Om bogen siger Anders Fogh Jensen selv:
Det har været i mit ærinde både at tage den læser i hånden, der blot har hørt om resonans og ikke rigtigt ved, hvad det er, og den læser, der allerede ved rigtigt meget. Det forekommer mig, at den tyske sociolog har fat i noget meget mere vigtigt end blot et buzzword, fordi det handler om en grundtrang i mennesket og den måde vi forbinder os til verden på, at vi gerne vil have, at verden, de andre mennesker, samtalerne, tingene skal sige os noget – og at vi ofte efterlades med en fornemmelse af at alt dette efterlader os med et indtryk af stumhed. De snakker så meget, men det berører mig overhovedet ikke. Sådan efterlades jeg i hvert fald ofte selv i sociale sammenhænge. Men hvorfor er det sådan, og hvad kan jeg selv gøre?
Hermed også sagt, at spørgsmålet om resonans eller stumhed er meget mere end en sociologi. Det er ikke en videnskab, men en hel filosofi. Det er ikke mit ærinde at sige, at vi ikke kan forstå vores liv og vores eksistens på andre måder end med resonans- og stumhedsbegrebet i centrum, men at vise, at hvis vi sætter disse begreber i centrum, så giver det en god prisme til at forstå helt dagligdags ting. Hvorfor vi foretrækker noget fremfor noget andet, og nogen fremfor andre. Og hvorfor vi længes efter mere.
Filosofferne har altid skrevet traktater. At traktere betyder egentlig at behandle. Tænk på julesangen Højt fra træets grønne top, der er moder gået ud i køkkenet, for ”nu skal hun traktere”. Traktaten har fire fordele.
- Dels at sikre at stoffet hænger sammen og bygges op. Man bruger byggesten til at argumentere.
- Man udelader ikke noget, blot fordi det ikke passer ind stilistisk, men lover læseren, at man ikke vil glemme, man vil komme tilbage til det.
- Stoffet er hakket op i bidder, så det der skal forstås kan tages isoleret. Formen holder stoffet for læseren.
Derfor har jeg skrevet en Traktat over resonans. Men der en grund mere til denne form:
Når tingene synger lytter jeg gerne er en strofe fra Rilkes digt Ich fürchte mich so vor der menschen Wort fra 1899. Der er meget at sige om dette fine digt, men her skal blot siges, at mennesket med sine navngivninger, kategoriseringer, optællinger og registrering af verden somme tider og ganske konsistent kommer på afstand af verden. Og at for den der forstår at lytte, der kan tingene også tale sit eget sprog. Som når man rører ved en overflade, man godt kan lide at røre ved. Det lyder romantisk, ja, og kan let afvises som sværmeri, mystik eller føleri. Traktatens form viser, at det faktisk er noget der kan argumenteres godt for, og det er den fjerde grund til at skrive en traktat: At værne om det vigtige som romantikken havde blik for, i en form som selv romantikfjendske rationalister må bøje sig for. Også at tale til ingeniøren – også den i mange af os – om det slet og ret væsentlige.
Det har været mig en vigtigt at behandle (traktere) vores livsverden. For filosofi handler om at tænke bedre for at leve bedre. Derfor er der inde i traktatens gitre masser af livsverdenseksempler. At læseren kan genkende sig selv, eller kommer i kontakt med andre eksempler fra egen livsverden, er min store forhåbning.
Hartmut Rosa har forklaret meget selv over mange sider. Jeg vil gerne vise – også med mine egne eksempler – at vi med resonansbegrebet kan forstå og forklare endnu mere af vores livsverden og hvordan vi ikke bare er i verden, men af denne verden på en uafløselig facon. For eksempel vil jeg gerne vise, at ikke bare historien, religionen, kunsten og naturen kan give os en fornemmelse af at en helhed omfavner, indbefatter og tiltaler os, men at også filosofien har denne egenskab. Der findes profane epifanier, filosofiske erfaringer midt i dagligdagen, hvor vi efterlades forandrede med en fornemmelse af, at der skete noget vigtigt. Det sagde mig noget, der var større end mig selv.
Mit håb er i sidste ende at levere os et resonanskompas. Dels ved at formidle den opmærksomhed som Rosa selv artikuleret over mange sider. Dels – og især – har vi brug for begreber, hvis vi skal argumentere overfor os selv og andre for, hvorfor vi ikke bare skal gøre det, som i tiden er rationelt. Som tilsyneladende er smartere, lettere, nemmere, hurtigere, men som fjerner os fra verden. Der er for eksempel så mange tilsyneladende gode grunde i omløb til, hvorfor alt skal løse med en app, med et klik, på en skærm, friktionsløst, sanseløst og uden tyngdekraft. Ikonerne falder jo ikke ned på skærmen. Men hvorfor er det, at vi efterlades tomme og stumme? Og hvorfor er det ikke bare en bagstræberisk idé at foretrække dette ude af eller mindst muligt i sit liv? Du muss dein Leben ändern skrev også Rilke, da han betragtede Apollonstatuen. Ja, men hvordan, Rilke? Det er Rosas tese, at vi godt ved, hvad der er godt for os, og det sympatiserer jeg meget med. Det er min tese, at vi mangler begreber til at begrunde overfor os selv og andre, hvorfor vi hellere vil gøre, hvad vi ved er godt, og det håber jeg på, at læseren får serveret når min bog udkommer.