Nu ser vi, hvorfor det er godt at have en stærk stat

 

14. april 2020, Politiken, essay af Anders Fogh Jensen

Filosof Anders Fogh Jensen:
Vi troede, at markedet og de store selskaber havde vundet, men nu ser vi, hvorfor det er godt at have en stærk stat

 

Midt i coronakrisen skal vi huske, hvad de hårdtramte italienere har lært os om epidemibekæmpelse. Griber vi tragedien rigtigt an, kan vi se den som en beredskabsøvelse på større kriser i fremtiden, og den kan ligefrem få positive følger – f.eks. større taknemmelighed og samfundssind.

Så kom den. En stemning af pest. Men det blev mere end en stemning, detblev en reel epidemi. Det betyder udparcellering og videst mulig karantæne i egne hjem. Danmark blev det andet europæiske land efter Italien, der slog bak og gik i forsvar. Man kan sammenligne – og det er kun en strukturel sammenligning, alle forskelligheder i alvor ladt ude – epidemisituationen med en udvisning i fodbold. Når et hold får en spiller udvist, så gælder det ikke længere om at kreere, score eller på anden måde blamere sig. Så handler det om at lukke ned, passe sine zoner og basale opgaver og få tiden til at gå.
Denne strategi for 0-0 kaldes på italiensk catenaccio, dørslå. Man lukker forsvarskæderne og kæmper for 0-0 og håber på et contramål.
Fodboldelskere vil have set dette i Napolis hjemmekamp mod Barcelona for godt to uger siden.
Italien er på mange måder et forbillede. De har ikke blot beriget os med catenaccio, de har en lang tradition for epidemibekæmpelse og er nu ved tilfældighedernes spil igen blevet vores organisatoriske forbillede. Det er nemlig skæbnens sammentræf, at de nuværende strategier for
epidemibekæmpelse – populationens catenaccio – netop blev udviklet i Italien.
Grundreglen i al epidemibekæmpelse handler om ikke at berøre. Det hedder i fagsproget antitaktilitet. Når en epidemi rammer et område, er det første, man tænker og gør, som Mette Frederiksen formulerede det: Stå sammen ved at holde afstand. Epidemierne er nemlig en provokation til befolkningerne: ’Organisér jer, eller I dør. Hvad gør I nu?’. Og det første og mest selvfølgelige er at blokere smittekontakten. At isolere kommer af det italienske isola, der betyder ø. Man kan sende folk ud på en ø eller bygge øer ind i byen, som hjemmekarantænen mimer.
Hvis man vender epidemibekæmpelse om, får man biologiske våben. 21. februar 1495 forsøgte franskmændene at invadere Napoli. Napolitanerne – nu er de der igen – sendte smukke unge syfilisbefængte kvinder ud i gaderne, som franskmændene indlod sig med. Man indledte med andre
ord en omvendt antitaktilitet – på dansk en berøringsfristelse. Sådan er der talrige eksempler på, at epidemibekæmpelse vendt på hovedet har virket som biologisk våben. Et af de første eksempler var
faktisk selve grunden til, at pesten kom til Italien i 1347, nemlig at tatarerne katapulterede pestramte lig ind over byen Kaffa i det nuværende Ukraine, og at dele af befolkningen i Kaffa flygtede til Italien.
I 1347 afvistes skibe i Genova, og det førte til spredningen af pesten op ad Rhonefloden og til Barcelona. Man taler ofte om spredningen af pesten som en steppebrand, men det tog alligevel to år, 1347-1349, at nå fra Italien gennem Europa til Norge. I dag taler vi dage.


Bevægelsen er blevet så meget mere hektisk. Det, vi har hyldet som bevægelsens hastighed og liberaliseringens nedbrydning af alle grænser, viser sig nu også som epidemispredningens motorveje. På pestens tid og århundreder fremover var det primært handel og krig, der spredte epidemier – i dag er det også turisme og adspredelse. Når italienerne er forbillede, er det også, fordi de netop udviklede de
strategier, der skulle til, for at opdæmme epidemierne. Ikke vaccinen – den blev først udviklet i slutningen af det 18. århundrede. Heller ikke mikrobiologien, der først blev udviklet i slutningen af det 19. århundrede. Men raffineringen af de antitaktile strategier. Med spedalskheden, der særligt stod på fra det 12. til det 16. århundrede, havde man primært anvendt exorisme, dvs. forvisning. Den antitaktile strategi, man udviklede under pesten i Italien var det, man kalder profylaktisk, det vil sige præventiv: Når nogen kom til byen, skulle de forblive uden for byen i 40 dage, fordi man mente, at folk døde af pest på 37 dage. Hvis de ikke var døde inden da, ja, så havde de nok ikke pest og kunne komme ind i byen. Det italienske ord for fyrretyve er quarantina, heraf ordet og begrebet karantæne.
Men hvad gør man, hvis byen allerede er pestbefængt? Dette udviklede man særlige strategier for i det 17. århundrede, som vi nu kan genkende i dagens hjemmekarantæner. Man byggede nemlig den byudvendige karantæne ind i byerne og lavede forordninger om, at alle skulle blive hjemme i 40 dage.
Hver familie skulle vise sig i vinduerne hver morgen, hvor en ordonant gik rundt og optalte byens indbyggere. Der var regler for transport af madvarer til husene og regler for, hvordan de skulle rense deres huse. Byerne svarede på epidemiens provokation ’organisér jer, eller I dør’, og de
overlevede som by. Det er skæbnens træf, at det igen er Italien, der lukkede ned i en intern
quarantina. Og det er Italien, der er blevet vores forbillede for organisering. Det kan virke tilfældigt, men i hvert fald har Italien en tradition.

På mange måder er spredningen af covid-19, coronavirus, en realitetspåtrængende hændelse. Langt de fleste af os lider endnu ikke af coronavirus i skrivende stund (medio marts 2020), men det vil en stor del af os snart komme til. Og vi vil overleve det. Vi hørte jo også om sars i 2002-3 og siden om fugleinfluenza og svinepest. Det særlige ved denne epidemi er, at den trængte ind på os.

I 2015 blev territoriet en overraskende genkommende faktor, da flygtningene vandrede op ad de danske motorveje. Hvor pågående indvandring tidligere havde drejet sig om lande, vi så i fjernsynet, så stod de nu pludselig her på de danske veje. Efter at vi i liberalistiske drømme – og filosofisk betragtet er det afleveringer fra 68’erne – havde tænkt, at grænsenedbrydning var altings
løsen, måtte vi sande, at territoriet igen havde betydning. For folk som jeg, der er nostalgikere og elsker den farvede globus, fordi den er udtryk for forskelligartethed, havde territoriets tilbagekomst ikke udelukkende negative konnotationer. Coronavirussen satte tilsvarende populationen tilbage i en betydning, som ellers havde fortonet sig. I de første dage handlede det om at suspendere høfligheds- og kærlighedsudtrykkene. Kram og håndtryk skulle man undgå. Nu er det blevet til hjemmequarantina og isolation efter den i fortiden og nutiden italienske model. I både territoriets og populationens tilfælde betød denne indtrængen, at staten trådte i karakter. Statens myndige stemme var ellers trådt i baggrunden for markedet, og over for de store selskaber har staten ofte virket underligt svag. Måske vi nu kan påmindes om, hvorfor det er godt at have en stærk stat. Tusinder kommer til at dø coronavirus. Lad os ikke stikke os selv blår i øjnene. Noget af den just udmeldte quarantina handler om ikke at belaste sundhedspersonalet, om ikke at forhale eller forhindre andre
behandlinger, om at virussen ikke eskalerer for hurtigt. Mange af os kommer til at få coronavirus, fordi den er så smitsom, og det skal nok gå. Lad os besinde os, lad os tage det alvorligt. Ud over de tragiske dødsfald kommer der til at være en del positive virkninger af coronavirus på længere sigt.
Den første er: Dette er en beredskabsøvelse. Det er alvorligt, men det bliver formentlig i fremtiden mere alvorligt. Det er ikke bare vores held, at virussen kom til andre lande før os, men også at den har en dødelighed på under 1 pct. Sars i 2002 havde en dødelighed på 10 pct., den spanske syge
for 100 år siden på 20 pct., kopper på 60 pct. Vi øver os lige nu på noget, der
kan og nok bliver meget mere pågående og farligt.
Det andet er: I kampen mellem klima og kapitalisme er udfaldet ikke imponerende. Vi taler meget om omlæggelse, men vi øger til stadighed vores kultveilteforbrug. Vi er simpelthen ikke truede nok.
Men som altid er epidemier inspirerende bespænd. Vi kan ikke rejse i påsken, så vi må blive hjemme. Måske var det ikke så slemt endda. Om lidt kan vi ikke forbruge kinesiske varer. Det går nok fint. Hvordan skal du så få en ny jakke hver femte måned? Du skal bytte eller reparere. Og det bliver
fint. Således kan den epidemiske situation måske få os til at vænne os til ting, som miljøbevægelsen endnu ikke kan.
Det tredje er: Der indfinder sig et hensyn til populationen. For en lille uge siden var det et dilemma mellem høflighed og hensyn. Håndtrykket, der faktisk blev indført som en afstandtagen fra det mere intime kindkys, blev erstattet af coronavinket. Men det særlige er hensynet: Hvem er det for? Er
det for mig? Jo, bestemt. Er det for min næste? Jo, det er også en selvmistænkeliggørelse – jeg tager hensyn til dig. Dette var også et væsentligt element i den moralske og æstetiske markedsføring af kondomet som et vigtigt element i natbordsskuffen i 1980’erne: ’Jeg er lækker, fordi jeg tager hensyn til dig’. Men vi har lige nu også en ret klar populationsbevisthed, som sætter sig igennem: Vi gør hver
især noget for populationen. For det fjerde har vi en stat, der markerer sig. Den svage stat, der ikke kan eller vil noget i forhold til store nationale selskaber, mærker vi kun i form af diktater. I fremtiden vil vi nok se meget mere indblanding i hinandens sundhedssystemer landene imellem, sådan som vi nu ser det på finanserne i EU og finanssystemets tilbejlere. For det femte tror jeg, at der vil indfinde sig en mild taknemmelighed. Vi lever til dagligt i en tinnitus af baggrundsfrygt og jamrer som prinsessen
på ærten over meget små farer sammenlignet med folk i det 18. og 19. århundrede. Verden er blevet meget mere sikker, men vi har ikke fået indløst den ro. Måske bliver vi taknemmelige over, at vores verden til daglig er så sikker, taknemmelige over, at vi kan mødes, og taknemmelige over et sundhedsvæsen, der har erfaringer med epidemier, når vi ikke selv har. Og det er måske netop det, der træder tydeligt frem nu: Selv om vi som individer er helt uerfarne med epidemier, så er vores samfund det ikke. Samfundet har lange erfaringer med de strategier, staten ruller ud. Mit råd til alle de karantæneramte derhjemme, som ikke kan arbejde fuld tid, er at anskaffe sig Boccacios ’Il Decamerone’, der netop er kommet i en ny dans oversættelse, ’Dekameron’. Læs den, eller læs den op for hinanden, det vil virke lindrende. Bogen fra 1349 indeholder 100 historier og handler om syv kvinder og tre mænd, der stikker af fra pestens Firenze og laver deres egen karantæne. Her fortæller de over ti dage hinanden historier. Og det er måske det mest lindrende, man kan gøre i en pesttid: at høre, at det har været sådan før og meget værre – og så i øvrigt ellers give sig til at læse historier for hinanden.