Uddrag
Af Anders Fogh Jensen

Sindssygen er ikke steget op fra helvede. Den er vågnet op fra historiens stilhed. En historie, hvor fornuften lagde galskaben til rette i en indslumring, der ikke just blev nogen tornerosesøvn. Da psykiateren 200 år senere vækkede den gale til live med et styrtebad på samvittighedens slot, havde hun glemt at tale og måtte lære et sprog uden torne. Det eventyr er ilde hørt hos de behandlere, der forstår sig selv som konger. Velkommen til en bog, der inviterer til ramaskrig.

Galskabens historie er ikke historien om, hvad galskab altid er, men om hvad galskab var, og hvad den blev til. Det er mere end en marxistisk grædekonehistorie om de vilde produktivkræfter, der blev spærret inde i fornuftens produktionsmaskineri, og det er mere end en fransk forskelstænkers udgave af Kejserens nye Klæder, der peger på, at fornuftens hanegal selv startede med et gal. Det er videnskabshistorie ad modum Kant: Hvorledes blev det muligt at favne galskaben med videnskaben? Det er videnskabshistorie, som vi kender den fra den franske epistemologi og fra nykantianismen, hvor erkendelsens former udspilles på historiens teater, men det er med Michel Foucault (1926-84) som dramaturg, og det vil sige, at objektivitet spiller rollen som herredømme, og kundskab spiller beherskelse
Som Hamlet, der iscenesætter et skuespil i skuespillet med den hensigt at bringe en kongemorder op af tronen, som Hamlet, der mimer en sandhed frem i et løgnagtigt univers, som Hamlet opfører Foucault en historie for at bringe psykiateren ned fra højsædet. Som Hamlet gør Foucault sig til vred dramaturg, kompromisløs snushane og forurettet søn af galskaben for at mime i sandhedens tjeneste. Det er tragedie ad modum Shakespeare: Hvad ville galskaben sige, hvis dens spøgelse kunne tale? Velkommen til et likvideringsdrama, der ikke ender lykkeligt.

En bog om galskab
Scenen er sat med senmiddelalderens og renæssancens gale, der færdes i gaderne og sejler på floderne i dertil indrettede galeskibe (1. del, kapitel 1). Skibet er ikke ladet med blind social indespærringsfunktion, men med ceremonier, hvor den gale flyder gennem samfundet. Ingen kender ham eller hans bredder, han er overgivet til søfartens usikre skæbne, solidt lænket til et uendeligt vejkryds. I en uophørlig bevægelse passerer han gennem samfundet uden at surre sig fast; hvis han er fange, er han fange af passagen (p.35).

Den gales galen er endnu ikke at sammenligne med papegøjens eller beostærens harmløse efterplapren, den markerer som hanens gal en grænse. Som passage til en anden, kosmisk verden markerer den gale en grænse til det ukendte. Udskibningens mandskab er på samme tid et løfte og en trussel om en anden verden, inkarnationen af mulighed, der slører grænserne for det nødvendige. Fornuftens landkort afspejler den geografiske verden: Heller ikke fornuftens verden er endnu rund, hvorfor dens grænser er forbundet med tvivl. Med andre ord er det ikke fornuften, der tegner skarpe grænser i galskabens sand, men galskabens vanvid, der truer med at overrisle fornuftens land og bortskylle grænserne for etableret fornuft.

Men før det når dertil ankommer en kritisk bevidsthed i løbet af det 15. århundrede til verden, der opfører galskaben som moralsk satire. Endnu kan man hos f.eks. Michel de Montaigne (1533-1592) og William Shakespeare (1564-1616) finde den visdom, der nærer respekt for galskaben, og ved, at fornuften står i forbindelse med ufornuften (p.55). Så længe den menneskelige fornuft set med Guds optik er den rene ufornuft, mens Guds fornuft set fra jorden til tider kan tage sig ufornuftig ud, så længe er det endnu for tidligt at kaste galskaben over bord.

En bog om ufornuft
Galskaben beordres gradvist fra borde med oprettelsen af interneringshusene (Hôpital général, Workhouses, Zuchhäusern) fra og med midten af det 17. århundrede (1. del, kapitel 2). Samtidig med at erkendelsens grundlag flytter fra verden ind i subjektet, flytter galskaben ud i dertil indrettede galehuse. Med succes havde man fordrevet spedalskheden med internatet, der nu står klart til at lade afvigerne flytte ind: Uarbejdsdygtige, drankere, omstrejfende, handicappede, forældreløse, selvmordskandidater, libertinere, gale – alle dem, der betegner fornuftens, ordenens, arbejdets, moralens og humanitetens andet. Få år efter grundlæggelsen af det første interneringshus i Paris var 1 % af den parisiske befolkning spærret inde (p.78).

Modellen er følgende: Man udpeger en gruppe som umenneskelige og anviser dem et skarpt adskilt rum; man forsikrer den eksilerede gruppe om frelse eller forbedring og den eksilerende gruppe om fuldstændig sikkerhed. Lyder det bekendt? Galskabens historie er historien om vestlig identitetsdannelse, hvorfor jødeudryddelse og indvandringspolitik er muret op over samme model.

Det er en pointe, at man med denne model gør noget; man skaber noget, der ikke blot går forud for praktikken, men kommer til verden i og med praktikken. For det første fikserer man galskaben som en gal person (le fou), der kan indelukkes, til forskel fra den anonyme galskab, der førhen flød gennem byerne. For det andet fikserer man galskaben (la folie), idet man løsriver den fra cirkulation og lokaliserer den et konkret sted, nemlig i internatet (p.124). For det tredje konkretiserer man den fremmede andethed (altérité) i en konkret fremmedhed (aliénation), der måske ikke er et kontrollerbart, men nok for fornuften bekendt tab af fornuft. Anden akt i Foucaults drama er et skilsmissedrama, hvor fornuftens ukendelige grænse fremmedgøres til kendelighed.

Hovedpersonen i dette drama hedder déraison (der her oversættes med ufornuft), hvilket indikeres af afhandlingens oprindelige titel fra 1961, Folie et déraison, Historie de la folie à l’âge classique; det er først fra og med nærværende bogudgave fra 1972, at undertitlen gøres til hovedtitel. Déraison hører frem for alt den klassiske tid til (centreret omkring perioden 1640-1800), men optræder gennem alle perioderne, og begrebet viser sig derfor særligt egnet som et sporstof, man kan pode på fornuften og civilisationen for at afsløre deres transformationer. Renæssancens ufornuft er en kosmisk ufornuft, et udtryk for en forvirring eller et kaos i forhold til en helhed.

Den klassiske tids ufornuft er at forstå som en ontologisk ufornuft, et intet, der vidner om fornuftens væren. Det er ufornuftens paradoks, at den er et intet, der taler (p.258). I den moderne verden (efter 1800) konciperes ufornuften antropologisk, som sygdom i subjektets dybder, der kan objektiveres og forstås af den medicinske videnskab. Denne forvandling af ufornuften går fint i spænd med, hvad Auguste Comte (1798-1857) har kaldt henholdsvis den teologiske, den metafysiske og den positive fase. Forskellen er, at Comte skriver fra det 19. århundrede med en tanke, hvor tiden er udviklingsprincip, mens Foucaults historie er en glemselshistorie: Glemslen af galskaben i udelukkelsen og den totale glemsel i medikaliseringen. Men begge handler de om, hvorledes det objektive blev muligt.
Den klassiske fornufts paradoks, at ufornuften er et intet, der dog taler, kan forklares som en manglende korrelation mellem den klassiske tids praktikker (der skildres i bogens første del) og dens forståelsesformer (der skildres i bogens anden del). Déraison, ufornuft, er først og fremmest en social genstand, der opstår ved den måde, man omgås det gale på i praksis, nemlig ved indelukkende udelukkelse. La folie, galskaben, er derimod mere en medicinsk og analytisk genstand, der opstår ved den forståelsesakt, hvor galskaben udpeges og begribes. Disse to niveauer er også at forstå som en kritisk og en praktisk bevidsthed på den ene side (den, der genkender galskaben som sin modsætning og samfundet, der igangsætter afværgelsesriter) og en hævdende og en analytisk bevidsthed på den anden side (det fornuftige subjekt, der udpeger og den teoretiske tilgang til det udpegede) (pp.184-187). Det er i manglende korrelation mellem de to niveauer, mellem praktik og begreb, at galskaben på samme tid kan spille rollen som et intet, og dog tale.

Den medicinske forståelsesmåde er nok tilstedeværende i den klassiske tids interneringshuse, men indespærringen er ikke i sig selv medicinsk, den er “policière”, dvs. den foregår med henblik på at skabe orden. Hvis der er læger til stede i interneringshusene, så er det ikke fordi, man mener at have indespærret en flok syge, men fordi man frygter sygdomme hos dem, der allerede er interneret (p.135). Når man alligevel ser, at de gale bliver opfattet som syge, så skyldes det snarere en tråd, der går fra middelalderen til moderniteten, end noget, der er del af et klassisk rationalistisk netværk. Det specifikt rationalistiske spinderi består snarere i at sammensurre tråde af skyld, straf, galskab og helbredelse, som psykiatrien senere i moderniteten kan binde sine objektive positiviteter op på (p.108-109). Man kan med rette spørge, om Foucault ikke gør lidt af et kunstgreb for at undgå at tilskrive lægerne den rolle, som han ønsker skal tilhøre moderniteten.