Hovedpointer i Heideggers Sein und Zeit (1927)

v. Anders Fogh Jensen – www.filosoffen.dk

a) Den hermeneutiske cirkel.
Tese: Al væren er forståelse og al forståelse er væren. Dvs.: Intet er i den menneskelige verden uden om den menneskelige forståelse og: Forståelsen er betinget af væren. Derfor kan man sige at den ontologiske hermeneutiske cirkel er mellem forståelse og væren. Man kan også udtrykke det således, at mennesket er det sted, hvor væren forstår sig på sig selv, og derfor må Heidegger begynde sin ontologi med en undersøgelse af den menneskelige forståelse.

b) Mennesket er en væren-i-verden, en til-væren
Mennesket befinder sig altid allerede i verden, blandt tingene, i gang med dem, rettet mod dem, hvor verden kommer mennesket i møde i en stemning.

c) Zuhandensein vs. Vorhandensein
Det værende kan give sig for mennesket på to måder: zuhandenseinde (vedhåndendeværende), dvs. som brugsgenstand (Zeug/grej/tøj). Vorhandenseiende (forhåndenværende), dvs. som ting. Uret kan f.eks. både give sig som ‘tidstøj’ og som mekanisk ting. Det er værd at hæfte sig ved, at brugen er en udlægning. Vandkraftværket er f.eks. en udlægning af Rhinen som kraft, ligesom uret er udlægning af tiden som matematik. Denne skelnen er relateret til skelnen mellem praxis og teoria.

d) Mennesket forstår sig på sin verden
Mennesket forstår sig i sin væren-i-verden på verden. Det udkaster et projekt eller et forståelsesudkast (1). I dette forståelsesudkast bøjes det tilbage på sin fakticitet, dvs. på det der er, som allerede er udlagt, og som det må forholde sig til (2). Hermed skabes nu’et (3) i en stadig tidslig cirkuleren mellem fremtid (1) og fortid (2).

e) Menneskets forståelse er tidsbunden cirkuleren
Derfor kan Heidegger sige, at fænomenologisk set er menneskets forståelse tidslig betinget. Vi får hermed en anden hermeneutisk cirkel mellem tid og forståelse.

f) Væren er tid.
Tese + e) = Væren er tid: Hvis væren kun er forstået væren, og forståelse kun er tidslig cirkulation, så må væren være givet som tid.