Vestjylland eksploderer lige op i hovedet på københavnerne

Anders Fogh Jensen 

2018-11-11 Berlingske Tidende

 

Jeg bor i Vestjylland nu. Ikke i et parcelhus i en mindre provinsby, men rigtigt i Vestjylland. Sådan et sted, hvor jeg er nødt til at sige til folk, jeg møder, at jeg bor i Ringkøbing. Møder jeg nogen, der måske selv bor i Vestjylland, siger jeg, at jeg bor i Velling. En slags by i nærheden. Men i virkeligheden er der vel to kilometer ind til Velling.

Jeg kigger på en fjord, når ser ud af mit vindue. Jeg har en rigtig jysk landevej, hvor man bliver kørt ned, hvis man ikke har trafikvest på, for enden af min indkørsel.

Jeg er vel nærmest stolt af, at det ikke bare er ”snyde-landet”, som folk har troet, når jeg gennem 20 år har fortalt historier om traktorbakning og seriefodbold, selv om jeg bare kommer fra en almindelig provinsby med villaveje og byskilt.

Siden den første hulemand stævnede ud i sin stammebåd fra en strand på Østfyn og så Sjælland dukke op i disen, har Jylland været godt at have på CV’et, særligt når man skulle leje en lejlighed. Men nu er det også blevet rigtig moderne. Vesterbromoderne.

Hipsterne har forsøgt at ligne lagerarbejdere i et par år efterhånden, det er der ikke noget nyt i, men nu eksploderer Jylland også op i hovedet på almindelige københavnere. I Bo Bedre kunne man for nyligt læse om det Neonye Nordiske Køkken. Fisen er gået af det gamle nye køkken. I dag finder man kun begrebet på delikatessevarer i Super Brugsen. Tissemyrerne skal ikke længere frygte at blive serveret levende på en bund af aske med busk til. Nu spiser hippe mennesker burgerboller af hvedemel lige midt på Vesterbro. Eller skulle det være en kartoffelmad? De københavnske mælkekølere er blevet til landkort over Jylland. Thise, Gyrup, Thy, Them, Mammen, Sædager, Nørup og Ingstrup. Men man kan selvsagt ikke realisere sin provinslængsel og blive boende på Vesterbro. Du må nøjes med at klæde dig som en jyde, vinterbade, fermentere, samle svampe og gøre andre jydeagtige ting.

Tager vi en tur over kongeriget i droneperspektiv, hvad kigger vi så på? Hvor kommer kærligheden til hovedlandet fra? Mit korte svar er, at det repræsenterer noget statisk og forudsigeligt. Det er hyggekedeligt. Det er kontrasten til det liv, en akademiker i København, skal leve. Og jeg siger skal leve. For der er også en kommune og en planlov og drift i København. Men den moderne kultur accepterer ikke fraværet af ambitioner. Arbejder du i Københavns Kommune, skal det helst være med et eller andet kulturprojekt. Er du akademiker i forvaltningen, skal du helst være på vej væk. På jagt efter noget bedre. Ambitioner er ligesom spindelvæv, der sidder fast på dit tøj, når du har trukket din cykel ud af cykelskuret om morgenen. Det klæber til din jakke, og når du prøver at tage det af, sidder det fast til dine fingre.

Du har tilsyneladende mange flere muligheder, men ikke muligheden for ikke at udnytte mulighederne, hvis du vil være et respekteret individ. Hvis du ikke gør det, er det fordi du er doven eller uambitiøs. Det er dig, der er problemet. Fattigdom begrænser dig ikke, etnicitet begrænser dig ikke, dine forældre begrænser dig ikke. Hvorfor udnytter du så ikke dine muligheder? Hvorfor er du ulykkelig? Gør dog noget. Vores unge har ikke den frihed, deres forældre havde i 80’erne. De kan ikke ikke vælge.

Her er Jylland bare Jylland. Men derfor er Jylland blevet hipt i København. Jylland er kontrasten til mulighedsræset. Jylland er at begrænse sin egen adgang til muligheder og mennesker. Det er en god undskyldning for ikke at gå til koncert om tirsdagen. Her i Ringkøbing, hvor jeg nu næsten bor, kan man arbejde ved kommunen og være glad for det. Der er ikke et ambitionskrav. Der er ikke en forventning om, at du skal være mere end godt tilfreds.

Jeg kalder mig selv filosof. En kritisk type, som personaleforeninger og journalister hiver fat i, når de gerne vil have spiddet samtidsånden. Måske skulle jeg hoppe på min egen trampolin lidt. Provinslængselen har haft tag i mig i mange år, ideerne om kokasserne. Det er jo nok også idéerne om kokasserne, mere end de fysiske kokasser. Jeg har holdt i kø på Nørrebrogade og tænkt på det simple liv. Hvordan min søn skulle sidde på et hølæs og drikke gule sodavand, mens en gammel grå traktor trækker vognen hjem i sensommersolnedgangens gule skær. Hjem til høstfest med violinspillemænd, pyntet lade og nævekamp efterfulgt af kolde flaskeøl og klap på skulderen.

Faktisk er det småt med hestevogne her i Velling, selv om der er mange heste. Jeg har ikke startet et andelsmejeri. Men man kan slappe af her i Vestjylland. Folk skal mindre. Jeg skal selv mindre. Jeg kan sidde og falde i staver på en klapstol i min nabos have, uden at jeg er i vejen. Han har ikke dobbeltbooket. Han har ikke lavet andre halve aftaler. Mit selskab behøver ikke være så meget værd for at være godt nok. Jeg behøver ikke sige mange kloge ting. Det er lige meget om jeg er kendt eller hip. Min nabo skulle jo alligevel heller ikke noget.