”Der er et større og større misforhold mellem det liv, vi lever og det liv, vi drømmer om”

Vi lever i en overoppustet tidsalder, hvor alt bliver reduceret til psykologiske følelser. Alt imens vi kommunikerer i giga-mængder til ingen verdens nytte. Filosof Anders Fogh Jensen tegner et mentalt kort over vores tid.

Af Nathalie Ostrynski, berlingske Tidende 10.juli 2018

Her er Anders Fogh Jensen.
Her er endnu et moderne menneske med galopperende kommunikationuenza.
Her er en mand, der ligesom så mange andre ikke tør tage skridtet fuldt ud og annullere Facebook, mails, smser og alt det andet der tynger os ned i det klistrede, forbandede informationshav, vi alle duver passivt rundt i, fordi vi ellers ikke ved, hvad vi skal gøre af os selv.
Han klapper på inderlommen af den blazerjakke, der udgør en del af hans faste uniformering. Derinde ligger det spinkelt forsøg på at adskille tingene. To forskellige mobiltelefoner, der markerer henholdsvis privat- og arbejdslivet.
Filosoffen griner selv af det, fordi det i sin essens er totalt lattervækkende, hvor paradokst et forhold vi alle har til made in china-skærmen.
”Mange af os har alt for mange forbindelser. I stedet for at bruge mere tid på færre relationer, maksimerer vi hele tiden. Vi virker plagede af det. Det der konstante krav om opmærksomhed har vi endnu ikke set de fulde konsekvenser af. I min barndom tog mange solarium. Det fandt man ud af, var en rigtig dårlig ide. Måske vil man på samme vis en dag se tilbage på 00erne og konstatere, at vi dengang kommunikerede alt for meget,” siger han.
Filosoffen, forfatteren og samfundsdebattøren er blevet bedt om skrive en åndelig fristil over danskerne. Han er blevet sat stævne i en time med hænderne placeret om en kop kaffe for at tegne det mentale landkort op over vores tid: Hvor gør det ondt i vores eksistens? Hvilke benspænd har vi sat op i stormløbet mod det gode liv?
Den første linje han trækker, er en af tidens helt store menneskelige ønsker. Begæret efter at stemple helt ud.
Engang sejlede folk til Amerika med drømmen om at blive rigere. Tidligere generationer stræbte efter et større hus, et fast job og et hyggeligt familieliv. I dag er det livsdefinerende ønske blevet et helt andet. Vi stævner ud for at finde…ja, en mere simpel livmodel.
Alle taler om at hoppe ud af det liv, de har og erstatte det med et andet, der ikke sådan lige kan googles.
”Det er legitimt at tale om det, men de færreste gør det, fordi man på kort sigt er bange for at skyde sig selv i foden. Det er ikke alle, der kan cutte forbindelsen og flytte til Sveriges ødemark. Det er ok at sige: Jeg kan ikke det der, fordi jeg ikke har tid nok. Men du kan ikke sige: Jeg synes, du er et rigtig fint menneske, men jeg kan ikke være i kontakt med dig, fordi jeg har ikke plads til flere relationer. Det har jeg faktisk selv sagt til nogle mennesker, og reaktionen er, at folk bliver meget fornærmede.”
Efter sommerferien skal Anders Fogh Jensen være forstander på Vestjyllands højskole. Et job, der giver hans 45-årige jeg en fysisk mulighed for at stemple ud af københavnerlivet som selvstændig. Det hamskifte i tilværelsen er også hans forsøg på at gøre noget.
”Vi drømmer rigtig meget om et liv, som vi ikke har. Vi sidder med længsel og ser Bonderøven. Der bliver et større og større misforhold mellem det liv, vi lever og det liv, vi drømmer om. De fleste af os har en ide om, at vi er en anden. Og den der anden person kan vi blive en dag. Men hvorfor ikke stå ved det liv, vi har?”
Så hopper vi af Facebook i en måned. Så sletter vi Messenger-appen. Så lægger vi mobiltelefonen ind i skabet fra kl 17 til 20, fordi familietid ikke skal være onlinetid. Så skal vi se hinanden i øjnene et kvarter inden sengetid.
Det er konstant de halve løsninger, vi forsøger os med.
”Vores fortravlede liv bliver opretholdt med sådan en pseudodiskurs om, at vi godt kan stå af og holde pause, men vi gør det ikke rigtigt. Det moderne menneskes drøm er at stå af. Vores levealder er ikke blevet hævet væsentligt og så prøver vi hektisk at leve to liv i ét, fordi vi ikke har løst det problem, at vi er dødelige. Så skal vi have to koner, to kuld børn og to jobs. Vi løber efter det hele, men vi snubler, fordi vi forsøger at nå mere.”
Da man i sin tid fik vaskemaskinen bragt ind i de små hjem, betød det, at husmødrene ikke behøvede at slide fingrene op en hel dag ved vaskebrættet en gang om måneden. Nu kunne de vaske tøjet på en time. Den ønskede virkning udeblev. Vi vasker ikke mindre i dag. I stedet propper vi tøj ind i maskinen hver eneste dag.
Det samme er i filosoffens optik sket på kommunikationsområdet. Det er meget lettere at sende en email end et brev, men hvad er der sket? Vi sender tonsvis af emails og det sluger al vores tid.
”Vi er lidt nogle fjolser. Hver eneste gang teknologien letter vores liv, ender det med et slags evigt akkordarbejde, hvor man blot øger hurtigheden og mængden af det, man gør. Filosoffen Martin Heidegger har sagt det før: Det er ikke os, der kører med teknologien. Det er teknologien, der kører med os. Vi kunne blive herrer over den, men vi forvalter den på en måde, så det nærmest er os, der betjener den. Det passer kapitalismen godt.”
Når man spørger Anders Fogh Jensen om, hvorfor der er brug for filosofien i dag, affærdiger han først spørgsmålet. Det røber ifølge ham den store krise, vi er ude i, hvor alting skal have en nytteværdi. Alt skal kunne gøre gavn eller give en form for afkast. Det kan filosofi jo ikke sådan lige.
Dernæst lader han hænderne køre rastløst henover bordpladen. Han læner sig frem i stolen og konstaterer, at verden i dag ikke åbner sig af sig selv:
”Det kan vi bruge filosofien til. Man kan godt følge med i nyhedsstrømmen og hvilke politikere, der gør hvad, men de store linjer i vores liv og samfund kan filosofien tegne: Hvor er kapitalismen på vej hen? Hvordan har vores omgang med risici ændret sig? Hvordan er forholdet mellem kønnene? Filosofien er så gammel, at den ikke bliver synderligt imponeret af, når der sker noget nyt i samfundet. Vi har brug for at se de større linjer. Tanken om, at vi har stået før her som mennesker, giver en ro.”
Der er noget, der i særlig grad irriterer Anders Fogh Jensen ved vores tid. Den mørke plet på det mentale kort er vores ekstreme behov for at oversætte alting til følelser. Et menneske anno 2018 er defineret igennem følelser. Det skal altid kunne parere med et begavet svar på, hvad det går rundt og føler lige nu.
”Vi lever i en ekstrem psykologisk tidsalder. Det fænomen er jeg skeptisk overfor. Hele selvhjælpsbølgen handler om, at du skal lære at kunne holde ud at være her. Men man burde ændre noget i den måde, samfundet er styret på. Der er en hel horde af organisationspsykologer, der så skal hjælpe folk med at lappe sig sammen igen, så de kan holde ud at være til stede. Spørgsmålet er om vi kan holde til at være i en konstant forandring.”
Det skal handle om dig, før det kan sælge. Den sætning har filosoffen lært værdien af. Før man kan sælge et litteraturkursus, en bog eller et teaterstykke, skal der være en flig, hvor man kan sige: Det her handler i øvrigt også om dit liv.
”Der er lagt et benhårdt identifikationskrav ned over det hele. Hvor dannelsen førhen havde en normativ kraft, handler den i dag om én selv. Du kan jo aldrig komme ind i Go Morgen Danmark, hvis din historie ikke har en psykologisk vinkel. Der er nogle problemer, som vi ikke kan løse psykologisk, men som vi konstant forsøger at lappe på psykologisk.”
Følelsernes sprog dækker over det egentlige problem. At vi er blevet en ensom flok.
”Vi har smadret nogle sociale bånd for at føle os frie. Jeg tror ikke, at vi har fundet en god måde at leve med det på over et helt liv. Konsekvensen af det er blandt andet, at der ikke bliver store fælles modstandsbevægelser. Når de endelig opstår, agerer de mere som sporadiske bisværme, der slår ned. Det er ikke ligesom fagbevægelsen, der gennem tiden har kunne lægge et stabilt pres på arbejdsgiverne. Der er ingen moderne modbevægelser, der har en fælles strejkekasse og hvor man sammen står på linje uden at give sig. I stedet står vi hver for sig. På større skala er der ved en ske en nedsmeltning af den historiske bevidsthed og dannelsen.”
Tidligere på året udgav Anders Fogh Jensen sammen med antropologen Dennis Nørmark bogen ”Pseudoarbejde”, hvor de beskriver, hvordan en større gruppe private og offentligt ansatte oplever, at deres arbejde er fuldstændigt meningsløst. Det, der går igen i de ansattes egne beskrivelser er, hvor stor en individuel skyld de pålægger sig selv.
”Den eftertanke jeg selv står tilbage med er, at de her historier mest af alt er enormt triste. Det er et enormt spild af liv, der bliver skabt på danske arbejdspladser. Spinoza taler om, at mennesket begærer sin egen undertrykkelse. Det er måske sådan, det er: At vi alligevel inderst inde har det trygt med at være lænkede og travle.”
Forestil dig, at du er til en reception. Imens du balancerer både mad og champagneglas, nikker du med et høfligt smil på læben til alle dem, du glider forbi og falder i beleven smalltalk med udvalgte personer, fordi de vil være gode at kende.
Selvom dit indre måske er malet over med en mørk farve. Selvom du egentlig ikke orker.
Det er den løgnagtighed, der er en af de mest destruktive kræfter i vores tid, lyder det fra Anders Fogh Jensen.
”Hvis du skal være en succes i dag, kræver det, at du er konstant udadvendt, iderig og kommunikerende. Du må heller ikke kræve sikkerhed. Jo mere man ikke kan holde projektsamfundet ud, desto mere bliver man nødt til at fake, at man holder af det. Man må ikke sige, at man ikke gider. Det vil blive opfattet som arrogant. Derfor nikker man falskt ja til alt.”
En del af løgnen er, at vi med tomme fyldord skal genopfinde alt, så det klinger af noget helt nyt. Innovation er blevet et ord bøjet så meget i neon, at det kaster et alt for hårdt, hvidt lys ud over os alle.
Når han ser det mentale landkort ovenfra, er der blevet tegnet en verden op med galopperende kommunikationuenza, som man ikke kan regne med længere. Kan folk rent faktisk det, de fortæller på Facebook, at de kan? Fortæller jobannoncerne sandheden om, hvad stillingen dækker over? Er din nabos liv så smukt, som det tager sig ud på Instagram?
Filosoffen er bekymret for, hvad der sker med mennesket i den overoppustede tidsalder. Det, der i hans barndom hed pral, er nu blevet en selvstændig kompetence. Og det er også lige til at grine af.
”Vi har fået en megaloman sindstilstand, hvor alle puster sig selv op til noget langt større end de reelt er. Det gælder både individer og institutioner. Det er bagsiden af 68ernes frisættelse og frigørelse vi ser nu. Hvor man er så meget selv, at man simpelthen er gået over gevind i fortællingen om én selv.”