Skabelsen

Programtekst til Husets Teaters forestilling SKABELSEN, som Filosoffen har bidraget til med sine tanker og samtaler med instruktør Jens Albinus om begrebet skabelse.
Læs mere om forestillingen og om Husets Teater her.

 

Skabelsen og skelnen. Om den største længsels begyndelse

v. filosof Anders Fogh Jensen

Første Mosebog rummer to skabelsesberetninger. Heloim er i den første ikke så bekymret; han så at det vare såre godt. Jahve er anderledes bekymret i den anden skabelsesberetning. Her går den mytologiske slange, Uroboros, som man kender fra mange mytologier, fra sin rundgang – at bide sig selv i halen – til at igangsætte en fremdrift: Slangen får de to protomennesker til at spise af træets frugter. Denne fremdrift fører til bevidsthedens lys, der stiger op af urhavet, som Gud ellers lige havde skuet ud over. Med bevidsthed kan mennesket pludselig skelne mellem tingene. Adam giver tingene navne. Og herved indføres der flere brudlinjer i umiddelbarheden: Mennesket er ikke længere umiddelbart blandt tingene, men en der ser betragtende på dem for at navngive dem. Der er altså benævnerne på den ene side, og det, der benævnes på den anden side. Men der er også åbnet en potentiel brudlinje mellem tingene og det, de hedder, som senere skal blive aktuel: Kan man stole på sproget? Man kan endnu stole på det adamitiske sprog, men mennesket og tingene har holdt skilsmisse. Og ordene kom imellem dem. Det er som om betragtningen og benævnelsen rev mennesket ud af verden. Og netop herved blev verden en menneskeverden til, der er fyldt med sprog.

Når først skelneevnen er introduceret, så er der ingen vej tilbage. Tværtimod, så er skelneevnens dominobrikker sat i vælten. Med Kain og Abel bliver skelneevnen også en evne til at skelne mellem den offerrøg, der går op, og den der kryber langs jorden. Skelneevnen gør det muligt at skelne mellem det bedre og det dårligere. Hermed fødes både stolthed og misundelse.

Det er et fremskridt, at mennesket får sprog og rives ud af dyrets tøjring til øjeblikkets pæl, lader bibelen os efterhånden vide. Men det er også et tab af noget, nemlig af umiddelbarhed. Siden adskillelsen har mennesket haft disse længselsfulde stunder, hvor det drømmer om igen at blive ét med verden. At blive opslugt igen af det urhav, det kom fra. Som når man står på en færge om natten og kigger ned i havet og tiltrækkes af at springe over bord. Den forfærdelige tanke at blive opslugt – og det spring tilbage, der ville nulstille alt. Drømmen om, at verden igen bliver forskelsløs. Som Jonas at blive opslugt af hvalen. At slippe for en verden af forskelle.
Drømmen om igen at blive et med altet er en uroborisk incest, vi alle kan gribes af. Som når man drømmer om at komme derhen, hvor man endnu var ét med sin mor.
Skabelsesmyten er en forklaring på begyndelsen. Men den er også en forklaring af den længsel, der er så meget større end et lokalpsykisk savn af en anden eller af en forgangen tid. Skabelsesmyten forklarer den kosmiske længsel efter at være ét og alt. På den måde handler skabelsesmyten både om alt og om enhvers begyndelse. Og den handler om den stadige længsel, der måske aldrig hændte rent historisk, men som hele tiden finder sted i vores – alles og enhvers – liv.

Om skabelsen

Teaterchef ved Husets teater Jens Albinus og filosof Anders Fogh Jensen diskuterer skabelsesmyternes betydning for os mennesker. Det var i sommeren 2016 i under skabelsesprocessen med Albinus’ stykke Skabelsen.