Fængsel, kirke, fodboldbane

Fængslet, kirken, fodboldbanen

– eller hvordan samfundet blev til et projektsamfund

Af Anders Fogh Jensen

Artikel til udstillingen Leisure, Discipline and Punishment, Contour, Mechelen 2013

Kurateret af Jacob Fabricious

In Dutch: Gevangenis, kerk, voetbalveld – of hoe de maatschappij een projectmaatschappij is geworden

In English: Prison, Church Football pitch – or how society became a project society

 

Disciplinsamfundet

Det er blevet hævdet, at fængslet var skabelonen for den moderne verdens arkitektur. Til at forklare dette er panoptikonfængslet blevet brugt som model for hvordan en samfundsorganisering baseret på kontrol, overvågning og koordinering formede sig til et mere effektivt samfund[1]. Et fængsel, der før overvågningskameraernes tid qua sin arkitektur gjorde det muligt at se igennem alle celler. Hvis alle celler var organiserede rundt om et kontroltårn, så lyset faldt igennem cellen og ind i tårnet, så ville man fra tårnet kunne registrere enhver bevægelse. Og ikke nok med det, hvis man ydermere ikke fra cellerne kunne se, om der var nogen i tårnet, så ville man være nødt til hele tiden at opføre sig, som om man blev overvåget. Denne arkitektur gjorde for fængslet, hvad idéen om Guds blik havde gjort igennem samvittigheden: Den intensiverede magtudøvelsen igennem en besparelse af magtudøvelsen. Panoptikon var ligesom samvittigheden en magtøkonomi.

Det var imidlertid ikke blot som overvågning, at fængslet blev en skabelon for de øvrige institutioner i perioden 1650-1800. Det var især også på grund af dens organisering af rummet. Selve det at opdele rummet i celler og at fiksere sin genstand var netop det, der skulle blive model for de øvrige institutioner: hospitalet, børnehjemmet, kasernen, hjemmet og ikke mindst fabrikken: idéen om at alt lå på sin plads, blev opdelt og inddelt, og at bevægelsen mellem delene derefter kunne kontrolleres, blev diagrammet for den industrielle fabrik. Der var på den ene side tale om en opdeling af rummet og på den anden side en forudbestemmelse af bevægelsen, der fik sit ypperligste udtryk i den militære eksercits – og langt senere i danseskolernes afdansningsbal.

Imidlertid var det ikke i fængslet selv, at man havde fundet på den strenge rumlige adskillelse. I forbindelse med pestbekæmpelsen i byerne i det 17. århundrede havde det vist sig effektivt at inddele rum. Epidemier er et fremragende studiemateriale for den, der vil læse organiseringer, fordi epidemierne stiller et klart krav til befolkningerne: organiser jer, eller I dør. Så længe en by ikke havde pest, havde man kunnet lade de tilrejsende blive i en lejr udenfor byen i fyrretyve dage; heraf karantæne af det italienske quarantina, fyrretyve – som man indførte, fordi man mente, at de pestramte ville dø inden fyrre dage. Herefter kunne man lade dem komme ind i byen uden at de bragte pest med sig. Hvis imidlertid byen allerede er ramt af pest, hvad gør man så? Her var det, man fik den idé at bygge karantænen ind i byen ved at fiksere alle borgere i deres huse og lave nøjagtige regler for al bevægelse og rensning i fyrre dage. Hermed kunne man igennem forhindring af bevægelse overleve pesten.

Det var denne parcellering af rummet, som fængslet kunne tage op og modellere til en skabelon, som i perioden 1650-1800 distribueredes ud i det øvrige samfund og formaterede deres institutioner. Når Michel Foucault i Surveiller et punir kunne spørge, om ikke hele samfundet var blevet carcéral, fængselsagtigt, så mente han dermed ikke, at hele samfundet var blevet et fængsel, men at denne kvadrerede arkitektur, de disciplinerende kodeks og den disciplinerede adfærd var blevet spredt til hele samfundet, således, at alle institutioner lignede og stadig til dels ligner fængsler. Når køkkenet i dag har sine funktionszoner – vaskezone, madlavningszone, spisezone – sine adskilte skærebrædder og sin mad udparcelleret på tallerkner, så er det en opdeling af rummet på linje med fængslet.

 

Så langt så godt hvad angår formateringen af rum. Organiseringen af adfærden havde imidlertid også en anden side, nemlig en koordinering af bevægelser. Koordineringen af forudbestemte bevægelser fungerede bedst og mest magtøkonomisk, hvis individerne gjorde tingene af sig selv. Med andre ord, man disciplinerede individerne igennem gentagelse til automatisk at gøre det samme igen og igen. Om man lærte at skrive, lærte at lade et gevær, lærte at spille eller lave mad, så var gentagelsens inkorporering den måde, hvorpå den beregnede bevægelse blev til automatik.

Disciplineringen har imidlertid en meget ældre historie, der fører os tilbage til kirken og klosteret i det 4. århundrede e.kr. Her genoptog man det stoiske princip om, at en afhængighed af verdens glæder og ulykker blot ville føre et mere ulykkeligt liv med sig, idet man kom til at leve efter de ydre hændelsers tilfældige gøren og laden. Man kom med andre ord til at leve i håb og frygt. Den stoiske mur mellem et ydre og et indre liv fik da kristen form som en gøren sig indre uafhængig af det ydre igennem askese. Askesen var den selvdisciplineringsøvelse, hvorigennem sult, tørst, behovet for selskab, sex, søvn og andre behov skulle gøres overflødige for hvordan man havde det, så man kunne koncentrere sig om Gud. Som sådan var kirken udviklende for disciplineringen og for jævnlige prøver i form af selvransagelse, der skulle sikre den rette tilstand i det indre, ligesom bodsgang kunne sørge for en renselse. For gejstlige oftere end for verdslige, men disciplinering for alle.

 

Hvad betyder disciplinering egentlig her? Ja, det betyder at handle i overensstemmelse med et regelsæt fremfor at følge sin lyst eller sin pludselige indskydelse. Hvis regelsættet er begrundet, så betyder disciplinering at følge en plan med en hensigt. Denne hensigt kan være frelse. Eller, hvis regelsættet er begrundet i fornuften, betyder det at følge en fornuften. Det var bl.a. baggrunden for den tyske filosof, Immanuel Kants moralfilosofi, at handlinger ikke skulle være grundet i lyst eller tilfældighed, men i fornuften – og da fornuften er almen, vil det at handle fornuftigt sige at handle alment. På samme måde har en produktionsplan taget højde for helheden; arbejdsdelingen er koordineret på en rationel måde, således at når hver laver sin bevægelse, gør sine ting til sin tid, så passer det hele sammen i en helhed.

Når et fodboldhold spiller disciplineret, så handler hver enkelt ikke efter sine tilskyndelser og indfald eller efter sin lyst, men i forhold til den overordnede plan. Som forsvarsspiller har jeg hele tiden lyst til at løbe op til de andres mål, fordi det er sjovere at være der, fordi det er der det spektakulære sker, man har chancer, man kan skabe, man kan score mål. Men det gør jeg ikke, fordi så svigter jeg en overordnet plan, taktikken. Vi har aftalt, at fordi jeg ikke er så god med bolden, men at man til gengæld slår sig på mig, skal jeg spille nede bagved. At være disciplineret er at følge en overordnet plan. I den overordnede plan er der opgaver: der er noget hver enkelt må gøre, så helheden kan fungere. Som i fabrikken.

Imidlertid har fodboldspillet ikke altid være disciplineret. Fodbold betyder: et spil, der spilles fra fod; modsat f.eks. polo, der spilles til hest. Tilbage fra det 13. århundrede drejede fodbold sig om med alle midler at få en kugle ind i gennem nabobyens byport. Med industrialiseringen blev det nødvendigt at lave afgrænsede baner i byerne. Det blev de engelske kostskoler, der udformede de første regelsæt. Etons regelsæt blev til fodbold, mens Rugbys regelsæt blev til … ja, rugby. Det var i 1840erne.

I begyndelsen spillede man fodbold som miniputter spiller: alle kan være over hele banen og de fleste løber der hen hvor bolden er. Når bolden ryger et andet sted hen, løber de fleste derhen. For at forbedre spillet på de afgrænsede baner, begyndte man at udvikle en plan. I begyndelsen så simpelt som at klumpe mange mennesker foran mål. Senere udviklede man mere avancerede planer – kaldet taktikker – der udfoldede sig igennem en fragmentering af rummet: Forsvar, midtbane, angreb, højre, venstre, midt. Hermed opstod fodboldsystemerne, der har deres egen historie. Men lad os i første omgang konstatere, at med planen, taktikken, kom opgaven, pligten, disciplinen: Du skal gøre det, og du skal gøre det, så kan vi gøre det. Disciplinen er en mekanisk helhed, der beror på mekaniske suboperationer, som f.eks. fabrikkens automatiserede bevægelser.

De første systemer var ret offensive i forhold til dem, vi kender i dag. Med ti markspillere, spillede man 2-3-5, altså to forsvarere og fem angribere (’pyramiden’). Senere, fra 1930-50 spillede man 2-3-3-2 (W-M-systemet) og senere med mere defensive udgangspunkter som 3-4-3 og 3-5-2.

 

 

Henimod et postdisciplnært samfund: projektsamfundet tager form

På mange forskellige områder blev disciplinen udfordret på nogenlunde samme tid – i perioden fra 1960-80. Disciplinen er rigtig god til at planlægge, men den er ufølsom overfor sin genstand. Alle soldater behandles ens uanset højde og drøjde. Alle elever skal gøres til den samme student. Alle fanger behandles efter samme regler. Disciplinen blev udfordret på følsomhed: det blev nu den kundefølsomme virksomhed, det patienttilpassende sygehus, den elevtilpassende skole, der blev fabrikken, det traditionelle hospital og den sorte skole overlegen.

I tilpasningsdygtigheden ligger også det at kunne udnytte tilfældigheden. Disciplinen er god til at give garantier, fordi den planlægger fremad. Men det forhindrer den i at kunne udnytte tilfældigheden. I stedet forsøger disciplinen at eliminere tilfældigheden – at den ene soldat er højere end den anden, at den ene klient forstår mere end den anden, ved at indsætte programmer for udfoldelsen, som danseskolen lavede koder for dansen. Men hvis man planlægger mere kortsigtet kan man bedre udnytte tilfældigheder; det prøver man på – og bliver nødt til – i projekter, hvor fremtiden er usikker.

Endelig blev disciplinen udfordret på fleksibilitet og omstillingshastighed. Fabrikken kan lave de samme ting igen og igen på en billig måde, men fabrikkens produktionsapparat er langsomt omstilbart. Fastansættelsen sikrer rutinen og erfaringen, men det er lettere at skifte ud, hvis man skal omstille sig hurtigt, end at omskole medarbejderstaben. Og det er her, projektet kommer ind.

Det, som kommer ud af udfordringerne til den disciplinære organisering, er ikke det, man troede, da man udfordrede den. Da man udforede familierne med kollektive boformer og polygami, fik man ikke kollektiver og polygami, men singleliv, hvor polygamien blev indløst som midlertidige projektorganiseringer, hvor man kan have flere ’projekter’ på samme tid. Singlelivet er noget af det mest projektorienterede i dag, fordi det på emblematisk vis opererer med udskiftelighed og midlertidig organisering.

Da man ville lægge de organisatoriske pyramider ned, fik man ikke flade organisationer, men projektorganisationer. Da man udfordrede den sorte pædagogik fik man kun midlertidigt en demokratisk pædagogik, hvor barnet havde lige rettigheder med de forældre som det nu kaldte ved deres fornavne; det landede i stedet som en udfoldelsespædagogik, der består i at facilitere en udfoldning af barnets ønsker fremfor at afrette dem. Og på samme måde gik det med ledelsen af medarbejderen.

Det, jeg hævder er altså, at ud af det disciplinære system i sidste tredjedel af det 20. århundrede er blevet født et projektært organiseringssystem. Det disciplinære system er ikke forsvundet, det eksisterer stadig side om side med det projektære system. Det projektære system baserer sig på modulation frem for form og på initiativ fremfor pligtopfyldelse, på netværk fremfor stabile relationer, på sandsynligheder fremfor sikkerhed, på springbræt fremfor fundament.

Det er vigtigt at bemærke, at den disciplinære organisering ikke er forsvundet, og at den stadig findes i høj grad, men at den er blevet overlejret af en projektær organisering, der hele tiden spiller op imod, viser hen til og overskrider disciplinen. Når jeg taler om et projektsamfund, mener jeg, at en projektorganisering, et projektsystem, som jeg skal forklare i det følgende, blander sig i den disciplinære organisering og overgår den, således at der bliver en projektær måde at leve og organisere sig på. Og det kræver anderledes kompetencer, ikke mindst is i maven, villighed til at frasige sig garantier og en udadvendt, begejstret attitude.

 

 

Projektsamfundet

I netværket er disciplinens organiseringer af relationer omdannet. I den disciplinære organisering havde man relationer mellem det, der hørte sammen. Til kollegaen, man stod ved siden af, til naboen man boede ved siden af, til niecen og nevøen, der var søsterens børn. I den projektære organisering er relationerne erstattet af forbindelser (connections). Her sætter man sig i forbindelse med det, man ikke hører sammen med. Her laver man projekter, der overskrider disciplinen, f.eks. tværfaglige projekter eller tværinstitutionelle projekter. Og da projekterne er midlertidige er der ikke tale om den samme type af relationer. Forbindelserne skal netop opløses igen, vende tilbage til netværket og kunne udnyttes til at få andre projekter, når projektet er udløbet. Derfor gælder det om at holde forbindelserne i en tilpas afstand, så fjernt at de ikke forpligter og så tæt, at de stadig kan udnyttes.

Projektets midlertidige karakter, der skyldes, at projektet ikke skal gentages, og at det ophører på et tidspunkt gør, at man betragter deltagelsen i projektet, ikke som et fundament, men som et springbræt til noget nyt. Negativt formuleret betyder det, at man står på en isflage, som man ved smelter, og man må finde sig en ny før den smelter.

Og selv, hvis man har et fast arbejde, tilvejebringer den forestilling, at man brænder fast som mælk der ikke omrøres, at man betragter fast arbejde som et middel til at komme videre. Organisationen vil være fleksibel. Men den kan ikke være så fleksibel, hvis den har fastansættelser med opsigelsesvarsel. I projektet er man derimod opsagt inden projektet begynder, og ingen bliver derfor fyret. Men individerne vil også være fleksible til at bevæge sig videre, fordi ophøret af passage nu betyder, at man står i stampe.

 

Dette, at man er henvist til modulation, omformning, fremfor at følge en forudbestemt form fører til nye former for stress, der mere handler om, at man ikke ved, hvad der skal ske, at man ikke ved hvad man skal gøre, hvornår noget er godt nok, eller hvornår man er færdig, fordi der ikke er klare forudgående kriterier. Og de midlertidige strukturer fører selvsagt til et fokus på passagen, der også er stressende. Hvis vi vil forstå stress i dag, må vi holde op med at forstå stress alene fra disciplinens synsvinkel, som for mange opgaver, vi må i stedet forstå stress ud fra ubestemthed, ud fra at det der er nu ikke skal vare ved, og at man ikke ved, hvordan man skal gøre for at det er godt nok eller for at være sikker på at komme videre til det næste projekt.

 

Kampen om fleksibiliteten bliver tydelig i aftalestrukturen. Ligesom man fra organisationelt hold siger, at man ikke kan love noget i fremtiden, fordi man ikke ved, hvordan man skal omstille sig, så begynder individerne også at udtrykke denne håndtering af ubestemtheden med hensyn til aftaler i forhold til hinanden. Man kan undre sig over, hvorfor aftaler i dag ikke er gældende, men må bekræftes, ligesom man må konfirmere sin flybillet i lufthavnen ved check in. Set i lyset af projektsamfundet er det ikke så underligt. Man vil nemlig ikke indgå en sikker aftale to uger, eller bare en uge før, fordi man vil holde sig fleksibel for at kunne indgå bedre aftaler. Hvis jeg vil se en fodboldkamp med en ven, kan jeg ikke få en sikker aftale, men en sandsynlig aftale. Vi kommunikerer begge positive intentioner for at holde muligheden åben, men hvis jeg vil øge min sandsynlighed for at se kampen med nogen, må jeg endnu engang gøre som flyselskaberne, nemlig overbooke. Min ven må gøre det samme. Og på den måde øger vi gensidigt usikkerheden i systemet ved at håndtere ubestemtheden på individuel vis. Først i sidste øjeblik kan vi vide, om vi skal se fodbold sammen eller ikke.

Dette fænomen ses endnu tydeligere på dating sites, hvor alle kommunikerer monogami med mange. Netop fordi man må øge sandsynligheden, hvis daten går i vasken, kommunikerer alle med flere, og netop derved bliver det sværere at binde sig til en ad gangen; hvis jeg vidste at hun gjorde det samme, ville det måske være klogt at holde mig til hende, men al den stund at spillets regler er egenoptimering i et ubestemthedsunivers ville det være uklogt kun at spille på én hest. Og herved bliver det, der ved første øjekast ligner et udbud af gode muligheder til et multipelt konneksionsmarked, hvor mulighederne er blevet hypotetiske og hvor aftalerne er omdannet til sandsynligheder.

 

I projektsamfundet er det ikke længere det lydige individ, der er det succesfulde individ, men det initiativrige. Det, der kaster ud – pro-jette – imod fremtiden. Dette hænger blandt andet sammen med, at man efterhånden som det tyvende århundrede skrider frem i mindre grad kan basere sig på at ligne de foregående generationer, men må belave sig på selv at skulle hitte på noget nyt. Dette gælder også identiteten. Man kan ikke blot lade sig forme til en form (moule), men på være i konstant formning (modulation). Dette gælder også organisationen al den stund, den ikke kan belave sig på reproduktion af det samme, men må opfinde nye produkter. Organisationen presser da udviklingskravet nedad mod medarbejderne, således at organisationens udvikling kan fungere igennem medarbejdernes selvudvikling, dvs. ved at de realiserer sig selv igen og igen som selvtransformation i arbejdet. Passagen er ikke længere en undtagelse, men det man både er nødsaget til og også ønsker at være i. For når man i projektsamfundet orienterer sig i forhold til fremtiden, angår dette også identiteten. Man spørger sjældent sin borddame, hvad hun har gentaget med succes de seneste ti år, og i højere grad, hvad hun har gang i. Hvad hun er ved at blive til. Hvor hun nu er ved at passere hen og vil være i fremtiden for en tid. Identiteten er projektær og projekteret.

 

 

Det disciplinære og det projektære

Det disciplinære organiseringsprincip er som sagt ikke forsvundet, men det disciplinære og det projektære lever ikke bare side om side. Der er mindste tre måder, hvorpå de to interagerer – hvilket den enkelte i sin hverdag erfarer ved ikke blot at skulle leve op til og navigere i det projektære system, men skal opfylde begge systems krav.

Den første forbindelse består i, at man i det projektære system skal vise, at man kan overskride det disciplinære system. På uddannelserne skal man vise, at man kan være tværfaglig, i projektansøgningerne skal man vise, at man kan agere tværinstitutionelt og overskride de institutionelle grænser. Det, der driver singlen ud på date er, at hun kan overskride husmoderens bindinger.

Den anden forbindelse består i, at projektsystemet lover det disciplinære systems sikkerhed og gentagelse. Det, der også driver singlen ud på date, er håbet om at finde gentagelsen, kæresten, manden, konen. Det, der driver én ud i midlertidige ansættelser er også håbet om en dag at få en fastansættelse. At blive slynget ud af den perpetuelle passage.

Endelig består der et finurligt forhold, hvor projektsystemet fremstår som undtagelse fra disciplinen, alt imens den er blevet en regel. Da jeg var dreng vikarierede vikaren for den lærer, der var blevet syg, indtil sygdommen var overstået, og vi kunne vende tilbage fra undtagelse til gentagelse. I dag opstår mange vikariater uden at nogen vikarierer for nogen, for at man i stedet kan betjene sig af midlertidige strukturer uden om fagforeningernes regler for fastansættelser. Vikariatet er blevet en regelmæssig undtagelse, der bruger disciplinens sprog for undtagelsen. Det samme sker med en del krigsprojekter, der lover, at der efter krigen vil komme lov og orden, mens krigsprojekterne i virkeligheden blot fortsætter et andet sted.

 

 

Projektsamfundet – rum og aktivitet

Denne forvandling er ikke kapitalismens forvandling til mersalg – eller i hvert fald langt fra alene det. Det er noget mere grundlæggende end kapitalismen, som kapitalismen selvfølgelig forstår sig på at udnytte. Den kan sælge og købe forandringer, initiativ, netværk, springbræt og sandsynligheder. Nej, det er en forvandling i selve samfundets fundamentale organiseringsstruktur, som vi kan se foregå i perioden fra 1960-1980, men som har rødder længere bagud i kulturen.

På dansens område kunne man se en udvikling fra det 19. århundredes pardanse som vals, mazurka og polonæse igennem bl.a. charlston og jitterbug, der forberedte den samme udvikling. Her kom parterne – sådan groft sagt – længere og længere fra hinanden og stadigt mere tilbage på hælene. Med twisten skete der noget afgørende i den nævnte periode, nemlig at man slap hinandens hænder. Hermed blev koordinering overflødig og det banede i stedet vejen for den individuelle improvisation. De disciplinære anstalter – danseskolerne – ville have lidt et stort nederlag, hvis ikke 70’erne og 80’erne havde fostret dansefilm som Saturday Night Fever, Fame, Flashdance.

På fodboldbanen skete der nogenlunde samtidigt en forvandling hen imod mere fleksibilitet. Her var liberoen og den hollandske totalfodbold udfordringen til disciplinen på fleksibilitet. Liberoen var en holdfinte, der virkede ved at frigøre en mand. Når alle lydigt påtog sig deres disciplinære opgaver at forsvare deres rum og deres mand, kunne liberoen støde frem og stille det disciplinære spils infleksibilitet til skue. Den hollandske totalfodbold var drømmen om den ultimative fleksibilitet. Tanken er den, at alle spillere skal kunne spille alle pladser, så holdet kan omstille sig øjeblikkeligt. Hvis én, der er i forsvaret, bliver drevet op i angrebet, kan den, der er i angrebet, gå ned på midtbanen og en fra midtbanen gå ned i forsvaret. Denne omstilling går meget hurtigere, end hvis alle har fikserede positioner. Problemet med den totale fleksibilitet var, at ingen fodboldspillere var intelligente nok til at overskue hele holdet på samme tid hele tiden, hvilket krævedes af alle spillere. Derfor er man i dag gået tilbage til en organiseringsform, der beror på statisk organisering kombineret med bevægelses- og fleksibiliseringskravet fra den mere dynamiske fodbold. Her kan man som forsvarsspiller ikke længere gøre sin pligt, man må også, som angriberen, tage initiativ.

Disciplinen udfordres altså på fleksibilitet, omstillingshastighed, udnyttelse af tilfældighed (en spiller kan rykke rundt) og følsomhed (tilpasse sig hvordan kampen og modstanderholdet forandrer sig). Undertiden kan man se den traditionelle disciplinære spillestil vende tilbage, nemlig hvis et hold på udebane får en spiller udvist, eller hvis et hold fører 1-0 til sidst i kampen. Her rykker man tilbage til den organiseringsform, hvor alle har opgaver, og hvor det vigtigste ikke er at tage initiativ, men alene er ikke at begå fejl. Her bliver lydigheden igen det vigtigste.

 

En ting er fodboldens rum. Men hvad sker der med de andre rum – f.eks. kirkens og fængslets rum, når disciplinen udfordres af fleksibilitet? Rumlig organisering var jo netop disciplinens grundlæggende organiseringsprincip. I projektsamfundet sker der det, at de andre rum overkodes af funktionalitet. Hvad skal vi forstå ved det?

Det, disciplinen gjorde i perioden fra 1650-1800 var at skabe det, vi i dag kalder institutioner. Den fik rum, tid og funktion til at falde sammen. Ved at lægge koordinatsystemet ud over rummet fik man det opdelte rum, f.eks. skolens forskellige fagrum som klasseværelset, sløjdlokalet, biologilokalet. Ved også at lægge koordinatsystemet ud over tiden, fik man skemaet, f.eks. fransktimen, sløjdtimen, biologitimen. Herved kunne man få rum, tid og funktion til at falde sammen: biologi i biologilokalet med biologilæreren i biologitimen. Herefter transport til et andet rum, fransk i klasselokalet med fransklæreren i fransktimen. Det samme for fabrikkens vedkommende; denne grundlæggende disciplinære organisering muliggjorde transportbåndet. Den disciplinære organisering er optaget af fiksering, og transporten – passagen mellem klasseværelser eller mellem fabriksfunktioner – er egentlig blot noget, der skal overstås. Og tilsvarende at komme frem og tilbage mellem institutionerne, der også var funktionsopdelte: omsorg i hjemmet, fritid på fritidsområderne eller ferieområderne, arbejde på arbejdspladsen, bank i banken, kaffedrikning på caféen, sygdomsbehandling på hospitalerne.

Projektet baserer sig ikke på en koordinering af rum, tid og funktion, men arbejder ud fra aktiviteten. Der, hvor aktiviteten er, åbner den rummet. Det disciplinære rum er udspændt før aktiviteten, som en scene hvorpå skuespillerne træder ind eller et dansegulv, hvorpå de dansende bevæger sig for at udføre deres aktivitet. Den projektære aktivitet åbner derimod et rum med sin aktivitet. Den åbner arbejdsrummet på caféen når computeren åbnes. Aktiviteten åbner dansegulvet i køkkenet til festen, når danseaktiviteten uplanlagt begynder der, og lukker det igen, når den hører op. Og dansegulvet kan senere åbnes et andet sted i lejligheden. Den projektære aktivitet åbner et sundhedsrum i ferierummet, når den bygger motionen ind i ferien, eller den åbner et sundhedsrum på arbejdspladsen, når vaccinerne, ergoterapeuterne eller arbejdsmiljøfolkene kommer forbi, eller når motionscyklerne finder plads på arbejdspladsen. Den åbner en arbejdsplads i hjemmet. Den åbner et møde til middagen. Den åbner et omsorgsrum igennem arbejdspladsens medarbejderudviklingssamtale.

Det er klart, at det set fra disciplinens synsvinkel må ligne noget rod. Det er netop ikke bare disciplineret. Men set fra projektets synsvinkel er det ikke rodet. Det har netop sin egen orden, der tager udgangspunkt i projektaktiviteterne. I stedet for at forstå samfundet igennem rummet, må vi forstå samfundet som plan, som flader igennem de gamle rum. Projektaktiviteterne planerer sig igennem de tredimensionelle funktionsrum, som disciplinen havde uddifferentieret. Sundhedsprojektet planerer sig igennem hospitalet, ferien og arbejdspladsen. Arbejdsprojektet planerer sig igennem arbejdspladsen, caféen og hjemmet. Omsorgen planerer sig igennem hjemmet, arbejdspladsen, ferien og fritidspladsen.

Her bliver fængslet og kirken ikke undtaget. Hvad fængslet angår, så er f.eks. uddannelsen, der tidligere var genopdragelse, der planerer sig der. Det samme gør narkohandlen, kriminaliteten og netværket. Men fængslet planerer sig også ud i hjemmet via fodlænken og til resten af samfundet igennem samfundstjenesten.

Hvad kirken angår ser vi i disse år kirkerummet bliver brugt til åbning af andre funktioner. Ungdomsarrangementer, foredrag, kulturelle møder er nogle af de funktioner, som kirken mere eller mindre frivilligt, mere eller mindre nødsaget, gør sig disponibel for. Kirken er på den måde rum for at helt forskellige projekter kan møde hinanden, kan skære hinanden som planer i rummet.

 

 

 

Bibliografi:

Anders Fogh Jensen: The Project Society, Aarhus: Unipress, 2012.
Anders Fogh Jensen: Projektsamfundet, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2009.

Anders Fogh Jensen: Projektmennesket, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2009.

Anders Fogh Jensen: Epi-demos, En lille bog om store epidemier, København: THP, 2011.

Michel Foucault: Surveiller et punir, Paris: Gallimard, 1975.

Luc Boltanski og Eve Chiapello: Le nouvel esprit du capitalisme, Paris: Gallimard, 1999.

 

Anders Fogh Jensen (f.1973) er filosof, Ph.D. fra Københavns Universitet på en afhandling om Projektsamfundet og Diplomé d’Études Approfondies i filosofi, fra Sorbonne, Paris I. Han er forfatter til bøgerne Metaforens magt (2001), Mellem ting, Foucaults filosofi (2005), Magtens kartografi, Foucault og Bourdieu, (2006), Hvordan skal jeg leve mit liv, Kierkegaard? (2013) og ovennævnte bøger samt en lang række artikler.   www.filosoffen.dk

 


[1] Det var den franske filosof, Michel Foucault, der i sit banebrydende værk om fængslets historie, Surveiller et punir, i 1975 præsenterede os for den model, at den moderne verdens institutioner var kalkerede over fængslet. Til at forklare denne idé, brugte Foucault Benthams idé om Panoptikonfængslet. Foucault prægede her forståelsen af det moderne samfund som ’disciplinært’. Jeg drager i nærværende artikel betydningen af disciplin ud til andre dele af samfundet, end Foucault tænkte sig, og prøver at vise, hvad det er for et samfund og hvad det er for en organiseringsform, der er kommet efter Foucaults analyser, og som vi sammen med den disciplinære organiseringsform lever i til dagligt. Dette postdisciplinære samfund kalder jeg Projektsamfundet.