Du har mere råderum end du tror

Jyllands-Posten

21. april 2018

 

 

»Det er klart, at der er nogen, der bliver sure over det her,« siger antropolog Dennis Nørmark, der sammen med filosoffen Anders Fogh Jensen sidder i et mødelokale i Politikens Hus for at tale om bogen ”Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting”.

Forfatterne kalder selv udgivelsen for »en rejse ind i det moderne arbejdslivs skyggeside«. Og det er tabubelagt land, skriver de, for »erkendelsen af, at arbejdet er meningsløst er ikke bare en opvågning til frihed, det er også en sorg over spildt liv eller oftere, en frygt for, at det, man byggede en identitet og en tilværelse på, kan være ved at krakelere.«

Engang så nutiden lysere ud end i dag: Går man 100 år tilbage i tiden, var mange samfundstænkere og kunstnere af den tro, at gennemsnitsmennesket ville komme til at arbejde 15 timer om ugen. Vor tids menneskes største udfordring ville således blive, hvad vi dog skulle stille op med al den fritid som teknologiens effektiviseringer ville frembringe, mente økonomen John Maynard Keynes.

»Så det er mærkeligt, at folk siger, at de har så skide travlt hele tiden,« siger Dennis Nørmark og løfter en iPhone fra bordet: »Tænk, hvad den kan af ting, man før skulle gøre manuelt. Alt burde gå meget hurtigere i dag. Vores hypotese er, at denne her travlhed dækker i virkeligheden over noget arbejde, som slet ikke bør udføres.«

Danmark anno 2018

For her står vi så i år 2018. Vi arbejder gennemsnitligt 37 timer om ugen. Og det skorter ikke på stressramte. Hvad er der dog sket? Med Videnssamfundet fik vi et udbudsstyret arbejdsmarked, der på magisk vis fandt plads til alle de højtuddannede folk, som vi desværre var kommet til at uddanne. Til disse folk var vi nødt til at opfinde nye arbejdsopgaver, som der reelt set ikke var brug for, men som til gengæld kunne give flere ansatte, der således befæstede deres egen magtposition. Konsekvensen er, at en stor del af arbejdsstyrken i dag, både i det private og offentlige, fylder deres arbejdstimer ud med ligegyldige opgaver i stedet for at gå tidligt hjem. I stedet for mere fritid har vi fået flere regler, kontroller, møder og tåbelige power point-præsentationer. Vi har kort sagt fået mere meningsløst arbejde. Mere såkaldt ”pseudoarbejde”, der ikke tjener nogen egentlig nytte for samfundet, lyder tesen.

Kommunikation overalt

Pseudoarbejdet udføres først og fremmest af konsulenter, marketingsfolk, kommunikationsfolk, men f.eks. også forskere og terapeuter - rigtigt mange kontorfolk. Alle, hvis metier er at opfylde målsætninger fremfor at gøre et reelt arbejde. Så grelt står det til med udbredelsen af pseudoarbejde, at mange folk i dag, bl.a. i konsulentbranchen, vil have umådeligt vanskeligt ved at forklare deres venner, hvad de egentlig laver, når de går på arbejde, fortæller forfatterne:

Dennis Nørmark: »Det er et problem, at vi vedvarende har en ringeagt overfor det arbejde, som i virkeligheden er meningsgivende. Det er ikke pinligt at være buschauffør, men vi ser ned på den type arbejde, og hvis mit barn siger, jeg kunne godt tænke mig at blive brandmand, så håber vi, han kommer på bedre tanker på et tidspunkt, for han skal selvfølgelig lave et eller andet med hovedet, men hvorfor skal han dog det? Vi er blevet enormt arrogante ift. ganske solide ordentlige stykker arbejde, der skal udføres derude. Det er en del af vidensarbejdermyten, som der nu begynder at blive slået sprækker i.«

Anders Fogh Jensen: »Jeg har forskellige eksempler på, at jeg simpelthen ikke kan forklare, hvad andre laver. Og så tænker jeg: Det er da umuligt. Så dum er jeg vel heller ikke!? Så det var udgangspunktet for vores bog. En følelse af, at der er noget, der skurrer. Og ja. Nogle folk vil nok blive sure på os over bogen, fordi de ser den som en trussel. Vi afslører jo, at deres arbejde ikke har en egentlig værdi. Så sent som i går talte jeg med en, der havde fået vores invitation til udgivelsesarrangementet, og han havde drøftet den med nogle konsulenter, der blev pisse sure på ham.«

Nørmark: »Ja, og jeg anerkender, at der er fag som nuklearfysik, der vitterligt at så kompliceret, at jeg ikke forstår det. Det er fint nok. Men der er mange af de ting, som laves af konsulenter, HR- og marketingsfolk, som ikke er raketvidenskab. Det skal kunne forklares. Men det kan det ikke.«

Jensen: »En start ville være, hvis folk bestilte visitkort, så skulle der kun stå ting på, som folk udenfor branchen forstår. Skal der stå ”account manager”? Kan der ikke bare stå sælger?«

Nørmark: »Det er en sløringsmekanisme, der er meget udbredt. En måde at sløre, at man er usikker på, hvad arbejdets egentlige værdi er.«

Et eksponentielt problem

Jensen: »Og så er problemet jo også med pseudoarbejde, at det spreder sig. Når nogle mennesker ikke synes, at de har noget fornuftigt at lave, så sætter de andre i gang med ting, som heller ikke er vigtige.«

Nørmark: »Ja, så pseudoarbejde er et eksponentielt problem, der ikke kun gælder den enkelte pseudoarbejder, men også alt det, som pseudoarbejderen får sat i søen, som vi andre skal til at bruge tid på. Det er ofte det, som folk i administrative stillinger gør. Og mellemlederne gør. Fordi de ikke har noget fagligt kendskab til, hvad der i virkeligheden foregår i selve driften. Og så finder de i virkeligheden bare på meningsløse opgaver. Det er en slags opfindsomhed, en kreativitet, som bare ikke er særligt kreativ.«

Farvel til konsulentbranchen

I bogen interviewer forfatterne adskillige ansatte i det private og offentlige, der beskriver deres arbejdsdag som absurd. Og forfatterne sender også deres uforbeholdne undskyldning til dem, der er blevet ofre for deres egne bidrag til pseudoarbejde, da de begge har arbejdet som konsulenter. Særligt Dennis Nørmark er mærket af fortiden. Han har »ar på sjælen«, en følelse af at have »prostitueret sig selv en smule«, efter sine to seneste jobs i konsulentfirmaer, som han kalder »idiotiske«, og som bidrog med forstærket motivation til at skrive bogen:

I den ene konsulentstilling kedede han sig »gudsjammerligt«, selvom lønnen var god. Han arbejdede 37 timer om ugen, men kunne blive ved med at reducere arbejdstiden helt ned til 25 timer om ugen, fordi der var så meget ligegyldigt arbejde. Folk havde »overoppustede ego’er« uden reelt indhold, og de brugte »laaaaaang« tid på at stirre ind i IT-systemerne, snakke om ”fugle på taget” og om kunder, der måske kunne realisere sig, men som de vidste aldrig ville gøre det,« fortæller han..

Gøgl gak og løjer

I hans andet konsulentjob brugte de ufatteligt lang tid på at holde møder og snakke om visioner og strategier, der aldrig udmøntede sig i noget reelt.

Nørmark: »Og ude hos vores kunder brugte vi meget tid på at oversælge, hvad de kunne få ud af os. Vi lavede underholdning. En sjov dag for medarbejderne, men ikke noget, der rykkede så meget, som vi påstod. Jeg tror stadig på oplysning og at kunderne kan få rigtigt meget ud af halvanden time, men det der med at bruge flere dage på et ledelsesseminar i Stockholm, hvor vi fik folk at kigge på billeder af sig selv og undersøge, hvor meget de var en leder ud fra dem, og andre former for gøgl, gak og løjer. Det var tidsfordriv og hyggeligt. Men var ikke specielt værdiskabende. Jeg nåede til konklusionen, at det ikke kunne passe, at bare fordi vi fik de der eksorbitante honorarer for det, at det så også er ensbetydende med, at det måtte være godt arbejde.«

Jensen: »Jeg har også lært ledere redskaber fra terapirummet, som de så kunne bruge det i samtaler med medarbejderne. Og som konsekvens kan medarbejdere så sidde til medarbejdersamtaler om komme i tvivl om, hvorvidt de egentlig er til en terapeutisk samtale. Det er der selvfølgelig gode hensigter i. Men hvad sker der, hvis medarbejderen så siger, at han har mistet interessen og meningen med sit arbejde? Så kan de jo bare fyre ham, så det er en enorm tilsløring af den reelle magt.«

Men vi er jo stressede?

Men hvis så meget af arbejdet er meningsløst og i virkeligheden med fordel kunne skæres væk, hvordan hænger det så sammen med, at mange oplever, at de er stressede?

Jensen: »Mange går med en følelse af, at der er noget galt. En følelse af meningstab, fordi arbejdet er ligegyldigt. Og på den måde kan der opstå en form for meningsløshedsstress, hvor man er stresset over sit arbejdes ligegyldige karakter.«

Nørmark: »Ja, der er sandsynligvis mere stress, der skyldes det. For hvordan skal man ellers forklare, at langt de fleste af de stressramte er arbejdsløse. Det er jo ikke fordi, at de har travlt. Det er fordi meningen med deres arbejde på en eller anden måde er bortkommet. Det her er heller ikke en bog, der siger, at man ikke skal arbejde. Man skal bare arbejde med noget, der giver mening. Meget stress kan godt opstå, fordi man sidder med noget og tænker, det her er fuldstændigt futilt. Hvad i alverden skal det nytte. Ingen vil bemærke det, hvis jeg forsvandt i morgen. Så ville verden fuldkommen rumle videre. Helt uanfægtet af, at mine arbejdsopgaver ikke længere blev udført. Og det er eddermanme deprimerende.«

Gå nu bare hjem!

Bogen rummer forslag til indførelse af borgerløn, otium og masser af tips til ledere (der skal værre færre af dem, og de kan med fordel skære igennem i stedet for at lave konsensus-orienteret bottom up-ledelse). Og så er der tips til enkeltpersoner, der føler, at deres arbejdsliv er meningsløst.

Nørmark: »Du kan fodre svin med undersøgelser, der viser, at folks primære motivation for at gå på arbejde er mening. Og at der findes anvendelse for det, de laver. Penge kommer stabilt ind på tredje-fjerdepladsen overalt i verden. Det er derfor, det her er så alvorligt.«

Det vigtigste tip i bogen er, at man bør gå hjem tidligt, når man er færdig med den meningsfulde del af sit arbejde, før man opfinder nye meningsløse opgaver til sig selv og andre.

»Hvis du går tidligt befrir du ikke blot dig selv fra noget falskt, du viser også andre, at de kan gøre det samme. Dine kollegaer vil muligvis blive stødte, og du må her være klar til at forklare, at du sagtens kan klare dine arbejdsopgaver på kortere tid,« skriver forfatterne i bogen.

Hvis det ikke er muligt for dig at gå hjem, så kan du passende bruge tiden mere fornuftigt ved at søge dannelse ved f.eks. at læse store romaner eller høre Beethoven i de resterende pseudotimer på arbejdet, foreslås det – men er det en provokation eller alvorligt ment?

Nørmark: »Det er ment meget seriøst. Du skal bare tænke rigtigt kritisk over, hvad du laver. For langt de fleste mennesker er der ikke arbejde til 37 timer om ugen. Væsentligt mindre. Hvis du ikke kan gå hjem, så kan der komme en masse kreativitet og udvikling ud af, at man i virkeligheden poder sin hjerne med noget helt andet og bryder de rammer, man er underlagt. Læs Tolstojs ”Krig og Fred”. Lyt til alle Beethovens symfonier. Kreativitet opstår jo ikke ud af, at man holder en dag, hvor alle de ansatte skal skrive ting ned på post it-notes.«.

Jensen: »Jeg tror også, at de fleste vil sige, at deres mest knappe ressource er tid. Vi ville alle gerne have 28 timer i døgnet... men det kan der også godt blive. Det er også det, der lidt er budskabet i denne her bog. Hvorfor hedder det altid i enhver statsministers nytårstale, at vi skal have flere i arbejde. Det skulle da hedde, at vi skal have færre arbejdstimer? Det ville da være en vision.«

 

 

 

Definitioner

Hvad er ”Pseudoarbejde”?

Pseudoarbejde er arbejde, der ligner arbejde, men ikke er rigtigt arbejde. Ligesom et pseudonym er et navn, men ikke det rigtige navn. Det bedrageriske ved pseudoarbejde består ikke nødvendigvis i individers intentioner om at bedrage, men i at det ligner arbejde, men bare ikke rigtigt har nogen substantiel betydning for nogen.

 

 

 

Hvem laver ”Pseudoarbejde”?

Først og fremmest konsulenter, marketingsfolk, kommunikationsfolk, men også f.eks. de fleste forskere og terapeuter - rigtigt mange kontorfolk. Alle, hvis metier er at opfylde målsætninger fremfor at gøre et reelt arbejde. Dertil kommer alle de reelt arbejdende, der ikke kan komme til at gøre deres arbejde, fordi førstnævnte sætter dem i gang med noget på en skærm, såsom at registrere, kontrollere, afrapportere, evaluere. Det kan være læger, sygeplejesker, lærere, socialrådgiver osv. På den måde indeholder de fleste jobs efterhånden en mængde pseudoarbejde.

 

 

 

Hvem laver ikke ”Pseudoarbejde”?

Dansklæreren, der lærer folk at læse. Buschaufføren, der kører bus. Sanglæreren, der lærer folk at synge, fordi de bare gerne vil lære det.  Ingeniøren der forbedrer på et produkt. Lederen der faktisk tager en beslutning og står til ansvar for den. 

 

 

 

Hvorfor opstod Pseudoarbejdet?

Hvorfor: Fordi der er en selvkørende rationalitet, der gør, at det for den enkelte virker rationelt at generere mere arbejde, selv om teknologien hele tiden aflaster stadig mere arbejde.

Hvordan: Især efter Anden verdenskrig med kontorarbejdets eksplosion. Mellem fabrikkens værkfører og dens chef skød der mange lag af kontoraktiviteter, kontrol,  tælleri, kommunikation og konsulenteri frem.

 

 

 

Råd

 

Første og sidste råd: Du har meget mere råderum end du tror.

 

Gå hjem

Når du er færdig, så gå hjem. Ellers genererer du mere arbejde for andre. Ved at gå hjem viser du også andre, at de kan gøre det. Det skal være cool at gå hjem, fordi man er hurtig til at blive færdig.

 

 

 

Lad være med at lave løsninger, der sætter andre i sving

De fleste løsninger åbner nye problemer, der skal have flere løsninger. Så undgå så vidt muligt løsninger på pseudoproblemer, for så prolifererer pseudoarbejdet sig.

 

Hold møder på et minimum

Inviter til møder kvarter i - for så skal de andre til et nyt møde klokken hel. Hav forberedt dig, giv meddelelserne og tag eventuelt beslutninger. Hold op med at holde gætværksmøder, hvor du laver hypoteser over, hvad der mon kan komme til at ske. Det kan I henlægge til omklædningsrummet, når I nu begynder at bruge formiddagene på at dyrke sport.

 

Kom ned på jorden, og tillad det uperferkte

Hold op med at bidrage til alt det ordgejl, der udhuler sproget. Du er ikke account manager, men kørende sælger. Du er heller ikke flor manager, du er afrydder. Og du er heller ikke class room manager, men lærer. Din organisation eller virksomhed vil kalde på oppustede selvfremstillinger, men det afholder du dig fra.

 

 

Lad være med at efterligne andre

Bare fordi de andre har en åndssvag compliance, en floskelbetændt kernefortælling eller mappe med stresspolitik, så betyder det ikke, at I skal have en. Det kan I sagtens undvære. Brug din dømmekraft i stedet for.

 

Lad være med at måle i matematisk tid

Der er ingen grund til at aflønne opgaver i tid. Det hører industrisamfundet til. Afløn efter den kvalitet, der bliver leveret. Så hold også op med at lyve om hvor lang tid noget tager. Du gør det bare hurtigt, hvis du kan.

 

Søsæt dine dannelsesprojekter 

Hvis din chef ikke vil lade dig gå hjem, så går du i gang med at søsætte dine dannelsesprojekter i al din overskydende tid. Det er meningsfuldt. Sæt dig ind i Beethoven, den store litteratur eller hvordan en dieselmotor virker.

 

Kast dig ud i arbejde

Din overskydende tid skal du ikke bruge på flere tv-serier på sofaen. Dit væsen er at stofskifte med verden, så giv dig til at bearbejde noget. Det kan du genkende dig i, i modsætning til de powerpointpræsentationer, du har set nogle henne på dit arbejde lire af.

 

Vær civil ulydig

Du kan ikke regne med at dit samfund eller din organisation er fornuftig. Dens rationalitet er blevet irrationel, og derfor finder du dine genveje. I stedet for at koble dig op på netværksprinteren, som aldrig virker, så køber du din egen blækprinter. Hvis du for eksempel er læge og skal udfylde en masse formularer for at komme til at tale med en patient, så skriver du ‘bøh’ i alle de rubrikker, du ikke lige ved, hvad der skal stå i, så du kan komme videre til det, der er dit arbejde.

 

Vær en modig leder

Meget pseudoarbejde opstår af dårlig ledelse. Som leder skal du bede medarbejderne gå hjem, når de er færdige, så de ikke opfinder opgaver, der belaster andres tid. Som leder skal du ikke opfinde arbejde der ikke er der, du skal tage flere beslutninger selv og stå til ansvar for dem i stedet for at tørre det af på medarbejderne igennem forloren og tidskrævende inklusion og konsensus. Du skal belønne medarbejdere der siger nej til nye ligegyldige påhit fra deres stabsfunktioner og du skal bedømme medarbejderne på reel værdi fremfor at måle på processer, indikatorer og tid.  

 

 

Lad være med at skyde noget ind foran dit moralske ansvar

Enhver besluttet procedure kan være en undskyldning for ikke at tage ansvar. Hvis du har en stresset medarbejder, så skal du ikke gennemgå en masse trin fra stresspolitiken i mappen for at redde dig selv, du skal tage en snak med din medarbejder for at høre, hvad I kan gøre. Du har et moralsk ansvar, og det står du ved, og så dropper i afkrydsningerne.

 

Hold den mulighed åben, at du kan være fremmedgjort

Du kan ikke regne med, at fordi folk taler godt om dit arbejde og fordi de betaler dig for det, så er det reelt arbejde. Dit samfund vil betale for de største luftkanoner og de bøger, der sælger bedst er ledelsesbiografier og andre tomme kalorier. Du kan gå ud fra, at du lever i en spejlsal, hvor alt refererer til hinanden, og det må du ud af. Ikke ved at flytte ud i en skov, men ved at bruge din sunde fornuft, din dømmekraft og gå hjem. Ved at lave reelt arbejde får du afsindet på afstand og genvinder verden.

 

Også mig

Når du møder pseudoarbejde, så send det ud med #pseudoarbejde. På den måde bidrager du til, at vi kan tale om pseudoarbejdet, så vi kan få tiden og meningen tilbage.