Sandheden ringer altid ind to gange

Artikel i Weekendavisen d. 28/08-2020

af filosof, Anders Fogh Jensen

 


Den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel fyldte 250 år i går. Vores tidstypiske spørgsmål til ham vil jo være: Men hvad kan vi bruge dig til i dag, Hegel? Filosoffen Anders Fogh Jensen giver her tre svar og forklarer nogle grundtræk i Hegels tankegang set i forhold til vorres tid.

 

Vor tid lider ikke bare af demens, den hygger sig også ved en anti-intellektualisme. Siger man ikke ofte, at nogen tænker for meget? Man drøfter i forskellige varianter om ikke æslet er mere lykkeligt end det tænksomme menneske. Som når Nietzsche skriver, at hjorten ”er bundet til øjeblikkets pæl”, og at mennesket, der føler sig hævet over dyret, alligevel ”skeler til dets lykke.”1

Andre nedgørelser af tænkning varierer over urformen: Blev Adam og Eva måske mere lykkelige? Vores 250 års fødselar, Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831) vil utvetydigt svare: ja – med tiden.

Mennesket kan blive så meget mere, dersom det forstår sig på verden, herunder også hvad det vil sige at være syndefalden eller refleksiv. Det er ligefrem menneskets natur at tænke, så den der nedgør tanken eller afviser den i dovenskab, afstår fra at udfolde noget i naturen iboende. Det er menneskets opgave at blive voksen og forstå sig på verden, se ind i den og afkode, ”hvad der i det inderste holder verden sammen” som Hegels samtidige, Johan Wolfgang von Goethe, lod sin Faust sige2. Bliver verden herved en anden? Ja og nej, den bliver den samme, men som forstået, og dermed en anden. Det er i og for sig verden.

Hos Freud hed det ”Wo es war soll ich werden”: hvor det ubevidste var skal jeg’et med psykoanalysen blive bevidst. Hegels formel er tilsvarende: Det, der er i sig, skal blive for sig.


Hegel handler om det ene og det andet

Så kort kan det siges. Og alligevel sidder man tilbage med en fornemmelse af at mangle en forklaring. Det er sådan Hegel skriver. Så kondenseret, at man må læse sætningerne flere gange for at forstå deres meninger. Men det er også sådan Hegel tænker: Noget kan måske nok gøres kort, men der venter en opgave med at forstå dets hvorfor – og hvordan dette hvorfor forklarer dets hvorledes. For eksempel kan en krig bryde ud og afvikle sig i hurtigt tempo. Bagefter er det op til historikerne at forklare, hvorfor det skete, og hvorfor det forløb således. Hvis historikerne er som Hegel, vil de i historien se parternes væsen: Eftersom parterne var netop som de var, så kunne deres sammentræf ikke have forløbet anderledes. Det kunne vi dog først se efterlods, da virkeligheden havde rullet sine potentialer ud. Vi var nok vidende om potentialerne, at denne nation havde dette folkeslag med dette temperament, denne folkestemning, disse våben og denne historie. Og det samme om den anden nation. Men sandhedens time kom først, da de rullede sig ud. Og sandhedens time hændte igen, da vi forstod det. Sandhedens time må hænde to gange.

At det ringer ind til sandhedens time to gange betyder, at sandheden både hænder objektivt – det, der skete på slagmarken – og subjektivt – det der skete på slagmarken forstås af nogen, det bliver sandhed for nogen. I Hegels termer: Krigens hændelser var som de var i sig selv. Og de var som de var for dem, der forstod den. I sig og for sig. I og for sig var der krig.

I og for sig er det sandt. I og for sig, siger vi i daglig tale, som et synonym til egentligt. Og sandheden er det, der egentligt er.

Er sandheden så subjektiv eller objektiv? Stor debat ikke bare i videnskabsteorien, også i vor tids kulturstrømninger og debatter, der er en slagmark om sandheden med disse trætte termer objektiv og subjektiv. Hvem har ret til at skrive krigshistorien fra sit subjektive standpunkt? Der er en hel krigshistorie at skrive om sandheden selv, fordi sandheden synes at have så pokkers mange konsekvenser for verdens gang. Længe før fake news har man kæmpet om sandheden. Og vor tid er spaltet. På den ene side er der detektortendensen og datapesten, der holder ikke bare påstande, men også oplevelser op imod objektive data. Den forpustede løber kigger på pulsuret og fæster mere lid til dette end sit bankende hjerte. På den anden side er der identitetsbevægelserne og fortolkningspolitiet, der siger, at enhver har sin helt særlige oplevelse og har ret til at have den, fordi den er sandfærdig. Ethvert dokument, der udfærdiges, må tage hensyn til de involverede parters oplevelse, ligesom enhver redegørelse må indeholde oplevelsens sandhed. Det er undertiden lige så kedeligt som sportsjournalistik. Og alligevel, ville Hegel sige, må den levede side med. Den kalder Hegel sædelighed.

Vi fik ikke svaret på, om sandheden var subjektiv eller objektiv. Det er fordi sandheden er hverken eller. Sandheden tager tid. Først med tiden forstås det (subjektivt) som er hændt (objektivt). Først med tiden viser det, som er forstået (subjektivt), sig som bevist eller afvist (objektivt). Det tager tid før det har vist sig, hvad der falder fra og hvad der kan overleve. Sandheden er en kraft til at modstå tiden.

Det tilfredsstiller naturligvis ikke den, der vil vide om sandheden er subjektiv eller objektiv. Hegels svar hertil ville være, at ’det ene eller det andet’ er et symptom på umodenhed. Den, der stiller spørgsmålet sådan, er ikke for viderekommende. Men det er jo samtidig sandt, at der findes den slags ånder, og at de måtte forstå det sådan, subjektivt eller objektivt. Hvad er der i vejen? Det er jo sandt, at en sten ligger i vejen på deres erkendelsesvej, og at den slags ånder ikke er i stand til at udvide deres tanke, så de kan komme videre.

Hvis man derimod hverken er tilfreds med svaret ’objektiv’ eller ’subjektiv’, så er det nok fordi man trods alt er kommet videre fra barnets egocentriske verdensbillede og har indset, at der i den blotte hverdagspositivisme er nogle aber dabei. Så har du kimen til at forandre din tanke. Hegel handler om tankeformernes udvikling.


Tankeformernes udvikling

Tankeformernes udvikling er historien om, hvordan bevidstheder på forskellige udviklingstrin forstår verden. Hegel ser disse bevidsthedsformer indefra og beskriver dem udefra i en historie om, hvordan der ligger forskellige store erkendelsessten og blokerer vejen, så bevidsthederne kun kommer videre, hvis de udvikler sig. Den objektive sandhed, detektortendensen og datapesten, er et niveau på denne vej, men ikke dens endestation, ligesom barnets egocentriske verdensbillede heller ikke var det. Der er mere til fornuften end at afsløre falske prisbesparelser. Men det er ikke sikkert, at et folk opdager det.

Tilsvarende er forskellen på vor tids kulturrelativistiske tolerancepoliti og Hegel er, at førstnævnte ender ud i et ’ikke’ og bliver stående derved: Ingen udlægning har lov til at kalde sig sandheden, den ene forståelse er ikke bedre end den anden, den ene kultur er ikke bedre end den anden. Derfor må vi respektere alles oplevelser og beskrivelser. Hegel vil bruge dette ’ikke’ til noget. Der er potentialer i det, som tolerancepolitiet og kulturkritikerne ikke selv har opdaget.

I denne nihilistiske situation, spændt ud imellem snusfornuft og forurettelse, trænger vi mere end nogensinde til et noget fremfor et ikke. Og det noget, som Hegel tilbyder, er et system. Og det er en langt større kraftanstrengelse end at afsløre og at dekonstruere. Hegel indrømmer dog, at der er en for verden brugbar dynamik i de moraliserende ’ikke-bevægelser’s negation. Alle piberne får lov til at pibe


Hvorfor læse Hegel i dag?

I år fylder Hegel 250 år. Gottfried Wilhelm Friedrich Hegel, der blev født i Stuttgart og studerede teologi og filosofi i Tübingen, var privatlærer i Bern og Frankfurt, gymnasielærer i Nürnberg, ansat på universitetet i Jena, professor ved universitetet i Heidelberg og fra 1818 professor og undertiden rektor ved Universitetet i Berlin. Han døde af Kolera i en alder af 61 i 1831.

Hvorfor skal vi prøve at forstå en 250 år gammel filosofs mere end 200 år gamle tanker i dag? Hegel skriver både knudret og svært forståeligt.

I filosofiens interne forklaringskammer er svaret kort: Fordi mere end Kant er muligt. Denne partykiller af et svar vil dog næppe forføre mange udenfor filosofistudierne. Så her følger tre svar: Et epistemisk: For at forstå den verden du lever i og dens omskiftelser. Et moralsk og politisk: Fordi den verden du lever i mere end nogensinde har brug for Hegel. Et åndeligt: Fordi Hegel kan tale til det i dig, der længes efter en verden, der er større end dig selv og din tids trakasserier.

Vi tager udgangspunkt i den filosofistuderendes svar – ’der er mere til verden end Kant’ – for at nå frem til, hvorfor vi mere end nogensinde har brug for Hegel.


Hegels kaleidoskop

På Hegels tid ved udgangen af det 18. århundrede var man endt i en filosofisk falliterklæring. Den skotske filosof David Hume havde igennem sit syrebad af en skepsis bevist, at erkendelse og viden blot hvilede på vaner. Videnskaben byggede på intet andet end sindets vaner. Denne skepsis var ikke ny, den havde præget filosofien siden Descartes’ meditationer i 1641. Kort fortalt var man blev optaget af spørgsmålet om, hvad man overhovedet kan vide, og havde været besat af det i mere end hundrede år. Humes erkendelsespessimisme var lamslående, fordi den samtidig var velargumenteret, og den vækkede ifølge filosoffen Immanuel Kant selv Kant af den dogmatiske slummer. Kant begav sig ud i den opgave, systematisk og ædrueligt at kortlægge og trække grænser imellem, udføre kritik af (af græsk krinein: grænse), hvad man kan vide og hvad man ikke kan vide, og hvordan man kan vide det, man kan vide. Det endte som mange bekendt, i en skelnen mellem tingene som de fremtræder for os (das Ding für uns) og tingene, som de er i sig selv (das Ding an sich). Tingene for os kan vi vide noget om, men tingene i sig selv måtte vi vinke farvel til. For dog at redde erkendelsen, videnskabens landvinger og grundlaget for ikke mindst Newtons fysik som andet end en vane i sindet, måtte Kant altså indrømme at drage en grænse mellem erkendelsens mulige udfoldelsesområder og et stort land det aldrig ville kunne få adgang til.

Det Hegel gør er at dreje kaleidoskopet. Han ser de samme elementer som Kant, men han sætter begrebet ’ånd’ i centrum i stedet for ’kritik’. Og så ser den samme verden helt anderledes ud. Hvor Kant ser begrænsninger viser Hegel overbevisende, at det slet ikke er så umuligt at forstå os på verden, og at vi allerede er godt i gang. Hvor Kant ser morallov, der skal moralisere mennesket på plads, der ser Hegel sædelighed, menneskets faktiske livsformer. Hvor Kant har idealer for det nuværende, der ser Hegel ideer i det nuværende. Hvor Kant abstraherer fra det foreliggende, der forsoner Hegel.


Hegels tid og vor tid: Fra en skepsis til en anden

Hegels tid både ligner og ligner ikke vores tidsånd. Siden dengang har vi været to hundredes års tankevirksomhed, kulturforfinelse, autoritetstab, monstrøse krige og videnskabelige opdagelser igennem, der har kortlagt mangt og meget. Scientismen – den naturvidenskabelige udlægnings monopol – har undertiden fået så godt som monopol på at udlægge verden med sine regionale fysisk-kemiske systemer. De er dog især siden 1970erne blevet modsvaret af en skepsis, som man kort og samlende kunne kalde dekonstruktionen. Dekonstruktionen er en af de primære grunde til, at vi har brug for Hegel, men hvad er det egentlig set i forhold til Hegels filosofi?


Dekonstruktionen begynder for alvor med Nietzsche i 1870erne, og den udfolder sig på forskellige måder i såvel filosofien som i de forskellige kunstarter i det 20. århundrede. Fælles er et projekt der går ud på at skille sin kunstart ad: Maleriet blev skilt ad i den nonfigurative kunst, musikken blev skilt ad i tolvtonemusikken, romanen blev skilt ad i nouveau roman. I filosofien blev tanken, sproget og erkendelsen skilt ad i dekonstruktion og magtkritik, der også, men langt fra udelukkende er forsøg på at slippe ud af Hegels systemer:

I sin tiltrædelsesforelæsning ved Collège de France d. 2. december 1970 lod den franske filosof Michel Foucault forstå, at han var en del af en generation, der søgte at løbe væk fra Hegel. Men også, at det kunne være, at den udvej, man havde fundet, var en fælde Hegel havde sat op, for så blot at stå urokkeligt afventende for enden af udvejen3.

Denne generation af filosoffer, der for at nævne nogle få også tæller Jacques Derrida, Gilles Deleuze, Jean-Francois Lyotard og Jean Baudrillard, forsøgte at tænke en forskel, der ikke var en modsætning, altså en ren forskel der ikke kunne ophæves dialektisk i en syntese. En forskel, der ikke bare var et trin op i et system, men et trin ud i det uordenlige. Tillige med samtidens nedbrydning af kulturelle og historiske barrierer og normer, skulle den gamle verden skilles ad, og det skulle gerne virke uordentligt, da generationen før og navnligt forældrene stod for orden. Magtkritikken, der jo også lå som en tyk em i kulturen, fik først en marxistisk form, men efter 1970erne blev den parret op med opsprættende læsninger i et hypersensitivt fokus på sproget, der mundede ud i det, der kaldtes dekonstruktion, og som sociologiserede sig videre ud i diskursanalyse, videnssociologi og senest identitetspolitik. Det foregik således:

Via en reception af 1970ernes franske filosoffer særligt i angelsaksiske lande, fordi kritikken her formulerer sig på et fremmedsprog, som udlandet grundet amerikaniseringen af verden dog al dovenskab til trods stadig forstår, har dekonstruktionen og magtkritikken siden slutningen af det 20. århundrede vundet indpas i det meste af Vesten. Afgørende er det her blevet at vise, at sandheden som nærvær, enhed eller videnskabelig neutralitet i virkeligheden beror på henholdsvis noget fraværende, noget sammensat eller magtinteresser.

Så længe kritikken var marxistisk, var Hegel stadig involveret, fordi Marx’ tænkning langt hen ad vejen byggede på en materialistisk vending af Hegels verdenssyn. Marxismen kunne undertiden alliere sig med psykoanalysen i freudo-marxisme og forklare de samfundsmæssige determinanter for fremmedgørelse og sindssyge. Mens marxismen løb tør i 1980erne og psykoanalysen blev overrislet af todimensionelle fladlandspsykologier orienteret mod det positive, så synes Nietzsches indflydelse stadig at være iblandt os. Nietzsches påpegning af sprogets tilfældige, men magtmæssige virkningsfulde sammensætninger, blev efter fransk reception hos de nævnte franske filosoffer kanaliseret ud til de næste generationer af receptorer, som diskursanalyse, magtkritik og senest identitetspolitiske bevægelser. Den ånd, der havde overvintret i firs år fra Nietzsche og som nu var blevet tøet op, indeholdt en forurettethed overfor systemer, det være sig ikke mindst videnskabelige kategorier og generaliseringer i almindelighed, diagnosesystemer, diskurser eller simpelthen bare staten. Og nu var Hegel i bad standing, for gik hans tænkning ikke netop ud på at ignorere verdens forskelligartethed og subsumere alt under systemet og materialisere det i staten? Hvor Hegel havde tænkt staten som en realisering af fornuften, så kunne systemkritikerne enes med de neoliberale politiske strømninger, der har fyldt parlamenterne og bestyrelserne siden 1980erne om, at staten var ufornuft.

I stedet for at bakke op om staten og de systemer, der havde sikret en velfærd og en vis retfærdighed, gik man under navne, der begynder med ’-post’ i gang med at belyse de tilfældige magtkampe, der havde ført til disse systemer (genealogi), eller til at vise at det, der tilsyneladende fremstår som en enhed er en tilfældig og usystematisk sammensætning (dekonstruktion), at det der fremstår som nærvær bygger på fravær (strukturalisme), og at det, der fremstår som natur er kultur, eller at begreber er overgreb (magtkritik). Disse kulturkritiske og kulturrelativistiske skoler fik Hegel til at fremstå som enevældens totalitære patriarkalske apologet.

Hvis vi nu vender tilbage til Hegels filosofi her i det 21. århundrede, så er det i en udspænding mellem to meget forskellige sandhedsregimer, et scientistisk og et kulturrelativistisk, dvs. et objektpriviligerende og et subjektpriviligerende regime. I dette spektrum virker vores tid underligt spændingsfyldt. Det ligner Hegels tid derved, at vi på den ene side har en buldrende og ubekymret naturvidenskab, der også er allieret med et marked og nu arbejder for innovation, og på den anden side en syreætsende erkendelseskritik, der igennem identitetspolitik værner om det særlige, eller om man vil unikke. Vor tid adskiller sig dog fra Hegels tid derved, at de store filosofiske systemers tid er forbi og ved at man overfor systemer, der er dybere og mere omfattende end naturvidenskaben, nærer en skepsis, fordi troen på en grundlæggende orden i verden er gået tabt med Hegel.

Mellem Hegel og os ligger det 19. århundredes filosofiske satire: Den menneskelige bevidstheds mulighed for at afliste verden en dybere orden blev gjort til grin af Schopenhauer, Kierkegaard, Nietzsche og senere Freud. Her viste man, at bevidstheden, erkendelsen, systematikken var betinget af noget den ikke vidste om eller ville vide af, det være sig viljen, lidenskaben eller begæret. Det er disse brækjern som dekonstruktionen tager for sig og går fremad med, og hvormed den overlader al systembyggeri til naturvidenskaben.


Første svar: Forstå dig på din tid

Vor tid kalder på Hegel, fordi han kan sætte disse to nihilistiske regimer ud over sig selv i noget, der på samme tid overskrider og bevarer dem. Den scientistiske verden vil se Hegel som verdensfjern spekulant og kalde ham langhåret. Den kulturrelativistiske fløj vil se Hegel som en tromle, der kører hen over forskelligheder med overgribende systematik. De første mangler ånd, de andre mangler systematik. Og det, man kan bruge Hegel til – hvis vi skal indlade os på et sådant tidssvarende og dog krisesymptomatisk spørgsmål – er, at se hvordan fløjene vil opløse sig via deres egne indre modsætninger og finde vej i noget tredje, der indeholder dem.

Hvis man har forstået Hegel, er man hurtigere på omdrejningshøjde med den forvandling gennem undergang, som uvægerligt vil ske, idet spændingen mellem de to fløje hverken kan bestå i sin dirrende gensidige ligegyldighed eller stille sig tilfreds med lokale sekteriske løsninger. Hvis man her mangler eksempler kan man tænke på, hvordan økologien kræver en ophævelse til enhed af forskellen mellem naturvidenskab og kulturkritik, hvor systematik og systemkritik ikke kan blive ved med at stå overfor hinanden, men viser sig som tidsbundne modsætninger, der kan ophæves med tiden.

Det første svar på, hvorfor man skal gøre sig den anstrengelse at indlade sig med Hegel er altså, at man kan komme til at forstå sig på, hvad der sker i ens verden, og hurtigere er på omgangshøjde med den, når den ændrer sig.

Dette svar angik forståelse og viden. Det andet svar har vi allerede berørt, og det er politisk og moralsk: Verden har brug for Hegel, så hav ham med dig, hvor end du virker:


Andet svar: Vi har brug for Hegel i vores morads

Sjældent har vi stået så meget i mudder, for ikke at sige lort, til halsen. Det er imidlertid ikke okkultismens mørke muddervand, som Freud advarede Jung imod, men relativismens muddervand. Vi trænger som aldrig før til et system, der hverken er videnskabens objektive system eller perspektivismens forherligelse af det subjektive, men som er noget større, der også kan indeholde disse positioner. Dette kan netop Hegel. Aldrig før har vi haft så meget brug for Hegel som nu. Hans system kan bære vores indsigter og forklare deres sandhed og deres usandhed. Hegel kan forklare os, at de erkendelsessten, som vi støder imod på vores vej, ikke er smidt af nogen, men allerede lå i vores standpunkt. Hegel redder os, for han viser, at der er system at spore i lortet, som viser os op til overblikket, hvorfra vi kan træffe bedre beslutninger.

Vor tid er imidlertid langt mere nietzscheansk end den er hegeliansk. Vor tid, der på samme tid kæmper om og frygter sandheden, har taget Nietzsches diktum at ”viljen til system er mangel på retskaffenhed”4 til sig.

Hvorfor er systemer nu så farlige? For den postrevolutionære egalitarisme er systemer farlige, fordi de indbefatter hierarkier. Noget er over noget andet. Noget er før, noget er efter. Selv om lighedsbevægelserne forudsætter Hegels tanke om at historien bevæger sig fremad, så er det fornærmende at få det sat i system og forklaret.

Den, der hæver sig op over perspektiverne og dechifrerer deres indre og indbyrdes logik, bliver straks kaldt bedrevidende. Og bedrevidende er vel at mærke et prerogativ. Heri består vores relativistiske sygdom, vores perspektivismemorads. Den eneste systematiske redning synes at være objektiviteten, videnskabernes dataorden, der kravler stadig længere ind i vores livsverden som instrumenter og informationer, men som forbliver abstraktioner, der nok tiltaler os med tal, men ikke tilbyder nogen mening. Begge sider er lige nihilistiske, de lige gyldige subjektive perspektiver og den kølige objektive ligegyldighed, der ikke har andet at byde på end ’mere’, det være sig sikkerhed, sundhed, tilgængelighed eller hvad det nu må være, men hvis talrationalitet og dertilhørende kontrol- og optimeringsiver råber fint i kor med kapitalismens ’mere’, uden at det nye dog er noget andet.

Her har verden mere end nogensinde brug for Hegels system, fordi det kan inkorporere både suppedasen og de kølige data i en systematisk forståelse, der selv om den hele tiden går baglæns fremad med fokus på det der er sket, alligevel giver tro og håb for fremtiden ved at bakke fremad.

Kulturrelativismens og perspektivdyrkelsens soldater har jo allerede forudsat, at der var noget at kæmpe for, og hver gang disse kultursoldater har peget på fortiden som noget, der var overgreb, hvad enten disse overgreb var voldelige eller diskursive, har de allerede slået ind på Hegels sti, der netop går fremad mod en friere nutid. Denne sans for noder og unoder er et godt sted at begynde et hegelsk forståelsesarbejde. Relativismens og identitetspolitikkens had til fortiden er Hegels kærlighedserklæring til tankens fremskridt.


Tredje svar: Metafysiklængel

Det tredje svar på spørgsmålet om, hvorfor vi skal forstå os på Hegel i dag er: Vi lever i en åndsørken; vi er blevet et folk uden metafysik og højeste værdier. Religionen er åben for det transcendente igennem forestillinger og ritualer, og filosofien er det igennem tanke og idéer. Det har filosofien glemt her i den postmetafysiske modernitet, og den lader sig nøje med det dennesidiges sociale trakasserier, for så at overlade metafysikken til det religiøse og det sekteriske. Og det er mere end synd.

Selv om Hegel godt nok har defineret en af filosofiens opgaver, som at fatte sin tid i tanker, så er der mere til filosofien og til mennesket end samtidsdiagnose og magtkritik. Der er mere at hente i Hegel end sociokulturelle problemanalyser, han taler til den åndelige side af dig, det der vil tale om den store sammenhæng i verden, alt det der er større end dig og som du er del af, som du måske savner, hvad enten du er blevet kyniker, skeptiker, ironiker eller poststrukturalist. Det gode ved Hegel er, at du ikke som i troens verden behøver at lægge tænkningen fra dig for at gå ind i det metafysiske, sådan som Søren Kierkegaard lod forstå. Du skal ikke tabe hovedet. Og du skal heller ikke lade dig nøje med forskning og videnskabelige forklaringer. Nej, du kan netop tage ideerne, begreberne og idealerne med dig og trænge frem til noget absolut, der er større end de relativistiske boksekampe, du måske deltager i.

Det, Hegel lægger op til er at tænke igennem,”hvad der i det inderste holder verden sammen”. Det er en faustisk drivkraft, men det gode er, at du ikke behøver at vædde med djævelen, du kan rejse ind i systemet, denne verden for sig. Hegel er en kærlighedserklæring til tanken, tag godt imod ham og brug ham. Der tvivles måske for meget, men der tænkes ikke for meget.




Anders Fogh Jensen (f.1973) er forfatter, foredragsholder og dramatiker. Han er Ph.D. og DEA fra Sorbonne og står bag bl.a. Dannelsesrejser.dk og Filosofiskkonfrimation.dk. Han er forfatter til ni bøger, hvoraf flere er oversat til engelsk, og har skabt samtidsindrammende begreber som projektsamfundet og pseudoarbejde. www.filosoffen.dk

Teksten er et uddrag fra forordet til bogen Hegels filosofi af Caspar Wenzel Tornøe.


1 Nietzsche Vom Nutzen und Nachteil der Historie für das Leben (Carl Hanser 1995, bd.I opr.1874) s.211

2 Goethe Faust del I, vers 29-31, 1808

3 Foucault L’ordre du discours (Gallimard 1971) s.74-75

4 Nietzsche Götzen-Dämmerung (Carl Hanser 1955, bd.II opr.1888) s.946