Tilgivelse

Hej Anders.

Jeg har et spørgsmål omkring tilgivelse mellem mennesker i forhold til handlinger, som i slet henseende har medført skade på andre, her ikke ment i fysisk forstand. Hvem har skrevet noget om dette? Hvad mener du om tilgivelse?

M.v.h. Christian

1 svar til “Tilgivelse”

  1. Filosoffen
    29. April 2004 kl. 14:27

    Kære Christian
    Det sidste spørgsmål først: Personligt har jeg aldrig fundet ud af, hvad tilgivelse er. Jeg kan ikke forstå det, og det har givetvis at gøre med manglende menneskelige egenskaber. Uudfoldet, afstumpet, umoden, ukristelig, umenneskelig… jeg ved det ikke. Men jeg ved, at ikke alle har det som jeg. Selv kan jeg bedst forstå det som manglende kraft, omend jeg ved, at også den forståelse kan risikere at lide af de selvsamme mangler. Man kunne sige til mig: Netop fordi du ikke kan tilgive, kan du heller ikke forstå det. Og den indvending vil jeg acceptere. Men lad mig alligevel prøve:
    Villy Sørensen siger smukt i sin bog, Jesus Kristus, at magten deler, mens kraften heler. Så kan jeg forstå det: At have kraft til at hele sit sår, eller at have kraft til at hele afgrunden mellem sig selv og et andet menneske. Jeg tænker meget på det med at have kraft til ikke at tage magten; og tilgivelse, som den du taler om, er så at se en anden tage magten, skade med den, og alligevel have både kraft til ikke at tage magten og til at hele en eventuel afstand til den anden som tog magten. Det kræver rigtig meget kraft, men måske bliver det lidt lettere med denne opstilling, fordi dén, ”som i slet henseende har medført skade på andre”, tog magten til at gøre det, fordi han var afkræftet.
    I så fald må Jesus være et af verdens hidtil kraftigste mennesker, hvor afmægtig han end var. At vende den anden kind til er ikke et tegn på kraft, den er den ultimative udfoldelse af kraft. Det et meget vigtigt, tror jeg: Ikke at forstå kraftudfoldelsen som tegn på kraft, men som selve kraften.
    Det jødiske ”øje for øje” er blot (forståelig) afkræftelse. Og som Gandhi tilføjer: Den måde at tænke på gør kun verden blind.
    I Det gamle testamente er det Jahve, der tilgiver. ’Tilgivelse’, ’salah’, kan kun have Jahve som subjekt. At tilgive vil sige, at Jahve undlader at afvise et folk eller et menneske, at han undlader at straffe dem, eller at han hjælper dem. Men der er ingen garantier, og det kan sagtens være, at de pågældende bliver straffet alligevel – derfor kan Jahve godt være med dem. Hele tilgivelsens mulighed opstår ud af et tidsrum mellem forseelensen eller overtrædelsen og straffen: Det tidsrum giver både mulighed for at mennesket kan bede om forsoning og for at Jahve kan omvende sig. Det er ikke altid nødvendigt at et helt folk skal omvende sig for at få tilgivelse, nogle gange kan mindre gøre det, f.eks. i tilfældet Sodoma, hvor er det tilstrækkeligt med 10 retfærdige for at udløse tilgivelsen (1. Mosebog, 18,32).
    Anderledes ser det ud i Det nye testamente. Her kan både Gud og Jesus tilgive, og selve formålet med Jesu liv er at tilgive mennesket, og at lære det at bede Gud om tilgivelse og at tilgive hinanden. Selv sine fjender skal det tilgive (Mattæus 5,39 og Lukas 6,35). Tilgive skal mennesket for at kunne danne ét fællesskab – og her har vi den med at hele i stedet for at dele. Er der da intet utilgiveligt? Kun bespottelse af Helligånden (Mattæus 12,31).
    Set i det kristne lys må tilgivelse som kraft naturligvis stå som blot én udlægning blandt andre.
    Men tilbage står jeg med endnu et vigtigt spørgsmål: At tilgive sig selv? Det er nok mere end bare et godt sted at øve sig; det er også et sted at hente kraft.
    – Anders Fogh Jensen