Spørgsmål:

Kære Anders,

Tak for en fantastisk side og dit svar af 10. juni. Glæder mig til august. Jeg har tænkt over det med lykken om man enten bør opfatte det som et endegyldigt mål, selvbestemt og defineret, eller som det præskrevne mål hvad enten man læser i en bibel, i vore aviser eller går i vore folkeskoler. Jeg er kommet frem til et tredje; er det i virkeligheden ikke en selvbestaltet filosofisk disciplin som I filosoffer lever højt på at ‘vide’ noget om?

Bedste tanker – Christian

Svar:

Kære Christian

Selv tak for dine pirrende spørgsmål. 

Om lykken er et endegyldigt mål eller en foreskreven moral? Der er megen tale om lykke, der foreskriver en moral. Man kan få det så dårligt over, at man endnu ikke er blevet lykkelig, når man kigger i damebladene. Man må tro, at de faktisk er lykkelige hele tiden, med mindre man tænker sig om. Man kan ikke tænke sig til lykken (tror jeg), men man kan vel nok tænke over den, så man bedre kan indrette en livsførelse, der inviterer den. Et af de steder man kan skæve hen, er filosofien. Er det et selvbestaltet operationsbord, der er åbnet her? Nej, det er en tradition for refleksion over det gode liv. Ikke nødvendigvis det moralsk gode liv, men det liv, der gør godt. Det har filosofferne i det mindste haft noget at sige om – og har det ind i mellem stadig, når de tillader sig selv andet end at dekonstruere.

Jeg kan let forestille mig den indvending, at rigtigt mange filosoffer igennem tiden ikke har syntes særligt lykkelige, snarere vrede eller ensomme, og derfor ikke kan have meget at sige om lykken. Den slags biografiske limpinde hopper jeg ikke på. Der kan sagtens være gode refleksioner over lykken i et beskadiget liv – som undertitlen i Adornos Minima Moralia antyder. Noget må siges om lykken – emnet er for vigtigt til at lades i tavshed. Noget kan siges. Ikke alt kan siges – emnet er for stort til at det lader sig presse ned i sproget. Så hvem skal vi tale om det med? Hvem skal vi høre på? Jeg kan let forestille mig, at medicinerens svar bliver for klinisk (man føler sig ikke besvaret), juristens svar for kedeligt (man føler sig kaldt til orden) og sociologens svar for tidstypisk (man føler det åbenlyse gentaget). Naturligvis kan andre end filosoffer have meget at bidrage med. Det er vel bl.a. dertil man har bedstefædre og – for os, der ikke længere har nogen – erstatningsbedstefædre. Filosofihistorien har også sine erstatningsbedstefædre som Aristoteles, Montaigne, Spinoza, Gadamer, sine klarsynede provoer som Nietzsche og Adorno, sine sjælekendere som Pascal og Kierkegaard og sine halvguder som Hegel og Heidegger som man kan lade sig inspirere af. Hvorfor ikke lytte til dem? Hvis du har ret i, at lykke er en selvbestaltet filosofisk disciplin, så det gør det dog ikke denne disciplin mindre vigtig. Derfor arbejder jeg nu på at genudvikle den filosofiske samtale.

Kanske at folk i vores tid går til psykolog, når de føler sig ulykkelige. De vælger måske ikke at tage medicin. Men de vælger alligevel en videnskab, der har lænet sig så meget op af medicinen, at de får sygdomsbegrebet, diagnosen og alle de medicinske forståelsesrammer presset ned over sig. Kanske at det er en god idé for nogen. Men lad os ikke tro, at psykologerne har særligt forstand på lykke. De har forstand på sygdom.

Kanske, at man ikke kan nøjes med at tænke bedre. Men man kan tænke bedre for at leve bedre. Det er én definition af filosofi. En anden, som jeg læner mig op ad og prøver at vikle ud, er den franske filosof Luc Ferrys bestemmelse af filosofi som forsøget på at finde frelse uden Gud. Det er forsøget på at komme overens med tanken om, at jeg skal dø, og leve på trods uden at klamre mig til en monoteistisk trøst, der siger, at jeg overgår til en udødelig form med den samme identitet. Se, det er filosofi.

– Anders Fogh Jensen

10.juli 2009