v. Anders Fogh Jensen – www.filosoffen.dk

Begrebet “metaforologik” er en neologisme jeg har indført til at beskrive det væv af metafor og rationalitet, som en metafor anslår, når den frem-stiller et emne. Det handler om, at forskellige metaforer siger noget forskelligt om verden, gør nogle forskellige ting muligt, sandsynligt og værdifuldt. Jeg skelner mellem følgende elementer i en metaforologik:

– Verdensbillede: Hvad består verden af og hvorledes forholder verden sig. Man kunne kalde det metaforens spillebrikker.

– Rationalitet: Hvad kan lade sig gøre og hvad er sandsynligt? Hvorledes er metaforens funktionsmåde? Man kunne kalde det metaforens spilleregler.

– Normativitet: Hvad bør iflg. metaforen gøres? Hvad er godt? Man kunne – i samme spilmetafor – sige, at det er metaforens beskrivelse af vundet spil og fair play.

Det er gammel visdom, at metaforen er et virksomt retorisk middel. Det er nyere visdom, at metaforen er uomgængelig i forståelsen. At lede efter metaforologik i en argumentation kan hjælpe til at blotlægge præmisserne for argumentationen – fordi det ofte er præmisserne og ikke slutningen, man er uenige om. Er det f.eks. givet, at “tiden løber afsted”, at “udviklingen løber løbsk” og at “neoliberalismen breder sig som en løbeild”? Eller er det snarere måder at koncipere tiden på, der lægger op til visse slutninger og afskærer andre? Jeg holder på den sidste hest.

Om en argumentation kan undgå metaforer eller ej, og hvis den kan, om den bør undgå det, er et stridsspørgsmål. Jeg mener, at vejene indenfor humaniora og socialvidenskaben – kort sagt: menneskevidenskaberne – skilles allerede ved intentionerne og bestræbelserne for menneskevidenskaben: Skal menneskevidenskaben være videnskab eller hermeneutik? Skal den være betydningsafgrænsende eller betydningsforløsende? Jeg holder på den sidste hest.

Man kan naturligvis ikke opstille eksakte regler for hvorledes hvilke metaforer opfører sig i hvilke sammenhæng. Blot kan man pege på nogle slutninger, som metaforerne er svangre med:

Når man udanalyserer en argumentations metaforologik, kan et væsentligt spørgsmål at stille sig være: Hvilke andenordensmetaforer er der på spil? Dvs.: Med hvilke metaforer beskrives den metafor, der beskriver emnet? Et eksempel kan være at et emne, f.eks. en organisation eller et parforhold beskrives som noget politisk, og at politik beskrives ved krigsmetaforer, hvorved krigen af omveje føres med ind i afbildningen af organisationen eller parforholdet.