennem forståelsen. Logoi spermatikoi: verden vil forstås igennem sådanne væsener som os. Og dermed kommer vi til at hænge sammen med den – også i forstanden.

Men filosofi var også kedeligt og besværligt, fordi jeg egentlig aldrig har brudt mig om at læse. At sidde alene med anstrengelserne. Det synes jeg var hårdt. Og det synes jeg stadig. Det er, som Hegel sagde, et spørgsmål om at gøre begrebets anstrengelse – et spørgsmål om tænkningens alvor, smerte, tålmodighed og arbejde. Altså: at forstå er et anstrengende arbejde. Men hvorfor skulle jeg så sidde foroverbøjet og læse? Fordi verden blev så meget rigere bagefter, når jeg kunne få øje på principper, systemer, kræfter og spil. Det begyndte med anstrengelsen.

De lange nætter begyndte i Paris. Mest fordi jeg var glad for fransk og som barn havde beundret Michel Platini, tog jeg til Paris. Det blev de hårdeste studieår overhovedet. Det var her, verden holdt op med at skænke mig søvn i portioner af hele nætter. Vist fik jeg mine eksaminer, men det vigtigste var, at fransk åbnede en filosofisk verden for mig og prægede den måde, jeg blev filosof på. Vi læste tyskere, fordi fransk filosofi på mange måder er en række af replikker på tysk filosofi. Det er tysk filosofis gauloiserygende lillebror. Langt mere charmerende og kvik. Det 20. århundrede blev et fransk festfyrværkeri antændt med smøger. Mit forbillede er det franske røntgenblik på nutiden. Men de lange nætter begyndte i Paris.

Og så blev det nytår. Til nytårsfesten for et par år siden sad jeg ved siden af en pige til en nytårsfest. Hun betænkte sig på at læse filosofi og blev betænkelig derved, fordi hun tænkte på fremtiden. På en måde havde verden allerede valgt for hende. Hun kunne modstå fristelsen. Og hvorfor så ikke få sig et mere efterspurgt eksamensbevis?

Mit svar var vist, at jeg mente mit liv havde været bedre, hvis samfundet vidste, hvor meget det mangler filosofi. Så skulle jeg måske ikke hutle mig igennem på vilkår som kunsternes. Og ikke svare på spørgsmål om anvendelighed. Det spørgsmål tillader man sig ikke at stille til violinisten. Først hvis samfundet er nået til bevidsthed om, hvad der er godt for det, kan det se, hvad det har brug for. Og så længe vi er bedøvede i udvikling, vækst, sundhed, evaluering og forbedring er der ikke gode chancer.

I Frankrig står det bedre til, fordi man har en lang tradition for filosofi, som man er stolt af. Derfor må enhver lære om filosofi i skolen. Det gør, at kulturen har skabt et interface for filosoffen. Derfor kan filosoffer blive hørt og blive ministre. Men den danske kultur er efter min mening en kende for dum til at ville vide af bedrevidende. Her vil vi hellere lytte til mainstreamsociologer, der taler et sprog, der ikke kræver begrebets anstrengelse. De læser op af det synlige. For mig handler filosofi om at fremdrage det, der ikke er synligt. Endnu. Men pigen valgte de synliges studier. Og også det år blev det nytår.

Det begyndte med ord. Med at mine ord skulle blande sig i medierne. For en filosof fatter ikke blot sin tid i tanker, han lader også sin tid forstå dem. Det betyder, at journalister blander sig i mit liv og vil have svar på dit og dat. De er mikrofonholdere for det åbenlyse, og vil have, at man skal bekræfte det åbenlyse. Her er det første problem, at man ikke må tale sværere end at journalisterne kan forstå det. Det betyder: Man må ikke tænke sværere, end at journalisten allerede har forstået det. Det hører med til filosoffens arbejdsvilkår i dag, at han ofte er under anklage for at formulere sig for svært eller dårligt. Her ser jeg det som min forpligtelse at ægge til anstrengelse, så godt jeg nu formår.

Det andet problem er, at journalisterne opererer med et aktualitetsbegreb, som de har lært på journalisthøjskolen: aktuelt er det, de andre medier skriver om. Filosoffens opgave bliver her at undergrave dette aktualitetsbegreb og vise, at vores måder at leve på i al almindelighed også er aktualitet. Men hvis ikke man kan finde et kompromis med journalisten, kommer tanken aldrig ud.

Det lykkes i et rimeligt omfang. Men fordi jeg gerne vil presse filosofien mere ud i samfundets arterier er jeg begyndt at lave mine egne film- og lydklip til min hjemmeside, der ikke lader sig begrænse af journalisternes tempo og kriterier. Det fortsætter med ord.

Men hvornår begyndte det med anvendelse? Det begyndte aldrig. Jeg mener stadig, hvad jeg sagde til min borddame den nytårsaften: Filosofi kan ikke anvendes. Det er ikke et redskab eller et instrument. Det er et liv. At træde ind i det liv er ikke at få sig redskaber, det er at blive forandret. Filosofi forandrer tanken i blikket. Man ser noget andet end de andre, og lever derfor også et andet liv. Hvis ikke man kan holde det liv ud, gælder det om at komme ud inden for de første par år – og så blive en god jurist, læge, pædagog, lærer eller hvad man nu kan blive. At få sig en samfundsfunktion. Hvis man først bliver filosof, vil det føles irrelevant at blive ansat som akademisk medarbejder et eller andet sted. Det begyndte aldrig med anvendelse.

Det begyndte at fattes. At være filosof er nok at fatte sin tanke og sprede den, men ikke at være filosofilærer. Jeg læste ikke filosofi for at blive lærer. Jeg blev filosofilærer, fordi jeg ikke turde blive skuespiller og i stedet fandt min scene ved tavlen. Her kan jeg opføre filosofiens teater. Jeg har nydt meget at undervise, hvilket jeg har gjort på mere end tyve forskellige universitetsstudier. Jeg har haft mange gode stunder med studerende og har det stadig. I dag er jeg højskolelærer en dag om ugen i filosofi, og det er en fornøjelse. Men hende der læste på musikkonservatoriet gjorde det for at blive musiker og ikke musiklærer. Og ham der læste arkitektur gjorde det for at blive arkitekt og ikke lærer. På samme måde vil jeg også være filosof og ikke filosofilærer. Man kan tjene lidt penge ved at undervise i filosofi, og man kan finde en glæde ved at transformere andres tanke i blikket, men pædagogik interesserer mig dybest set ikke. Det gør sandhed.

Det var Hegel, der sagde om filosofien, at den skulle fatte sin tid i tanker. Og det er det, der er min opgave. At være organ for den tid, der forstår sig selv igennem mig. Herigennem at forlænge tankens historie en lille smule. At byde mig til som medium for det jeg tilhører: filosofien og min tid. At være filosof kræver, at jeg giver tilbage til den tid, jeg lever i. Det betyder: at være filosof er at være intellektuel i den franske forstand: at blande sig i debatten i TV, radio, aviser og andre medier på en forrykt måde: Med filosofiens blik at gengive vores tid.

Men hvorfor forrykt? Fordi der findes så mange ivrige bier, som Nietzsche sagde, der er meget bedre til at indsamle materiale. Filosoffens arbejde står i ledtog med poesien: den må kondensere alt dette kedelige materiale til en figur som andre kan orientere sig efter. Ikke en figur, der findes. En figur som bien kan flyve efter. At fatte er ikke at samle.

Filosofien har ikke noget fædreland, sagde Voltaire. Filosofien har intet jagtrevir, sagde Marquard, den har universelt jagttegn. De to ting betyder til sammen: filosofien tilhører ikke en nation eller et territorium, filosofien hører ikke hjemme nogen steder, den er hele tiden på jagt i de andres territorium. Måske har den et kontor for logik eller andre aprioriske øvelser, men den får sin erkendelse ved at jage, erfare og lade sig besmitte på de andres territorium. Det er her, den får sit materiale til at fatte sin tid i tanker.

I mit arbejde med at forstå vores tid har jeg sammenlignet udviklingen i sport, danseformer, epidemibekæmpelse, arkitektur, pædagogik, virksomheder, fodboldsystemer, socialforvaltning, krigsførelse og pardannelse for at vise, hvorledes der i sidste tredjedel af det 20. århundrede foregår nogle synkrone transformationer. Det er et forsøg på at aflæse verden dens principper og systemer og samtidig fatte min tid i tanker. Det begyndte at fattes.

Det begyndte at tale. Ikke enetale, men en talen sammen. En talen sammen om liv og filosofi. Kan filosofi da være terapeutisk? Ja, men på en anden måde end psykologien forsøger at være terapeutisk og på en anden måde end præstens sjælesorg. Jeg har arbejdet fire år i en privat virksomhed med at lære terapeutiske spørgsmål og teknikker og anvende disse i forskellige sammenhænge: i konfliktløsning, i supervision, i individuelle samtaler og i parterapi. Det var ikke som filosof, jeg arbejdede her, men som terapeut, der anvendte nogle teknikker.

Nu kan disse samtaleteknikker drages ind i filosofiske samtaler om liv, og jeg driver min egen virksomhed, hvor jeg taler med folk om deres vanskeligheder og lidenskaber. Her er jeg filosof. Ikke fordi jeg anvender nogle filosofiske teknikker, men fordi jeg ser verden filosofisk, når jeg taler med folk om deres liv, deres rædsler, lyster og glæder. Og det giver en anden samtale end andre typer betalte samtaler. Samtaler, der har elementer af sjælesorg og psykoterapi uden at være nogen af delene.

Hvor psykoterapien kan have en tendens til at individualisere problemer, gøre folks ønsker, frygt, lyst, had, tro og ticks personligt motiveret i en personalhistorie, der søger jeg som filosof at tage hånd om personen ved at genplacere individet i verden og historien. Det betyder: at hjælpe med at se konflikter som verdens konflikter og tidens konflikter, der udspiller sig igennem én. For eksempel er jeg meget interesseret i, hvordan kærlighedsmyter udfolder forestillinger i konkrete parforhold – og den interesse virker igennem min parterapi. At se parret som en partikulær variant af en historisk, mytologisk og tidstypisk formation, der slås med problemer, som par altid har sloges med, men nu i en tidstypisk variant.

Her møder jeg ofte spørgsmålet: Kan du godt det? Ja, selvfølgelig kan jeg godt det. Men kun fordi jeg har øvet mig og lært af andre. Man skal ikke lade sig forblænde af, at psykologerne i mange år har forsøgt at tage patent på samtalen og fået ordene ’terapi’ og ’psykologi’ til på besynderlig vis at være identiske i folks bevidsthed. Omvendt skal man heller ikke lade sig forvirre af sokratisk skolede filosoffer, der tror, at argumenter ændrer liv. Det handler om at se på den enkeltes liv og på vores fælles verden sammen. Det er ikke argumentet, der rykker hende. Men somme tider ændrer hun sit liv.

Til forskel fra den kristne sjælesorg, så handler filosofi om at finde frelse uden gud. At finde sig til rette med jorden og det den giver. Ikke at trøste sig med en anden verden, men nok at tro på denne verden. At holde fast i at man skal dø uden troen på et andet liv, og som de gamle stoikere sagde, ikke lade sig ødelægge af at man ved, at man skal dø, og at dem man elsker, skal dø. For hvis man frygter, er der to ting, man ikke kan: Man kan ikke tænke og man kan ikke elske. Filosofien kræver begge dele. Og med filosofien begyndte vi at tale.

Det blev altså til et liv. Et liv med filosofi. Det er et liv først og fremmest som foredragsholder, som forfatter af bøger, som læser, som debattør, som samtalepartner og som underviser. Det er et kludetæppe af et liv, men det er et liv med filosofi.

Hvad har jeg sagt om at filosofere? At filosofere er at gøre sig selv til forlængelse af tankens historie, at fatte sin tid i tanker, at gøre det endnu ikke sanselige muligt at sanse, at finde frelse uden gud. At læse filosofi handler ikke om at tilegne sig redskaber for derefter at anvende dem, men om at lade sig forvandle – at lade sit blik forvandle og at leve sit liv forvandlet med filosofien. Det er ikke alene en erkendeakt, det er en besmittelse, der angår livet. Og ved at leve sit liv forvandlet, forvandle verdens blik på sig selv, så verden ikke forbliver helt så dum. Det er et liv med filosofi. Et liv som filosofi. Jeg inviterer dig til min hjemmeside, for at se hvordan jeg lever det: www.filosoffen.dk.