Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
Kapitalisme og kritik af Anders Fogh Jensen
in Venstrefløjens nye tænkere, Århus: Slagmark, 2011, pp.37-58.
Hvorfor virker et absurd system som kapitalismen så meningsfuldt? Den franske sociolog, Luc Boltanski, og hans noget yngre spanske kollega, Ève Chiapello, har skrevet en mursten på over 800 sider om kapitalismen. Historisk set er de to sociologer mest optagede af, hvorledes kapitalismen har formet sig i sidste halvdel af det 20. århundrede, men for at kunne fremvise kapitalismens besynderlige paradokser griber de længere tilbage, og skriver en klassisk historie i tre akter.
I det komplekse værk, Le Nouvel esprit du capitalisme (1999), har de to forfattere tre hovedanliggender, der er godt og grundigt filtret ind i hinanden. De vil for det første favne kapitalismens historie med henblik på at foretage en ny samtidsdiagnose. Det vil for det andet skrive denne historie som en historie om hvorledes kapitalismen til forskellige tider har vundet legitimitet ved at fremstå som et godt og meningsfuldt system. Med andre ord er det, som titlen antyder, et forsøg på at opdatere Max Webers analyse fra Die protestantische Ethik und der Geist des Kapitalismus (1905), hvor den protestantiske ånd tildeles en væsentlig rolle i kapitalismens udvikling. I beskæftigelsen med kapitalismens legitimitet, når Boltanski og Chiapello omkring den rolle, som kapitalismekritikken har spillet for kapitalismens legitimitet og udvikling. Bogens tredje dagsorden er da at levere en kritiktypologi og –historie, der gerne skulle beskrive, hvorfor det er så svært at være kapitalismekritiker, og hvorledes man – givet kapitalismens nye ånd og funktionsmåde – må forny kritikken. Deres undren over kritikken er ikke bare udsprunget af en vilje til at bedrive kritik af kritikken i kantiansk forstand, nej de to forfattere synes provokerede af det forhold, at kritikken næsten er forsvundet efter 1980 (p.28). Når man tænker kapitalisme, kritik og legitimitet sammen stiller spørgsmålet sig: Hvordan skal man forstå det forhold, at kritikken er forstummet samtidig med at arbejdsformerne er blevet fleksibiliseret og har frataget individerne mange af de rettigheder, der møjsommeligt var blevet opbygget igennem det 19. og det meste af det 20. århundrede? Det spørgsmål skal nu i det følgende besvares.
Hvorfor har kapitalismen brug for legitimering? Ja, fordi den ikke i sig selv er legitim. Og alligevel fremstår den som legitim. Spørgsmålet er nu, hvad det er for legitimeringer, der køres i stilling for kapitalismen? Svaret på dette er en historisk variabel.
I forlængelse af Fernand Braudels Les Jeux de l’échange (1979) forstår Boltanski og Chiapello kapitalismen som andet og mere end markedsøkonomi. Markedsøkonomien går forud for kapitalismen, både historisk og logisk, dvs. markedsøkonomien er kapitalismens basis. Hvad er da kapitalisme? Kapitalisme er ”en ubegrænset fordring om akkumulation af kapital med formelt set fredelige midler.” (p.37). Kapitalismen er altså en ubegrænset vilje til akkumulation baseret på et markedsøkonomisk system. Denne ubegrænsede vilje til akkumulation har ikke anden mening eller andet mål end akkumulation. Med andre ord: ”Kapitalismen er i mange henseender et absurd system” (p.41). Spørgsmålet om legitimering kan nu stilles som et spørgsmål om, hvorledes kapitalismen fremstår som det, den ikke er, nemlig meningsfuld og god.
Boltanski og Chiapello tager her udgangspunkt i Albert Hirschmans drøftelse af hvorledes synet på købmandsskabet og bankvæsenet transformeres fra at være gnieragtig til at være lukrativ adfærd (The Passion and The Interests (1977)). Hvor Weber ville forklare den protestantiske ånds betydning for kapitalismens fremdrift ved det, at den protestantiske ånd gav individuel motivation til gennem arbejde at frembringe tegnet på, at man var udvalgt til frelse, der griber Hirschman sagen ’gouvernementalt’ an: Det er i oplysningenstiden, at idéen om den samlede velfærd opstår og man indser, at gerrighedslasten er fremmende for denne, hvorfor de moralske bånd omkring den lempes. Med andre ord, så bestod der en løsning på velfærdsproblemer i at stille en last op imod de øvrige dødssynder (p.44).
Kapitalismen fremstår altså i oplysningen som et system, der er løsningen på et kollektivt velfærdsproblem. Den fører til det fælles gode, og den skaber sikkerhed. Herudover motiverer den individuelt, som Weber påpegede, individerne til at arbejde. Det er ifølge Boltanski og Chiapello netop ved at honorere disse tre krav – a) individuelt at motivere, b) vise, at det er en kollektiv organiseringsform, der fører til det fælles gode og c) vise sig som sikkerhedsbringende system – at kapitalismen kan fremstå som et meningsfuldt og legitimt system. Det gøres på forskellige måde igennem historien. Denne legitimeringshistorie bliver nu Boltanski og Chiapellos kapitalismehistorie.
Hvordan overhovedet frembringe disse legitimeringer i praksis? Kapitalismen kan betjene sig af fem forskellige strategier til at tilfredsstille befolkningerne: i) Den kan vise, at den altid har været der, at den er naturlig eller nødvendig. ii) Den kan opstille sine egne tests og bestå dem – f.eks. for hvornår den bringer sikkerhed. iii) Den kan hente sin legitimering udefra, f.eks. låne mening i en religiøs verden eller vise, at den realiserer de gældende politiske dagsordener om f.eks. velfærd og sikkerhed. iv) Den kan vise, at alternativerne er værre, eller v) den kan gøre sig fleksibel og inkorporere sine modstanders synspunkter og gøre dem til sine egne. For eksempel har kapitalismen overtaget et kommunistisk program gående ud på at koble arbejde, produktion og nationalregnskab og gjort det til sit eget. Det sidste punkt relaterer sig i særlig grad til det punkt, vi skal komme til om lidt, nemlig forholdet mellem kapitalisme og kritik. Først spørgsmålet om, hvorledes kapitalismen i praksis har vist sig at kunne indfri de tre krav til legitime systemer, dvs. hvorledes kapitalismen har kunnet fremstå som et godt, sikkerhedsbringende og motiverende system, når nu det ikke er andet end en absurd uendelig vilje til akkumulation.
Kapitalismens historie deles som nævnt op i tre faser – og da kapitalismehistorien er en legitimeringshistorie, hvor kapitalismen i hver fase legitimerer sig i en meningssammenhæng, udgør disse faser tre esprits – der igen har underinddelinger.
Første fase går fra reformationen og frem til ca. 1930. I begyndelsen fremstår kapitalismen, som Weber har påpeget, som det system, der muliggør at individet kan realisere sig selv (jf. a), og som Hirschman har påpeget som det system, der sørger for distribuering mod en fælles velfærd (jf. b). Det er forskellige opfattelser af at et akkumulativt system baseret på en markedsøkonomi frembringer et fælles gode, som f.eks. findes i Adam Smiths idé om den usynlige hånd. Velfærden er samtidig en sikkerhed (jf. c), og dermed fremstår kapitalismens muliggørelse af det individuelle arbejde også som en sikkerhedsfrembringende faktor.
Fra slutningen af det 19. århundrede munder denne fortælling ud i, hvad Boltanski og Chiapello kalder entrepeneurfortællingen. Det er bourgeoisiets ingeniør, industriridderen, der skaber, innoverer og erobrer. Idet selvets realisering trådte frem som vigtigt, måtte et distribueringssystem vise at det muliggjorde dette for at kunne fremstå legitimt. Kapitalismen lavede her et af sine smarte selvlegitimeringstricks: Den opstillede succeskriterierne for et system som det, der muliggør selvrealisering (a) og viste, at det netop blev muliggjort indenfor familieselskabsformen.
Familieselskabet bidrog til almenvellet (b) gennem velgørenhed og almisser, men især igennem en tro på at virksomheden skaber fremskridt i videnskaben, teknikken og troen – f.eks. at bryggerierne var med til at drive viden om gæret frem ved at eksperimentere med bryggemetoderne.
Men hvad med sikkerheden (c), hvordan viste kapitalismen, at den skaffede sikkerhed? Derved, at den, der skabte sig en forretning og blev rig derpå, sørgede for sikkerhed for sig selv og sine nærmeste.
I kapitalismens anden fase introduceres en ny magtfaktor tillige med den besiddende, nemlig den placerede: Firmaets mand, der gør alt for at få virksomheden til at vokse, gennem maskinstyring og beregningsmetoden. Direktøren realiserer sig selv i det magtfulde job (a), han bringer kollektiv sikkerhed gennem kalkulation, tayloristisk rationalitet og planlægning (c), og han bidrager til almenvellet (b) ved at skabe grundlaget for en velfærdsforøgelse gennem udviklingen af produktionen, distributionen af konsumeringsgoder og socialiseringen af arbejderne igennem produktionen. Paradigmeeksemplerne er IBM i 1950’erne og den bureaukratiske planlægning i efterkrigstidens velfærdsstat. Mere generelt regner Boltanski og Chiapello direktør- og bureaukratfortællingens glansperiode til ca. 1930-60.
Direktørfortællingen føjede en ny form for legitimering til kapitalismen, der kan genkendes fra totalitære styrer: Den, der ikke anvender al magt i egen tjeneste, men behersker sig, viser, at han er i det almenes tjeneste. For kapitalismens vedkommende udførtes det ved at det vise, at ikke kun de besiddende og de placerede fik glæde af kapitalismen, men enhver, der arbejde i firmaet sikredes velfærd og pension.
Ved overgangen til kapitalismens tredje fase omkring 1960 sætter Boltanski og Chiapello deres egne empiriske studier ind. Den består i en analyse af godt 120 managementværker fra to perioder, den første dækkende 1959-64 og den anden 1989-1994. Hvorfor nu analysere managementlitteratur, når man vil lære om kapitalismen? For det første, fordi management-, ledelses- og organisationslitteratur (siden Fayol i Frankrig og Taylor i USA i 1910’erne) begiver sig af med at kritisere kapitalismens organiseringsformer for at forbedre dem. I kritikken af irrationel ledelse tildrager denne litteratur sig den funktion at legitimere det kapitalistiske system som en selvkorrektiv rationel praksis.
For det andet studeres organisationslitteraturen, fordi de to sociologer har en fornemmelse af at kapitalismens legitimeringsarbejde nu varetages af denne form for litteratur. Denne mistanke får de bekræftet kvantitativt, da de giver sig til at optælle brugen af forskellige vokabularier i de to perioder, og konstaterer, at dette skift falder sammen med en fleksibilisering af arbejdsformerne. Med andre ord er der indenfor kapitalismens tredje fase sket et skred i de problemer man stiller sig angående organisering og produktion, som måske kan bidrage til at besvarede tidligere stillede spørgsmål om, hvordan det kan være, at kritikken er forstummet samtidig med at sikkerhed og garantier er blevet frataget individerne i løbet af 1980’erne. Netop forholdet mellem sikkerhed og frihed skal vise sig at være et centralt punkt i kapitalismens forvandling sidst i det 20. århundrede. Hvor frihed og sikkerhed tidligere stod i et komplementært forhold til hinanden, dvs. at kapitalismen kun kunne sikre den ene på bekostning af den anden, så omdannes denne logik nu, fordi det kapitalistiske system ved slutningen af det 20. århundrede får problemer med at vise, at det fører sikkerhed og tryghed med sig.
Ser man på 1960’ernes ledelseslitteratur, så kritiserede den ingeniørlederen, der kom nedefra og derfor manglede overblik. Den kritiserede sammenblandingen af familieeje og direktion – og i det hele taget hjemmets logik i virksomheden, der gik under navnet ’nepotisme’. Den kritiserede bureaukratiets perverse effekter, eksamenspapiret som eneste nøgle til ansættelse, og ancienniteten som avancementets rullebånd. I stedet måtte der objektive målinger til: Ledelsen måtte udvælges efter resultater. Der måtte opstilles kriterier og mål samt laves planer for karrierestyring. Organisationslitteraturen påpegede irrationaliteten i bureaukrati og regler. Den ville objektivere og måle.
Endelig problematiserede den fyringer: Hvorfor, hvornår og hvordan fyrer man? Det tema er nærmest forsvundet i 1990’erne, hvor 1970’ernes og 1980’ernes økonomiske kriser har gjort afskedigelser til hverdagskost, eller til noget der foregår samtidigt med ansættelsen under navne som projektansat, vikar eller free lancer.
1960’ernes ledelseslitteratur havde den fordel, at den ikke behøvede at slå knuder på sig selv og vikle sig ind i paradokser for at motivere og for at retfærdiggøre kapitalismen som det for sikkerheden og almenvellets bedste. Den skrev i en tid, der organisatorisk endnu hørte planorganisationen til, og kunne således henvise til en planlægningsrationalitet, også når det angik udvikling (b).
De objektive kriterier kunne motivere arbejdere og ledere til at yde noget (a). Virksomheden bidrog ved sin objektivitet til det fælles gode ved at organisere arbejdet efter objektive kriterier, hvorved den også tog sig ud som en god model for demokratiet. At virksomheden var uundværlig i opbygningen af velfærdsstatens fælles goder var udenfor tvivl.
Sikkerhedsmæssigt retfærdiggjorde kapitalismen sig gennem virksomhedens karrieresikring (c): Gennem planlægning sikrede virksomheden, at den kunne beholde alle ansatte, at de ville kunne få fremtidige opgaver og avancement i virksomheden, og at fyring kun sattes ind overfor fejl. Sikkerheden sikredes også gennem en redistribution mellem generationer, således at de unge, effektive, der fik mindre løn i begyndelsen, ville få mere løn senere, så forbruget kunne stige støt gennem livet. Individet blev af kapitalismen tilbudt en dobbelt sikkerhed: på arbejdsmarkedet tilbød den sikkerhed for karriere, og udenfor arbejdsmarkedet trådte en velfærdsstat til, der var muliggjort og opretholdt af kapitalismen.
Netop sikkerhedsbegrebet bliver 1990’er-kapitalismens store legitimitetsproblem. I en verden, hvor omstilling, mobilitet og fornyelse er blevet afgørende konkurrenceparametre, kan garantier ikke længere gives. Derfor må sikkerhed retematiseres i termer som risiko, fleksibilitet, mobilitet og frihed, for at legitimere kapitalismen. For at forklare dette fleksibilitets-legitimitetskompleks, låner de to sociologer metodiske støbeformer i et af Boltanskis tidligere værker, nemlig De la justification (1994), skrevet sammen med Laurent Thévenot.
Idéen i De la justification er, at ethvert samfund har nogle normativitetsakser, som det sorterer og organiserer det sociale efter – med andre ord nogle rangordninger eller skalaer som bestemmer hvorledes magten fordeles. Disse akser udspænder en art domæner, der minder om, hvad der hos Boltanskis gamle kollega, Pierre Bourdieu, hedder felter (champs). De kaldes hos Boltanski og Thévenot cités, som vi kan oversætte ved domæner. Et felt har i Bourdieus terminologi altid en illusio, dvs. en fælles forestilling om, hvad det gælder om og hvad der er godt, og hvor inden for individerne positionerer sig. I Boltanski og Thévenots cités er der tilsvarende en rangordning, en prioritering. For eksempel er der i traditionelle hjemmedomæner en distribuering, der påbyder at den ældste bør tage først når maden bliver serveret.
Pointen er nu, at for alle samfund gælder det, at antallet af domænebestemte normativitetsskaler er begrænsede, og at disse blander sig. For det andet, at for de vestlige samfund gælder det, at der er seks domæner: Et åndeligt domæne (skala: hvem der er mest inspireret), et hjemligt domæne (hierarki efter alder, respekt, forfædre mm.), en distribuering efter renommé, et købmandsdomæne (distribueret efter rigdom og handelsforbindelser), et civilsamfund (hvor et afgørende skaleringsprincip er hvem man repræsenterer) og et industrielt domænekompleks (der selekterer efter effektivitet).
Den vestlige kapitalismes historie lader sig nu genskrive som udviklingen af fordelingen mellem disse skaler. I den første fase var særligt en blanding af det hjemlige domænes og købmandskabets domænes distribueringskriterier fremherskende. I kapitalismens anden fase var det særligt en blanding af industridomænets og civilsamfundsdomænets kriterier, der herskede.
Når Boltanski og Chiapello skal undersøge, hvorledes kapitalismens tredje fase er sammensat, og hvorledes den har udviklet sig, giver de sig til kvantitativt at registrere fordelinger af vokabularier indenfor de seks domæner. Og her viser det sig, at der mangler en brik. Der er fra begyndelsen af 1960’erne til slutningen af 1980’erne sket en forskydning i den måde, hvorpå kapitalismens problemer opstilles, der kun dårligt lader sig forklare ud fra de seks domæner. For at kunne beskrive forskydningen er Boltanski og Chiapello nødt til at indføre et syvende domæne, som de mener er fremstormet i den mellemliggende periode, nemlig, hvad de kalder et cité par projets, et projektært domæne.
Både 1960’ernes og 1990’ernes ledelses- og organisationslitteratur er optagede af at kritisere fortiden og de fortidige organiseringsformer i nutiden. 1960’ernes skrækbillede var det ineffektive bureaukrati og familiens logik. Imidlertid søger denne tids ledelseslitteraturen i sin transformation ikke at stille spørgsmål ved hierarkiet. Problemet handler om at konstituere en ramme, hvor ledelsen er udvalgt efter og orienteret mod resultater, herunder målledelse, opstilling af kriterier for ledelsen og karrierestyring (p.106).
I 1990’erne føres denne kritik længere, idet bureaukratikritikken bliver til hierarkikritik. Med andre ord har kulturen nu vænnet sig så meget til 68’ernes oprør mod hierarkiet, at det indfører hierarkikritikken som model. Denne models paradigmatiske form er netværket. Der gives en anden forklaring på, hvorfor 68’erne nu er så brugbare i kapitalismen, end at de er faldet til kapitalismens pat, nemlig at de er eksperter i netværk, og dermed er særligt egnede til at håndtere organisering og styring af netværk og projekter. Når Deleuze og Guattari pludselig har kunnet blive guruer på handelshøjskolerne, så skyldes det, at det, der i 1970’erne var undergravende netværk, nu er forbilledlig organiseringsform.
Når 1990’ernes managementlitteratur tordner mod fortiden, så tordner den mod alt det, som 1960’ernes managementlitteratur prøvede at etablere: Objektivitet, planlægning, skarpe domme og kolde tal (p.113). Managementlitteraturen handler ikke længere blot om lederne, men om alle ansatte, hvis selvledelse nu mobiliseres i modsat retning.
En lang række forhold har ændret sig i kapitalismen fra 1960 til 1990, når man kigger efter i managementbøgernes problematiseringer: Markedet er blevet udspændt til hele verden, og konkurrencen føres i højere og højere grad på det virtuelle område: Informationer, billeder og lyd. Men to forhold har i særlig grad haft betydning for organisationernes omstruktureringer til mere midlertidige og netværksagtige former, nemlig 68’ernes hierarkikritik og den skærpede konkurrence på verdensmarkedet, efter først oliekrisen og særligt de økonomisk trængte år i 1980’erne. Disse har betydet, at virksomhederne har måttet organisere sig mere kortsigtet og mere kundefølsomt. I den skærpede konkurrence er virksomhederne kommet til at konkurrere på omstilling og produktion efter skiftende efterspørgsel, i stedet for først at lave varen og siden forsøge at sælge den.
Det betyder, at man ikke længere kan tillade sig den luksus at garantere livsforløb eller at have skrupler over fyringer. Projektansættelser, hvor individer samles til unikke opgaver i en blanding på tværs af fag ledet af en projektleder, kommer til at erstatte den faste ansættelse. En sådan organiseringsform har den fordel, at organisationen kan omdanne sig hurtigere, fordi beslutningskompetencerne og rekrutteringen decentraliseres nedefter i netværksorganiseringen. Organisationen udvikler sig nedefra i projekter på baggrund af individernes egne initiativer, som de uophørligt må komme med for at blive engageret i nye projekter. Man får en række nye beskrivelsesfigurer for netværket, f.eks. en tænker man organisationen som en hjerne, der selv danner væv og skiller sig af med gammelt. Organisationsteorien er samtidig en genspejling af den samtidige sociologi, hvor kommunikation og netværk bliver modellerne for beskrivelse af samfundet, følgende biologien, der allerede i 1950’erne havde sadlet om til kybernetiske beskrivelsesformer. En helt central egenskab i netværket bliver den sociale kompetence, dvs. at kunne forbinde sig og af-forbinde sig, at kunne formidle, at kunne være grænseoverskridende og tage kontakt på tværs og etablere projekter.
En måde at spore kapitalismens forandring på er at sætte fokus på, hvorledes der kontrolleres. Kontrollen forskydes i projektorganisationen til ekstern kontrol eller inderliggøres som selvkontrol. Eksternaliseringen foregår f.eks. ved at kunder eller brugere nu afgør de ansattes løn og karriere gennem evalueringer. Kontrollen kan også inderliggøres ved at den (projekt)ansatte gøres til leder, der nu skal kontrollere sig selv. Ledelsen af andre består da i at kontrollere andres selvkontrol, herunder ikke mindst om individerne føler for deres projekt og er engagerede. Vigtigt bliver det da, at projektlederen formår at motivere projektdeltagerne, fordi den, der ikke er motiveret og engageret risikerer ikke at udføre sit projektarbejde tilstrækkeligt.
Virksomheder og organisationer kan i stadig mindre grad tilbyde fastansættelser, fordi det går ud over fleksibiliteten og må derfor betjene sig af projektansættelser, ad hoc ansættelser, vikariater, free lancere osv. I et sådant system bliver det afgørende for individet at sikre, at det selv er tiltrækningsværdigt, for at det kan koble sig på nye projekter. Det bliver derved en del af livet i den projektstrukturerede kapitalisme, at man hele tiden arbejder i projektet med øje for det næste projekt.
Den sikkerhed kapitalismen tilbyder i projekter og midlertidige ansættelser består i at øge sandsynligheden for at den hyrede får et projekt bagefter. Ikke nødvendigvis her, men så et andet sted. Med andre ord kan sikkerhed ikke længere bestå i, at det samme består. Sikkerhed må bestå i at kunne finde noget andet. Hertil introduceres termen ’employabilitet’. Employabilitet er den grad hvormed et individ kan tiltrække nye projekter. Virksomheder kan nu blandt individer – der ikke længere kan forvente en ansættelse – tilbyde en midlertidig ansættelse, der vil sikre individet, at det holder sig i gang og øge sin employabilitet. Ja, virksomheder kan ligefrem konkurrere om de gode projektarbejdere ved at fremvise, at folk, der har været med i projekter hos dem, har en lav gennemsnitstid inden næste projekt et andet sted.
Omvendt: Set i det lys, at arbejde er employabilitetsforøgende, kan løn, pension, arbejdslokaliteter og -redskaber betragtes som overbetaling. Den organiseringsform, der på tydelig vis finder sted i kunst-, film- og teaterbranchen, er nu ved at sprede sig til hele samfundet. Organisationer kalkulerer med en vis grad af gratis og under alle omstændigheder projektansat arbejdskraft. Offentlige bevillinger og priser på produkter sættes derefter.
Managementlitteraturen er samtidig medkonstruktør og produkt af denne struktur. Presset af konkurrence prioriterer virksomhederne fleksibiliteten, og managementlitteraturen idealiserer den. En af Boltanski & Chiapellos pointer er som sagt, at denne litteratur er en nøglefaktor i kapitalismens selvlegitimering i nutiden. Produktionen bliver mere fokuseret på efterspørgslen, den må derfor hurtigt kunne omstille sig eller flytte. Dertil må den være slank (lean): Lager og faste aftaler er klodser om benet.
I omstruktureringen af kapitalismen udliciteres motivationsproblemet til individet. Man mobiliserer individer og forventer, at de motiverer sig selv. Man udliciterer kontrollen til selvkontrol: Et projekt er en samlet opgave, der skal løses af et individ eller en gruppe, uden at de har fået stukket en plan i hånden. Det kræver, at de selv finder en måde og kommer tilbage med et resultat. Ellers forringes deres chancer for nye projekter.
Når kontrol hviler på selvkontrol, når tidshorisonten er kort og garantierne ikke-eksisterende, er det vigtigt, at individerne selv har noget på spil. De må med andre ord være motiverede, ellers er de farlige; manglende motivation kan resultere i et dårligt projekt. Tillid kommer i centrum, når kontrol er udliciteret, og det bliver derfor afgørende at være tillidsvækkende, at vise sin motivation og sit engagement, eller som det hedder, at man er ’commited’.
Managementlitteraturen er, sammen med forskellige former for netværksteori, med til puste mening ind i den absurde kapitalisme, der på nye præmisser formår at fremstå motiverende, frihedsskabende og sikkerhedsskabende. Systemet fremstilles som et ultimativt frihedssystem, ingen er bundet af noget og alle må cirkulere. Motivationen er udliciteret til individer, mens arbejdet bringer sikkerhed som sandsynlighed: Ved at arbejde øger man sandsynligheden for at få nye projekter.
Forskydningen væk fra den objektive måling og de forudbestemte kriterier sætter Boltanski og Chiapellos retfærdighedssans i alarmberedskab. Det er nemlig ikke længere muligt at opstille kriterier for retfærdig fordeling, fordi systemet ikke har noget overordnet kriterium, som det forsøger at leve op til. Virksomhed kommer til at handle om at koordinere og facilitere individernes egen selvoptimering på de løse projektvilkår, hvorfor individerne udsættes for en ny form for udnyttelse, som de vel at mærke selv er interesserede i for at klare sig. Før kunne man mobilisere individerne i en kritik af fordelingspolitikken, de miserable vilkår, den manglende sikkerhed og tryghed og det fremmedgørende arbejde. Nu har kapitalismen i den seneste del af sin tredje fase fået omskrevet sikkerhed, velfærd og personlig motivation til det at kunne begå sig på projektvilkår. Det er på den ene side en neoliberal form for kapitalisme, og på den anden side et system, der er alt for netværksafhængigt og asymmetrisk til at kunne kaldes et frit marked.
Demonstrationerne i Frankrig i foråret 2006, der rettede sig mod regeringens tiltag til en forringelse af unges arbejdsvilkår, skal ses i lyset af de ændrede arbejdsformer: For at få flere unge i arbejde foreslår regeringen, at gøre det mere fleksibelt at ansætte de unge. Man foreslår f.eks. at afskaffe unges rettigheder i forbindelse med fyring for deres egen skyld. Studenter råber vagt i gevær: Grundlæggende rettigheder er ved at blive nedlagt, f.eks. ret til kun at blive fyret med varsel. Sikkerheden eroderer. Men loven er netop et forsøg på at frembringe sikkerhed, fordi kontakt med arbejdsmarkedet er den eneste sikkerhedsfaktor, man kan tilbyde, hvis virksomhederne skal kunne klare sig i konkurrencen. Demonstranterne reagerer på et tilbageskridt. Men den kritik er forældet, for kapitalismen er allerede et andet sted.
Arbejdsformernes forandring rummer en forklaring på, hvorfor den minimale kritik af kapitalismen, der fremkommer, preller af. Men forandringen forklarer ikke, hvorfor kritikken mestendels er forstummet. Her må vi tilbage til spørgsmålet om forholdet mellem kapitalismens ånd og kritikken af kapitalismen.
Kritik er afledt af det græske krinein, der har med grænser at gøre. I traditionen fra Kant handler kritik om at undersøge nogets beskaffenhed og grænser, f.eks. erkendelsens former og grænser. Kritikken påpeger, når noget går ud over sine grænser. Heraf den betydning, som kritik har i dagligsproget, nemlig at påpege, at noget bør være på en anden måde.
Forholdet mellem kapitalismekritikken og kapitalismen er kompliceret, fordi de ikke står udenfor hinanden, men griber ind i hinanden og påvirker hinanden i en forandringsproces. Kritikken er ikke bare en løftet pegefinger, det er også et forslag til, hvordan noget kan gøres anderledes. Når kapitalismekritikken påpeger, hvad kapitalismen ikke er, men burde være, så foreslår den, hvad kapitalismen kan blive til, men endnu ikke er. Med andre ord er kapitalismekritikken ikke bare en instans, der får virksomheder til at rødme, den er et katalog over udviklingsmuligheder. Når kapitalismen bebrejdes at være blind akkumulation uden moral, så giver kapitalismen sig til at lave moralske varer, og fremfører dem som business ethics, fair trade og miljøansvarlighed. Når kapitalismen bebrejdes for at være fremmedgørende og ensartende masseproduktion, så laver den derefter unikke produkter, som brugeren selv færdigdesigner, eller rejser hen hvor ingen har været før.
Kapitalismen er et enormt smidigt system, der sætter sin modstanders kraft ud af spil ved at inkorporere sin modstanders synspunkter og udbyde dem indenfor sit eget system. Da stalinismen og fascismen efter anden verdenskrig stod klar med statsapparater til at organisere en kollektiv genopbygning, overtrumfede kapitalismen dem ved at lave stat på kapitalismemåden (p.69). Og tilsvarende, når den sociale sikkerhed udhules, tilbydes den igen under nye former, som employabilitet, bevægelse og frihed.
Det er altså en svær opgave at være kapitalismekritiker, ikke blot fordi man må se sine synspunkter approprieret og genpræsenteret som kapitalistisk vare, men fordi det system, man kritiserer, hele tiden er under forandring. Kritikken er som oftest bagefter, fordi kapitalismen er et andet sted, og dens rolle er at være foran. Og i det omfang, kritikken så endelig er foran, kan den have problemer med overbevisningskraften i sin kritik, fordi det endnu ikke er gået op for befolkningerne, at kapitalismen har ændret form.
Boltanski og Chiapellos tanker om kritik hænger snævert sammen med de to foregående punkter, nemlig legitimeringen og autoritet (cité) og kapitalismens udvikling, herunder dens ånd (esprit). En kritik er ifølge Boltanski, Thevénot og Chiapello en opstilling af en prøve i forhold til de nogle kriterier. Kriterierne opstilles indenfor det domæne (cité), hvorfra kritikken rettes. Domænet fungerer da som et legitimeringssystem, der prøver det, den kritiserer, og det kritiserede kan da vise sig legitimt ved at bestå legitimeringssystemets prøve. For eksempel kan lønuligheder blive legitime indenfor en ’ånd’, der opskriver objektivitet og præstation, ved at vise, at det selekterer og hierarkiserer individerne efter objektivitet, f.eks. som rekrutterings- og avanceringsregler.
Formålet er stadig at finde ud af, hvordan det er kommet dertil, at der tilsyneladende er sket en forringelse omkring arbejdsforholdene, samtidig med at kritikken er forstummet. Til det formål finder Boltanski og Chiapello det hensigtsmæssigt at se på kapitalismekritikkens historie i det 19. og 20. århundrede.
Man kan forestille sig i hvert fald to grundlæggende former for kritik: En der går ud på at reformere kapitalismen ved skrue på den, og en, der slet ikke vil acceptere dens betingelser. Overfor en reformistisk kritik, der påpeger mangler og problemer ved kapitalismen, har kapitalistiske agenter følgende muligheder: De kan vise, at kritikken tager fejl. De kan stramme op i retning af, hvad kritikken kræver. De kan omgås kritikken ved at hævde, at gevinsten ved øget retfærdighed eller legitimitet på ingen måde modsvarer de store omkostninger, der vil være ved at opfylde kravene – f.eks. at lighed koster mere i frihed eller rigdom for de dårligst stillede end disse selv kan ville. Endelig kan kritikken fejes af bordet ved at man flytter land, f.eks. hvis en faglig organisering er ved at tage form, eller ved at man bider igen med økonomisk magt, og f.eks. truer arbejderne, de faglige organisationer eller regeringerne.
Set på den baggrund, at kritikken stiller krav til kapitalismen, kan man forstå, hvorfor kapitalismen selv er begyndt at opstille krav, som f.eks. standarder og mærkninger. At konstruere en selvkritik er nemlig en måde at komme kritikken i forkøbet på, hvormed man kan undgå mere radikale kritikker. Det er også en måde at legitimere sin magt på, at man viser, at man ikke bare udnytter magten mest muligt, men er i stand til at begrænse sig og være rimelig.
Ved siden af en reformistisk kritik af kapitalismen har en radikal eller revolutionær kritik villet annullere selve de krav, der stilles til kapitalismen indenfor dens system og helt udskifte kriterierne. Kapitalismens modsvar til en sådan kritik er at indfri nogle af forventningerne, således at kritikken dør ud, f.eks. at give arbejderne så meget velfærd, at de ikke gider kæmpe for retfærdighed, eller overfor kritikerne af det dehumaniserende arbejde at rehumanisere det og trække personligheden ind på arbejdspladsen igen.
Når Boltanski og Chiapello ser ud over kapitalismekritikkens historie, ser de fire kritikformer, der kan indplaceres i disse to hovedgrupper: En social kritik, der svarer til de reformistiske krav og en æstetisk kritik, der svarer til de radikale krav.
Den æstetiske kritik er opstået ud af det 19. århundredes boèhemekritik, der påpeger, at skønhed og storhed tabes i kapitalismen. Dens to hovedformer er 1) en kritik af den affortryllelse og inautenticitet, som kapitalismen fører med sig og 2) en kritik af den undertrykkelse af frihed, autonomi og kreativitet, som produktionsformerne fører med sig, f.eks. gennem den rationalisering af tiden, som de disciplinært-industrielle produktionsformer afstedkommer. Teknologikritikken ved overgangen til det 20. århundrede må derfor også siges at være en æstetisk kritik, idet den ikke er en kritik af kvantitative fordelinger, men af kvalitative forhold ved arbejdet. Overfor arbejdets rationalisering og de repetitive arbejdsformer står dandyens æstetiske dyrkelse af den frihed, der kun gives i øjeblikket. En frihed, der er æstetisk, snarere end moralsk, fordi moral kræver gentagelse (sædelighed). Den æstetiske kritik kommer derfor også til at gå på, at tilværelsen moraliseres, sådan som man f.eks. møder den hos Nietzsche.
Den sociale kritik er netop en moralsk kritik, der er orienteret mod retfærdighed og kvantitet, og som trækker veksler på kristendommen. Den er 3) en kritik af den elendighed, som kapitalismen har afstedkommet og mod 4) den opportunisme og egoisme som den borgerlige kultur frembringer. Den kræver reguleringer indenfor det faktiske kapitalistiske system, f.eks. omfordeling af ressourcerne eller sikkerhed i arbejdet. Hvor den æstetiske kritik er orienteret mod det sande liv, bekymrer den sociale kritik sig om udnyttelse.
En given kritik af kapitalismen er almindeligvis et amalgam af disse kritikker. For eksempel bærer den tidlige Marx både en æstetisk og en social kritik i sig, men den æstetiske kritik nedtones efterhånden i Das Kapital. Som hos andre modernitetskritikere er dyrkelsen af fremmedgørelsesbegrebet, en kritik der mobiliserer livets sande vilkår og stiller det overfor livet i kapitalismen (p.677-678). Denne æstetiske kritik understøttes af en social kritik, idet fremmedgørelsens vilkår forklares gennem udnyttelsesforhold. Den kunstneriske avant garde, der laver social kritik er et andet amalgam af disse kritikker – ligesom man også kan se den sociale kritik tage æstetiske former, f.eks. som udstilling af trivielle hverdagsgenstande.
Det står imidlertid også hermed klart, at de to former for kritik ikke bare kan understøtte hinanden, men også komme i karambolage. Under 68-oprøreret sympatiserede de æstetisk kritiserende studenter med de socialt kritiserende arbejdere. Men der skal ikke meget debat til før den sociale kritik rammes af den æstetisk-individualistiske frihedsopfattelse. Den sociale kritik består i en manglende tro på individualitetens muligheder og nødvendigheden af en social kamp, og det er netop denne massegørelse af individet, som ifølge den æstetiske kritik fratager det autonomi, kreativitet, frihed og autenticitet.
Hvordan reagerer kapitalismen på disse kritikker? Ja, hvordan kan den overhovedet reagere på dem? Boltanski og Chiapello abonnerer her på Albert Hirschmanns skelnen mellem to kritikformer: ’voice’ og ’exit’. De netop skildrede sociale og æstetiske kritikformer, der kræver retfærdighed eller legitimitet er typisk verbale former for kritik (voice). En anden måde at afvise kapitalismes konkrete former på, er at undgå dem gennem handlinger, f.eks. gennem forbrug eller ved ikke at ville tage arbejde på akkord (exit).
Kritikken er langt fra eneste agent i kapitalismens udvikling. Imidlertid gjorde den stigende globale konkurrence og de økonomiske kriser i begyndelsen af halvfjerdserne og firserne virksomhederne mere afhængige af kritikken i kampen om forbruget. Og det er her i højere grad forbrugets ’exit’, der er kæmpes om at undgå, end den verbale kritik. Med andre ord har virksomhederne i en stigende global konkurrence tvunget hinanden til at være mere følsomme overfor forbrugernes behov, ønsker og kritik. De har måttet producere varer, der passede til kritikken, og de har måttet konkurrere på at indrette organisationen, så den både var kritikfølsom og hurtig omstilbar, så den på skift kunne lave økologi, autenticitet, moral og frihed – alt det som industrikapitalismen ikke syntes at være.
Dette kan imidlertid ikke forklare kritikkens forstummelse, fordi det stadig ikke besvarer spørgsmålet om, hvorfor arbejdets omstrukturering og sikkerhedens bortdunstning ikke længere tages nævneværdigt op i kritisk form.
Kort, og lidt forenklet kan man sige, at Boltanski og Chiapello over flere hundrede sider gennemgår præmisserne for den tese, at den sociale kritik er blevet spist af med velfærd, mens den æstetiske kritik er blevet indfriet som liberalisme og nye organiseringsformer. Dette er dog noget mere komplekst, når man ser på de faktiske omstruktureringer, og jeg skal derfor kort gennemløbe nogle af hovedtrækkene i denne udvikling.
Organisations- og managementlitteraturen udgør en del af kritikken af kapitalismen, nemlig den, der påpeger visse organisationsformers ineffektivitet. De kommer dermed også til at danne grundlaget for den nye kapitalistiske ånds legitimitet, idet de opstiller nogle idealer, som organisationerne kan indfri.
Som nævnt sker der fra 1960’erne til 1990’erne en forskydning i organisationslitteraturens kritik. 1960’ernes kritik af nepotismen, familiestyret og den nedefrakommende ingeniørleder fremhæver den objektive måling af præstationer og den rationelle økonomiske styring af organisation, frem for det ineffektive bureaukrati. I 1990’erne føres bureaukratikritikken videre som en hierarkikritik – netop ved at indoptage den æstetiske kritik fra 68 og fremsætte den som managementlitteratur. Det bliver nu ikke kun lederen, men enhver medarbejder, der skal befris fra hierarkiet. Den organisationsform, der præsenteres som mere effektiv og samtidig kan befri personligheden fra objektiviteten er netværket.
Netværket havde i en 30-40 år været ude i kulden som noget modstandsfolk, mafia og kommunister anvendte, eller som det Rousseau i Du contrat social omtalte som rænkespil. I både 1960’erne og 1990’erne omtales netværket som noget hemmeligt eller i det mindste uigennemsigtigt. Forskellen er, at netværket henimod 1990 reetableres som legitim politisk form. Det er imidlertid ikke først og fremmest netværket, der har skiftet karakter, men de omgivelser, hvori det fungerer. Det var i 1980’erne utænkeligt, at der stod ’networkning’ på et konferenceprogram, men op igennem 1990’erne blev det anerkendt som officiel måde at organisere distribuering og facilitering af arbejde, produktion, udvikling og forandring.
Kampen for netværket etableres nu som kampen mod den gamle verden. I forkøbet på managementlitteraturens dyrkelse af netværk og projekt kom en række sociologiske beskrivelser af samfundet som et netværk, der i Boltanski og Chiapellos øjne fik den funktion, at de naturaliserede netværket som en ahistorisk menneskelig samkvemsform. I Frankrig f.eks. som teorier, der bygger på Saussures tegnteori, dvs. tilskriver individerne positionelle egenskaber. Herved bliver kommunikation som sagt en nøgleterm i forståelsen af samfundet, hvor forbindelser og afforbindelser bliver menneskets natur. De netværks- og projektorganiserede arbejdsforhold kan herved fremstå som en frigørelse, der samtidig er en tilbagevenden til en natur. I den anglofone verden bygger netværks- og kommunikationsteorierne snarere på Pierce, og det betyder, at tegnets interpretation skyder sig ind som en væsentlig faktor. Samtidig med at aktørerne og alle deres handlinger bliver tegn – f.eks. tegngørelse af professioner og køn – så gøres fortolkeren til en netskaber, der binder positioner sammen. På forskellig måde har den franske og den amerikanske sociologi samtidigt formået at diagnostisere overgangen fra hvad Boltanski & Chiapello kalder kapitalismens anden ånd til dens tredje ånd som struktur, netværk og kommunikation (pp.216-223).
Netværket mister ved sin naturliggørelse sin karakter af særligt privilegium og bliver til et neutralt redskab – eller det bliver ligefrem udtrykket for retfærdighed. Er alting da ikke som det skal være? Er det ikke blot fremkomsten af en ny distribuering af magten – en cité par projets – der har sine egne bedømmelser for retfærdigt, ligesom købmandskabet, civilsamfundet og familien havde deres kriterier?
Svaret er nej. Boltanski & Chiapello leverer en beskrivelse af kapitalismens seneste årtier, der synes at gruppere denne række af mere eller mindre implicitte afvisninger af en ny retfærdighed omkring to hovedproblemer, som nu endelig leverer svaret på spørgsmålet om, hvorfor kritikken er forstummet. Det ene er, at betingelserne for at kunne levere kritik under kapitalismens nye vilkår er forsvundet, fordi vilkårene hvorpå kritik hidtil har baseret sig er forandrede. Det andet er, at denne forandring har indrettet et system, der fungerer på en sådan måde, at individerne kæmper om deres egen udnyttelse. Her leverer Boltanski & Chiapello et afgørende bidrag til en fornyelse af klassisk marxistisk kritik ved overgangen til det 21. århundrede.
Ser vi på det første punkt først, så har kritik hidtil kunnet basere sig på et sæt af idéer eller regler, som det holdt for retfærdige. Disse regler organiserer magtudfoldelsen. Man måtte f.eks. stå opskrevet i en kø for at få sig en andelsbolig, som en del af et princip om lige muligheder og anciennitet som selektion. Eller man måtte have en vis alder eller en bestemt uddannelse for at få adgang til bestemte rum eller jobs. Magten var distribueret i forhold til skalaer, hvor krav eller prøver skulle sørge for selektion i forhold til hver skala (cité). Der kunne være konkurrerende distribueringer af magten, men de fungerede i princippet alle efter at sortere individerne efter deres værdi (grandeur) indenfor hver deres hierarki. Pointen er nu, at overgangen til den netværks-, projekt- og kommunikationsbaserede distribuering af magten ikke er en overgang til en ny form for prøve, men selve kravets forsvinden. Eller med andre ord, distribueringen af magten foregår ikke ud fra nogen bestemt skala. Det, som skalaer og krav skulle, var at begrænse den blotte og bare kraftudfoldelse – f.eks. sikre distribueringen af maden ved bordet eller opgaverne i virksomheden efter et bestemt mønster. Med kravets forsvinden, kan individerne ikke længere vide, hvad der kræves af dem; det er den blotte og bare kraft til at slå igennem i netværkets midlertidige projekter, der er afgørende for magt og succes. Det bliver derfor afgørende at kunne kommunikere, at trække forbindelser og skære dem af igen, at kunne cirkulere og passere mellem projekterne. Kriterierne er afløst af veltalenhed, initiativ og evnen til at vække tillid, fordi man ikke længere kan have tillid til noget system.
Hermed får kritikken et problem. Den kan ikke længere henvise til nogle grænser, som kapitalismen overskrider. Som Lyotard påpegede i La Condition postmoderne, tyve år før Boltanski & Chiapellos bog udkom, så kan man ikke længere legitimere viden ved at henvise til én stor fortælling om åndens udvikling mod fremskridtet eller frigørelsen af individet. Viden må legitimeres lokalt. Og dog, for der er altid muligheden for at henvise til performativitetens store fortælling, dvs. at legitimere noget ved, at det er effektivt. Den spinkle mulighed, der er levnet kritikken i den nye kapitalismens ånd, synes at være, at kritisere kapitalismens organiseringer og distribueringer ved at vise, hvorledes man kan effektivitetsforøge. Og det tilfredsstiller ikke Boltanski og Chiapello.
Disse overordnede problemer for kritikken overskygges i det daglige af et langt mere konkret forhold ved den nye kapitalisme, nemlig at den er organiseret på en sådan måde, at individerne må kæmpe om deres egen midlertidige udnyttelse. Hermed er vi nået til den anden gruppe af svar på spørgsmålet om kritikkens forstummelse i en tid, hvor individernes forhold forringes. Boltanski & Chiapello gennemgår, hvorledes der er foregået, hvad de kalder en ”desyndicalisation” – en afvikling af fagforeningernes tanke og virke – i takt med en omstrukturering af arbejdsmarkedet i det 20. århundredes sidste to årtier.
Arbejdet er blevet fleksibiliseret: Vikarbureauerne blomstrer, mens de tidsbegrænsede kontrakter og de kontraktløse ansættelser eksploderer. Forskellige former for deltidsansættelser og overtidsarbejde kommer i spil, samtidig med at arbejdsregler og love ændres med henblik på at fleksibilisere ansættelserne, f.eks. for anvendelse af vikarer (p.302).
Arbejdsgiverne betjener sig af denne fleksibilisering ved at betale for selve arbejdet (opgaven) og ikke for tidsrammen – og undgår dermed at betale løn mellem opgaverne. De udliciterer så vidt muligt opgaver til individerne (og til andre virksomheder) med samme henblik, og for dermed også at eksternalisere rekreation, efteruddannelse, modning, ferie, pension, sikkerhed osv. En række af nye ansættelser indføres – f.eks. stagaires, praktikanter, uddannelsesarbejde – samtidig med at man forsøger at holde en ekstern garde gående, der kan kaldes ind som free lancere eller vikarer, der ikke vikarierer for nogen. Virksomhederne bliver internt eksternaliserede, dvs. de kommer til at blive en mosaik af virksomheder i hver virksomhed, hvor medarbejdere leases eller leases ud. Eksternaliseringen betyder, at det ulovlige, usunde og umoralske bedre kan lade sig gøre, f.eks. ved at man via en anden virksomhed hyrer arbejdskraft, der ikke har opholdstilladelse, eller køber ulovligt producerede delprodukter til sin egen produktion, af en anden virksomhed frem for at producere dem selv.
Dette fører til en opdeling af arbejdsmarkedet, hvor en stor gruppe af eksternaliserede ikke kan bide sig fast, men akkumulerer handicaps ved at fortsætte på dårligere vilkår. Eksternalisering – som f.eks. projektansættelse – giver gode vilkår til at fraskrive sig udgifterne ved de mindre effektivt arbejdende, ved sygdom osv. Hvis man bliver syg, bliver man simpelthen bare ikke hyret til et senere projekt. Og hvis det næste projekt kræver en uddannelse vælger man blot en anden med netop denne uddannelse. Individerne må da selv sørge for deres uddannelse for at kvalificere sig til projekter.
Det for Boltanski & Chiapello umiddelbart overraskende er, at en sådan degradering af sikkerheden ikke møder modstand. Forklaringen er, at dårlige ansættelser under disse vilkår altid tager sig ud som gode: Ethvert projekt er jo i sig selv et gode – og oven i købet indlejrer det én i et netværk, der kun vil gøre det lettere at få flere projekter. Individerne er bragt i en situation, hvor det at lade sig udnytte i et arbejdsforhold er til deres eget bedste, og ved at påtage sig projekter opretholder de en struktur, hvor konkurrencen om at lade sig udnytte skærpes. Hvis det at være med i et projekt kan føre til nye projekter, så kan løn som sagt fremstå som overbetaling. Og netop derved kan gratisarbejde blive en helt normal arbejdsform, der ikke længere vækker harme. Det, Boltanski & Chiapello kalder en ”désyndicalisation” er netop arbejdsvilkårenes forringelse tillige med kritikkens forstummen.
Man kan spørge sig, hvem der bærer skylden for denne udvikling? Det gør alle de gode viljer i en svær tid, der har ofret nogle jobs for at sikre andre, der har skabt usikre stillinger for at redde stillinger, der har skabt understøttet og diskvalificerende arbejde, men dog arbejde, der har reddet de mindst kvalificeredes status ved at legalisere, at man ikke behøvede at ansætte dem, blot man beskæftigede dem, der har skabt fleksibel arbejdstid frem for reduceret arbejdstid, der har købt af billige underleverandører for at forbedre egen virksomhed – og så naturligvis alle de cv-fikserede vikarbureauer. Alle er de medskyldige uden at ville det, men resultatet er ikke desto mindre en fragmentering af arbejdet og arbejdsstyrken (p.314).
Kapitalismens problem med at legitimere sig som et system, der bringer sikkerhed i en tid, hvor dets organiseringsformer ikke længere tilbyder sikkerhed, blev herved ikke løst. Sikkerhed bliver i stedet omgjort til frihed. Den nye kapitalisme er et system, der inkasserer legitimitet ved at muliggøre individets frihed, forstået som bevægelsesfrihed: Ved at indgå i projekter øger man sine bevægemuligheder, og derved sin frihed, og derved sin sikkerhed. Og det er en af de væsentlige nøgler, Boltanski & Chiapello giver til forståelsen af den samtidige kapitalisme, at forholdet mellem frihed og sikkerhed er omgjort. Det betyder, at ’udnyttet’ ikke længere er noget man skal frygte at blive, men noget, man skal frygte ikke at blive.
En opdateret kritik af kapitalismen må tage sig dette ad notam, når den besinder sig på fornyelse. Hvor en eksklusionskritik handler om at nogen holdes ud for arbejde, så er problemet nu snarere udnyttelse indenfor arbejdet. En social kritik kan ikke længere nøjes med at være optaget af eksklusion og integration, eller af hele klassers udnyttelse, men må inkorporere det gamle marxistiske udnyttelsesbegreb i nye former for udnyttelse. Problemet er, at udnyttelseskæderne er meget lange og at udnyttelserne opleves som frihed (p.462). En kamp for retfærdighed indenfor netværksverdenen måtte bestå i at oprette skalaer og kriterier for bedømmelse og fordeling af muligheder – med andre ord at fordele mulighederne efter synlige kriterier. Herved synes Boltanski og Chiapello ikke at ville afskaffe den projekt- og netværksorganiserede verden, men at ville indrette den som et domæne på lige fod med de øvrige domæner.
Den æstetiske kritik af individets undertrykkelse er i høj grad blevet indfriet som personen i organisationen. En kritik af den påtvungne selvrealisering, selvkontrol og selvudvikling, der fulgte med personens reintegration i virksomheden er allerede ved at finde form. Paradokset er her, at kapitalismekritikerne møder deres egne mestre i perverteret udgave i managementverdenen. Alle disse Nietzschedisciple, der i opgøret med disciplin, fast identitet og orden hyldede den fluktuerende verdens herligheder, er nu blevet optaget i managementlitteraturens gururækker, hvor de anvendes til at bekrige den slags låste og fasttømrede identiteter, som faste ansættelser og sikkerhed fører med sig. Den æstetiske kritik er ikke bare indfriet som personlig udvikling, den gentages nu også som arbejdslivets mantra. 68-bevægelsen har langtfra været forgæves, det var en kulmination på en lang udvikling, der viste en vej for kapitalismen og tilbød sine hippier en uddannelse som konsulenter i netværksbaserede organisationer. En opdateret æstetisk kritik må på samme tid leve med, at den ikke længere kan henvise til autenticitet, fordi dette begreb har mistet sin alvor efter dekonstruktistiske og konstruktivistiske bevægelsers indtog i 1980’erne og 1990’erne – samtidig med at den må belave sig på at de sande levevilkår og den frie udfoldelse på paradoksal vis er blevet approprieret, som en del af udnyttelsessystemet.
Tilbage står spørgsmålet om Boltanski & Chiapellos egen bedrift. Kritikken har været rettet mod dem fra sociologisk hold, at deres empiriske materiale er for spinkelt, og at de ikke har dokumenteret dets indflydelse, samt at materialets omfang i øvrigt er begrænset til særligt franske forhold. Den væsentligste kritik, man kan rette mod dem, forekommer mig imidlertid at være deres største styrke: At de har fat i en meget mere omfattende strukturændring i den vestlige kulturs formationsbetingelser, end det arbejdssociologiske og kapitalismehistoriske værk lader antyde. Man kan foretage en meget bredere anlagt undersøgelse af, hvorledes planlægning, bedømmelse, objektivitet, rationalisering og gentagelse erstattes af projekt, bevægelse, passage, netværk og midlertidighed. I erosionen af systemer, der baserede distribueringen af magten på principper, prøver og systemer, er der mere at finde end forvitringen af legitimering og muligheden for kritik. Boltanski og Chiapello har fat i noget, der også fortjener at blive gjort til genstand for filosofisk refleksion, fordi det er de store filosofiske kategorier og former, der er på spil: rum, tid, relation og handling. En sådan redegørelse vil genfinde omkonfigureringen til projektorganiseringens rum, tid, handlinger og relationer i alskens kulturelle former som sports- og danseformer, pardannelse, arkitektur, forvaltning, pædagogik, sygdomsbekæmpelse og krigsførelse, for at vise, hvorledes de havde undergået den samme transformation fra et disciplinært baseret system til et projektbaseret system. Den afhandling har jeg kaldt Projektsamfundet.
Litteratur:
Boltanski, Luc og Ève Chiapello: Le Nouvel esprit du capitalisme, Paris: Gallimard 1999.
Fogh Jensen, Anders: Projektsamfundet, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2009.
