Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
Hej Anders,
Jeg er ved at skrive speciale hvor jeg bruger Foucault. I den sammenhæng har jeg søgt at finde et bud på sammenhængen eller relationen mellem diskurs(formationer) og dispositiver. Kan du hjælpe mig med det eller henvise til et sted hvor jeg kan finde det?
Tak Bedste hilsener, Rikke Wollf
Kære Rikke
Traditionelt siger man, at overgangen fra diskurs til dispositiv er der, hvor Foucault overskrider at beskæftige sig med det diskursive og udvider sit genstandsområde til også at indbefatte alt det non-diskursive efter 1970. Det skal man dog ikke helt tage for gode varer, idet også det non-diskursive og ekstra-diskursive behandles i f.eks. Histoire de la folie fra 1961.
I et interview fra 1977 defineres ’dispositiv’ således:
« Ce que j’essaie de repérer sous ce nom [dispositif], c’est, premièrement, un ensemble résolument hétérogène, comportant des discours, des institutions, des aménagements architecturaux, des décisions réglementaires, des lois, des mesures administratives, des énoncés scientifiques, des propositions philosophiques, morales, philanthropiques, bref: du dit, aussi bien que du non-dit, voilà les éléments du dispositif. Le dispositif lui-même, c’est le réseau qu’on peut établir entre ses éléments. » (Foucault, Michel, 1977: ”Le jeu de Michel Foucault” in Ornicar?Bulletin périodique du champ freudien, nr.10, juli 1977; gengivet fra Foucault, Michel: Dits et écrits 1954-88, Paris, Gallimard, 1994; bind III; p.299)
= ”Det, som jeg forsøger at indfange under dette navn [dispositiv], er en temmelig heterogen samling, der indbefatter diskurser, institutioner, arkitektoniske indretninger, regelbeslutninger, love, administrative forholdsregler, videnskabelige udsagn, filosofiske, moralske og filantropiske påstande, kort sagt: Dispositivets elementer består af noget sagt såvel som noget usagt. Dispositivet er selve det net, som man kan påvise mellem disse elementer.”
Som du kan se udgør ”discours” og ”énoncés” kun en delmængde af dispositivet. Hvorledes man skal oversætte begrebet til dansk er der noget forskellige meninger om. Søren Gosvig Olesen oversætter det i Viljen til viden med ”installation” og Mogens Chrom Jakobsen i Overvågning og straf med ”apparat”, der læner sig mere op af Althussers brug af begrebet. Selvforetrækker jeg ’anordning’.
Hvorom alting er, så er der tale om et begreb, der kommer tages i brug fra og med midt i 1970’erne, og som allerede findes i det franske sprog (også i betydningen ’stikpille’, hvilket jeg dog har svært ved at se relevansen til i Foucaults brug af det). Ordet er et substantiveret adjektiv, dvs. det er egentlig noget man tilskriver substantiver, som så har selvstændiggjort sig som substantiv. Begrebet ’dispositif’ betyder noget i retning af en disposition som det sociale har til at udarte sig på bestemte måder; en slags mønster for social aktivitet, som man bagudskuende kan se at det har formet sig efter og har formet. En ikke-eksisterende skabelon.
Et begreb som det her er væsentligt at adskille dispositif fra, er ”épistémè”. Hvor epistemet er et mulighedsfelt for det diskursive, et mønster for og en begrænsning af hvilke spørgsmål der stilles og hvilke svar der i en periode kan gives, så er dispositivet, anordningen, hele tiden under udartelse og omformning, og det breder sig ud over ordet, begrebet, tanken, skriften og talen. Intet konkret fænomen, ingen samling af institution, arkitektonisk konstruktion, udsagn, moral m.v. kan siges at være dispositivet; i den forstand er dispositivet en ideal konstruktion, en karikatur af virkeligheden, der perfektionerer eller overgør virkeligheden i sin teoretiske udformning. Den teoretiske genstand er ikke den virkelige genstand. Omvendt er lighederne mellem de virkelige genstandes udformninger så ensartede, at noget må kunne siges om det – et dispositiv kan tegnes. Men altid kun diagnostisk, dvs. over den tid, der er gået, aldrig pronostisk, over den tid, der vil komme. Dispositivet ’lukker’ sig ikke nok til at det kan bruges til forudsigelse, det er ikke stabilt nok til at indgå i den slags spådomsærinder.
Et eksempel? Kontrollen af pesten gennem nøjagtig kortlægning af menneskemasserne, sygdomstilfældene og byen danner senere model for udformingen af fængslerne, der danner model for de øvrige institutioner. ”Er det underligt, hvis fængslet ligner fabrikkerne, skolerne, kasernerne, hospitalerne, som alle ligner fængslerne?” (Foucault: Overvågning og straf, side 245)
Et nutidigt eksempel? Optimeringen af befolkning fra og med det 18. århundrede gennem optælling og statistik over fødsel, dødelighed, sygdomstilfælde, medicinbeholdning, arbejde, infrastruktur, huse danner model for moderne tilstandsrapporter, hjemmesygeplejesker og tilbud om sygdomscheck. Optimering af befolkningen gennem forebyggelse. Er det underligt hvis lægen spørger om det samme som lærerne, lederne, mødrene, fædrene og sagsbehandlerne, der alle spørger om det samme som lægerne?
– Anders Fogh Jensen