Kunne vi nøjes med at arbejde 15 timer om ugen?

Zetland
Interview med Thomas Hebsgaard
Sommernummer: “Er det umagen værd?”
 

 

 

Kunne vi nøjes med at arbejde 15 timer, hvis vi fjernede alt det arbejde, som slet ikke er rigtigt arbejde?

 

I gennemsnit spilder vi over halvdelen af vores arbejdsliv med ‘pseudoarbejde’ uden noget fornuftig formål, mener forfatterne Anders Fogh Jensen og Dennis Nørmark. Sammen har de skrevet en bog om alle de ligegyldigheder, som kunne skæres væk til fordel for mere fritid i et Drømmedanmark med 15 timers arbejdsuge og borgerløn. Vi er gået deres vision lidt på klingen.

 

 

Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen er et par drevne debattører, som sjældent er helt enige.

 

Faktisk bliver de for det meste castet som blå og rød, men alligevel har de formået at skrive en bog sammen, og endda en bog, som rummer en forjættende utopi, de godt kan blive enige om – nemlig en drøm om en hverdag og et samfund, hvor vi kan frigøre en hel masse tid blot ved at indrette vores arbejdsliv anderledes og mere fornuftigt end i dag.

 

Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting, hedder bogen, og så er budskabet ligesom opsummeret.

 

Bogen er både er en opsang til den enkelte, til virksomhederne og til hele samfundet, og måske ikke så overraskende fik den en hel del opmærksomhed ved udgivelsen i april.

 

Men er der egentlig bund i utopien? Det har jeg besluttet at gå forfatterne lidt på klingen om i selskab med en frugtskål, en kaffekande og et par flasker vand hos forlaget Gyldendal.

 

Det, antropologen Dennis Nørmark og filosoffen Anders Fogh Jensen tager fat på, er nemlig en række af de helt store spørgsmål, som cirkulerer rundt og rundt i disse år:

 

Hvor meget er det egentlig nødvendigt at arbejde? Hvornår er mere fritid bedre end mere velstand? Hvad gør vi med vores tid, når (hvis) robotterne kommer? Og mere grundlæggende – bruger vi overhovedet vores tid på noget meningsfuldt?

 

***

 

Bogens udgangspunkt er en undren over, at arbejdstiden de senere årtier er stagneret i stedet for at fortsætte sit historiske fald.

 

Både i 1930’erne og 1960’erne var det en helt almindelig antagelse, at fremskridtet i løbet af få årtier ville tillade os at arbejde så lidt som 15 timer om ugen, men en almindelig arbejdsuge er stadig mere end dobbelt så lang. I Danmark har vi ikke nedsat arbejdstiden i 28 år.

 

Hvorfor?

 

Forfatternes tese er, at tiden er blevet fyldt ud med dét, de kalder pseudoarbejde. Det er, forstår man, noget, som primært foregår på et kontor, og dækker over alt fra loppetjanser, der levner rigelig tid til uhæmmet nethandel i arbejdstiden, til nytteløst dokumentationsarbejde, juristeri og kontrol uden nogen fornuftig grund. Fællesnævneren er meningsløshed.

 

Måske, skriver de, er der “i virkeligheden langt mindre arbejde tilgængeligt, end vi antager og derfor belønner. Derfor kunne menneskeheden måske holde meget mere fri, end den forestiller sig”.

 

Det er jo en forjættende tanke. Jeg spørger de to forfattere, om de virkelig mener, at arbejdsugen kunne skæres ned til 15 timer, hvis blot vi afskaffede pseudoarbejde?

 

“Ja,” siger Anders Fogh Jensen.

 

Dennis Nørmark nikker.

 

– Så 22 timer af en arbejdsuge på 37 timer går med pseudoarbejde?

 

“Ja, det tror jeg,” siger Anders Fogh Jensen.

 

“Ja,” siger Dennis Nørmark.

 

***

 

De to har blandt andet undersøgt deres tese ved at tale med en stribe mennesker, der føler sig ramt af pseudoarbejde. De mest interessante er de anonyme, hvis udtalelser vi jo så må tage forfatternes ord for.

 

Vi møder den tidligere kommunaldirektør  “Louise”, som siger:

 

“Jeg vil nok vurdere, at 50 procent af det arbejde, jeg har foretaget mig, mens jeg var topleder i den offentlige sektor, var pseudoarbejde. Her har man travlt med opgaver, som systemet har opfundet til sig selv … politikker, strategier og planer.”

 

Men det står bestemt ikke bedre til i det private. Her hører vi fra “Jonas”, en tidligere kommunikationsmedarbejder i et advokatfirma, der måtte udfylde aftentimerne på kontoret med Facebook og meningsløse opgaver for at leve op til stedets arbejd-længe-kultur og til sidst gik ned med stress.

 

Og så er der kommunikationsmedarbejderen “Kirsten”, som fra et stort ingeniørfirma beretter, hvordan hun og en kollega hvert år bruger en tredjedel af et årsværk på en stor årsrapport til koncernledelsen, som hun selv kalder “fuldstændig ligegyldig”. Ledelsens sekretariat koger nemlig Kirstens 60 sider ned til 10, før de sender videre til bestyrelsen, og næsten ingen læser resten.

 

Vi møder også “Mette,” som er ved at drukne i ligegyldige møder i en stor ngo:

 

“Vi kunne alle sammen ligge på stranden en halv dag. Holde fri om formiddagen og så arbejde om eftermiddagen, hvis vi bare besluttede os for det og effektiviserede.”

 

***

Forfatterne giver tre hovedforklaringer på, at Louise, Jonas, Kirsten og Mette er endt, hvor de er:

 

1  Parkinsons lov, som siger, at et stykke arbejde altid tager den tid, der er afsat til det.

 

2  En travlhedskultur, hvor det er tabu ikke at have travlt og ingen går hjem, når de er færdige med det, de egentlig skal.

 

3  Kontrol-, dokumentations- og nulfejlsregimer, hvor administrative ledere ud af kedsomhed, manglende tillid, ubeslutsomhed eller fejl-angst sætter andre til at producere ligegyldig dokumentation og dobbelttjekke alting alt for mange gange – nogle gange ansporet af politikeres og journalisters trang til at fikse skandalesager med løsninger, som bare skaber endnu mere ufornuftig dokumentation og kontrol.

 

***

 

Bogens eksempler er stort set alle hentet fra folk, der arbejder i store organisationer, som undertiden er underlagt endnu større organisationer, og det virker plausibelt, at der skulle være en del spildtid og mere eller mindre åndssvagt pseudoarbejde den slags steder.

 

Men kan man virkelig slutte derfra og så til, at pseudoarbejde tager så meget af vores allesammens tid, at vi i gennemsnit kunne holde fri mere end halvdelen af dagen, uden at noget værdifuldt gik tabt?

 

Forfatternes svar lyder, at pseudoarbejde ikke bare beskæftiger dem, der laver det – dem, der laver pseudo, sætter nemlig også alle mulige andre i sving med pseudo, og dét koster meget tid, mener de.

 

Smeden skal forholde sig til ISO-certificeringer og alverdens kvalitetsstandarder, lægen og skolelæreren skal bruge tid på at dokumentere alt, hvad de laver, og helt almindelige medarbejdere skal forholde sig til missioner og visioner og brandingstrategier i stedet for bare at gøre det, de er ansat til.

 

“Man bliver pålagt en masse ting, som gør, at man ikke bare kan passe sit arbejde, og på den måde flyder det ud i hele samfundet,” siger Anders Fogh Jensen.

 

“Hvis nu flere af de folk, der overuddanner sig til forskellige pseudoopgaver, gik over og lavede noget, som vi allesammen havde mere brug for, og delte dét arbejde med de folk, der laver det i forvejen, så mener jeg ikke, at det er urealistisk, at vi kunne komme ned på en 15 timers arbejdsuge,” siger Dennis Nørmark.

 

“Og når vi siger, at arbejdstiden kan sættes så meget ned,” supplerer Anders Fogh Jensen, “så kræver det også, at man viser meget mere tillid. Det kræver, at læreren ikke skal skrive alle mulige registreringer om dét barn, der har det svært, men kan tage sig af det barn i stedet for. Og det kræver også en vis fejlaccept – at vi ikke prøver at få en fejlmargen på 0,1 procent ned på 0,1 promille.”

 

***

 

Som dokumentation for, at der faktisk foregår så meget pseudoarbejde, som forfatterne tror, tilbyder de flere forskellige undersøgelser.

 

En amerikansk fysiker har fremstillet en kurve over opfindelser, som (ud fra hans definitioner) har forbedret menneskers livsvilkår afgørende, divideret med antallet mennesker på kloden.

 

Kurven styrtdykker i anden halvdel af det 20. århundrede, og Nørmark og Fogh Jensen konkluderer, at eftersom vi ikke har været særligt opfindsomme, må vi have spildt tiden med pseudoarbejde. Vi venter stadig på de flyvende biler, fordi vi i hovedsagen kun har formået at forbedre gamle opfindelser.

 

Men, indvender jeg, forbedringer har da også værdi – mennesker har det jo i gennemsnit langt, langt bedre i dag end i 1930’erne eller 1960’erne, uanset om man ser på velstand, helbred eller stort set hvad som helst andet man måtte have  lyst til at måle på, og dét både i Vesten og alle mulige andre steder. Kunne det ikke være dét, vi har brugt tiden på?

 

“Vi har da helt klart fået nogle velfærdsfremskridt,” siger Anders Fogh Jensen, “men vi har slet ikke fået indløst den effektivisering, vi kunne have fået. Vi kunne have indløst den langt bedre ved både at have fået en del fremskridt men også meget mere fritid, og jeg tror, de fleste mennesker vil mene, at tid er deres knappeste ressource.”

 

Forfatterne peger også på flere undersøgelser, hvor folk siger, at de er uengagerede i deres arbejde eller finder det meningsløst. Altså, konkluderer Nørmark og Fogh Jensen, må arbejdet være pseudoarbejde.

 

Men, indvender jeg igen, kan man ikke synes, at ens arbejde er meningsløst, fordi man ikke er engageret i dét, virksomheden laver? Kan man ikke synes, at det er meningsløst at bygge et domicil til en stor virksomhed, man intet forhold har til, eller producere gadgets, man dybest set synes er ligegyldige, og derfor svare i en undersøgelse, at ens arbejde er meningsløst?

 

“Det kunne man godt, men dem har vi sådan set sorteret fra,” siger Dennis Nørmark.

 

“Der var en enkelt af dem, vi har snakket med, som var inde på, at hun synes, at hendes organisations produkt var noget lort, men vi har ikke tage den slags historier med, for hvor ender det så henne?”

 

***

 

Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen er langt fra de første til at spørge, om ikke vi kunne nå det samme på kortere tid. Forfatterne har besøgt konsulentvirksomheden IIH Nordic, der har givet medarbejderne fri hver fredag og samtidig oplevet kraftig vækst. Her er man overbevist om, at medarbejderne når det samme som før eller mere til.

 

Andre virksomheder har forsøgt sig med kortere arbejdstid med forskellige resultater. På et plejehjem i Göteborg faldt sygefraværet, og der blev mere overskud til aktiviteter med de ældre, men omvendt var forsøget en nettoudgift for kommunen, fordi man måtte ansætte flere..

 

Politisk har Alternativet, Enhedslisten og flere fagforeninger gjort sig til fortaler for en arbejdsuge på 30 timer. De samfundsmæssige omkostninger er beregnet til alt fra 100 til 270 milliarder kroner om året, inklusive et hul i statskassen på et sted mellem 19 og 130 milliarder.

 

Men, siger fortalerne, måske er de økonomiske modelberegninger ikke så relevante, fordi modellerne ikke indregner alle de mulige gevinster ved at sætte arbejdstiden ned.

 

Det er forskningsmæssigt etableret, at produktiviteten stiger, når arbejdstiden falder – man når altså mere på hver time, hvis man arbejder færre timer, i hvert fald indtil et vist punkt. Spørgsmålet er bare, hvornår dét punkt indtræder.

 

Forsøg har vist, at vidensarbejderes effektivitet daler efter cirka 25 timers arbejde om ugen, men spørgsmålet er, hvor langt dét resultat kan generaliseres.

 

***

 

EFFEKTIVISERING_ Grafikken viser sammenhængen mellem årlig arbejdstid per beskæftiget og produktivitet i de rige OECD-lande mellem 1990 og 2012. Tendensen er ret klar – jo kortere arbejdstid, jo mere effektive er folk.

Illustration: Sune Ehlers.. Kilde: OECD via World Economic Forum

 

***

 

Som nævnt bevæger forfatterne sig ud i utopi-genren til sidst i bogen, hvor de forsøger at opstille en vision om en hverdag og et samfund uden pseudoarbejde. Men hvem skal egentlig afgøre, hvad der er pseudoarbejde – og hvordan?

 

– Skal der indføres et pseudoarbejdsmiljøtjek i de obligatoriske arbejdspladsvurderinger?

 

“Det ville jo bare indføre endnu mere administration,” begynder Anders Fogh Jensen, “men måske var det … ”

 

“Nej, det skal der fandme ikke! Vi skal væk fra de lorteskemaer,” udbryder Dennis Nørmark.

 

Forfatternes bedste svar på, hvad der er rigtigt arbejde, er, at det er arbejde, som er nyttigt og fornuftigt i et større perspektiv.

 

“Man kan vælge at sige, at hvis bare nogen vil betale penge for det, er det okay, men det er en meget snæver markedslogik,” siger Dennis Nørmark, “og den gør vi op med, fordi vi ikke mener, at man bare kan vurdere, om noget er godt, ud fra, om nogen vil betale for det eller ej. Der kan meget vel være en fejl i den måde, tingene bliver prissat på.”

 

– Så markedet skal korrigeres efter nytteværdi?

 

“Ja”

 

– Men hvem skal sætte kriterierne op?

 

“Det er jo så nok dér, vi ser lidt forskelligt på det,” siger Dennis Nørmark.

 

“Jeg tror på, at hvis vi som oplyste mennesker får en dialog om, hvad vi betaler penge for, så kan nogle af de her bobler springe én for én. Markedet er jo ikke en ting, det er du og jeg. Det er summen af vores handlinger, og hvis vi begynder at handle anderledes og råbe bullshit efter de ting, som er bullshit, så tror jeg, det kan ændre sig.”

 

Anders Fogh Jensen tager ordet.

 

“Jeg ser mere en stærk stat, der går ind og regulerer nogle ting og for eksempel sætter arbejdsugen ned eller siger, at det her vil vi ikke længere betaler for. Men det tror jeg ikke er afgørende for, at vi også skal til at råbe bullshit efter bullshit.”

 

***

 

I Anders Fogh Jensen og Dennis Nørmarks drømmesamfund er der altså ikke plads til pseudoarbejde. Men hvad gør vi så med alle dem, der ikke dur til andet?

 

Her lander forfatterne samme sted som mange andre i disse år – borgerløn.

 

En meget broget skare af markante mennesker til både højre og venstre har flirtet mere eller mindre seriøst med idéen de senere år – fra den liberale Saxo Bank-stifter Lars Seier Christensen til Hillary Clinton, Mark Zuckerberg og venstrefløjsikoner som den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis og Guy Standing, manden bag det meget omtalte begreb ‘prekrariatet’ om tidens løsarbejdere.

 

Visionerne spænder fra indførelsen af et fast, højt beløb til alle og til noget, der mere minder om en afbureaukratisering, hvor man erstatter alle eller nogle af de nuværende overførsler med et minimumsbeløb, som uden modkrav gives til alle uden arbejde eller til alle, som ikke tjener et vist minimumsbeløb.

 

Der er mildt sagt delte meninger om, hvad det vil koste og hvordan det skal finansieres (førnævnte Varoufakis argumenterer for eksempel for en skat på robotterne, når de kommer), og eftersom ingen har forsøgt idéen i samfundsskala, dør debatten næppe ud lige foreløbig.

***

 

Anders Fogh Jensen og Dennis Nørmark taler i deres bog for en form for borgerløn, hvor alle overførsler – det vil sige alt fra folkepension og kontanthjælp og dagpenge til boligydelse og børnebidrag – erstattes af ét beløb, for eksempel 100.000 kroner om året, som gives til alle uanset indkomst.

 

– Den form for borgerløn ville de facto betyde en massiv omfordeling fra fattig til rig, fordi vi i dag tager fra de rige og giver til de fattige, mens I vil tage fra de rige og give til alle. Kan I godt leve med det?

 

“Ja,” siger Anders Fogh Jensen.

 

“Ja, det kan vi godt leve med,” siger Dennis Nørmark.. “De fleste mennesker vil være i stand til at foretage sig et eller andet, som kunne give dem en løn, de kan lægge oven i deres borgerløn, om det så bare er en to-tre timer om dagen, hvor de kører noget taxa.”

 

“Jeg tror, borgerløn er mere radikalt, end man lige tror,” supplerer Anders Fogh Jensen.

 

“Jeg siger ikke, at det ikke må justeres, men jeg vil gerne, at vi prøver og ser, hvordan det går, og hvis gaderne så flyder med tiggere, må vi jo revidere det.”

 

***

 

Da vi har talt i omkring 50 minutter, og Anders Fogh Jensen har spist tre bananer (der er ret travlt med promovering af bogen, og han nåede ikke lige at få frokost), spørger jeg, om vi mon kunne have klaret interviewet på den halve tid, og om resten i så fald har været pseudoarbejde.

 

“Nej, det tror jeg ikke, det er jo et komplekst emne,” svarer Dennis Nørmark.

 

“Det er jo ikke alt her i verden, hvor Parkinsons Lov virker, og hvor man bare kan beskære tingene.”

 

Efter en times tid skynder jeg mig at runde interviewet af. Det skulle jo nødig ende i en masse ligegyldigt pseudo.