Anden bestemmelse: Fri er det, der ikke gøres med et bestemt formål.
Hvad er da det ufri? Ja, det er det kaos. Men det kan også være det tilfældigt satte. Loven (nomos) kan være ufri, hvis den ikke følger kosmos.
Tredje bestemmelse: Fri er det, der virker i sin nødvendighed, dvs. efter sin natur.
Hos Platon bliver det til, at friheden består i at indse sin skæbnes muligheder og at ville dem. Når man vil, hvad man er bestemt til, er man fri.
Fjerde bestemmelse: Frihed er indsigt i, hvad man er bestemt til. Modsat at forsøge at gå imod det, som skæbnen vil.
Med stoikerne og særligt romerne sker der det, at noget i selvet begynder at blive et problem. Man kan ikke helt overlade livets automatpilot til selvets vilje, nej, man må få kontrol over selvet. Dette arbejde med kontrol over selvet lægger kimen til den kristne askese: At friheden ligger i at kunne begrænse sig. At afholde sig. Den menneskelige natur mister efterhånden sin godhed. Den bliver til kødet.
Femte bestemmelse: Frihed er kontrol over selvet.
Kristendom
Sjette bestemmelse: Frihed er Guds mening med mennesket eller om man vil: Et artskendetegn.
Til gengæld overbyder den stoikernes selvkontrol: Frihed er ikke blot kontrol over sig selv, det er at befri sig selv. Befri sig selv fra hvad? Fra pathos. Begæret og lysten er det ufri. Frihed er a-patheia. At lære mennesker askese er at frigøre dem.
Syvende bestemmelse: Frihed er frihed fra begær (a-patheia)
Niende bestemmelse: Frihed er ansvar (for godt og ondt i verden), fordi frihed er frihed til at gøre det gode eller det onde.
Den tiende bestemmelse er Augustins: Frihed er evnen til at synde.
Nyere tid
Mekanicismen er en nyere – maskinel – variant af den græske atomisme, når vi ser på friheden: Hvis alt i naturen har sine årsagssammenhænge (i nyere tid: causa efficiens), så følger det nogle love. Hvis mennesket er imidlertid skal være frit, må det have noget – ånd, vilje – der unddrager sig naturens maskineri.
Elvte bestemmelse: Frihed er det, der ikke er mekanisk.
Tolvte bestemmelse: Fri er den, der kan handle eller lade være, når alle betingelserne for at handle er til stede.
Trettende bestemmelse: Frihed er kraft.
Fjortende bestemmelse: Frihed er kraften til tankens frihed. Ufrihed er at opfatte verden som adskilte legemer i konkurrence.
Og netop heri ligger Spinozas determinisme, som han senere kommer til at dele med den tyske filosof, G.W.F. Hegel (1770-1831), nemlig at fornuft er indsigt i altings sammenhæng – de virkelige årsager modsat de tilsyneladende frie handlinger. Femtende bestemmelse: Man er fri for så vidt man vil det, der med nødvendighed skal ske (ånden, Gud, naturen, væren). Spinozas etik handler derfor ikke om at lære de moralsk rigtige handlinger at kende, men at få indsigt i væren. Eller med en sentens, som ofte tilskrives den franske forfatter Mme de Staëhl (1766-1817): At forstå alt er at tilgive alt.
Den franske oplysnings materialisme og mekanicisme forlænger sig herfra. Der opereres kun med handlefrihed, dvs. at frihed er når der ikke er noget der forhindrer én i at gøre det, man er determineret til; syttende bestemmelse.
Attende bestemmelse: Frihed er ikke at være bestemt af subjektive interesser.
Fornuft og frihed skal komme til at slynge sig endnu nogle gange om hinanden:
Liberal frihed
Den kritik, der fremføres, er ikke en kritik der retter sig direkte mod det moralsk forkastelige i at kontrollere og regulere individers liv. Den retter sig derimod mod effektiviteten af styringstiltagene: Det er magtmæssigt for dyrt at kontrollere og regulere befolkningen for at den skal blive mere sund og levende. Det levende bliver mere levende, dersom man lader det gro selv. Befolkningen avler færre rigdomme, dersom de reguleres til at avle rigdomme.
For det første den tese, at for at det liberale hjul kan køre rundt, må der være spil i navet. Dette spil er frihed; attende definition. Uden frihed låser hjulet og kan ikke dreje. Men det betyder, at der må etableres apparater til at kontrollere, om der faktisk er frihed og der må fremstilles interventionsmekanismer, der kan sikre, at der hele tiden er frihed i spil. Der må f.eks. sikres, at der er et marked og for at der kan være det, må der være købekraft. For at der kan være optimal vækst i systemet må der omfordeles, sådan at alle hele tiden deltager på markedet. Liberalisme er forsøget på at sikre, at frihed ikke er på spil, men i spil.
For det andet betyder individets frihed individets farlighed. Det kan anvende sin egen frihed til at afhænde den, og det ødelægger det spil, som den liberale arrangerings- og interventionspolitik skulle få til at fungere. Men hvad værre er, individet kan med sin frihedsudøvelse være til skade for sine omgivelser, herunder omgivelsernes frihed. Disciplineringen af individerne vokser frem samtidig med at de frisættes, dvs. i løbet af det 18. århundrede. Disciplinering er sikkerhedspolitisk forebyggelse og formatering af kroppe til stor-organisering. Uden disciplinering var det 19. århundredes urbane storindustri næppe mulig.
Enogtyvende bestemmelse: Frihed er energiudfoldelse.
Neoliberal frihed
Netop idéen om individets egenudfoldelse forlænges i det 20. århundredes neoliberalisme. Neoliberalismen er svaret på at liberalismen lykkedes: Individet er blevet frit. Spørgsmålet er da, hvorledes man skal styre denne frihedsudøvelse?
Liberalismen handler ikke direkte på individerne, den handler på deres interesse. Det betyder, at har individerne ingen interesser, er de sat uden for styring. Det gør socialpolitik til et vigtigt styringsinstrument i det liberale styresystem: At udstyre mennesker med noget at tabe og noget at vinde. De, der ikke har noget at tabe, udgør en risiko, fordi de falder ned i irrationalitet. Heraf også interessen for at opbygge tredjeverdenslande: De må formateres til styring.
Toogtyvende bestemmelse: Frihed er styringsformateret.
Netop rationalitet er sammen med interesse nøglefaktorer i den liberale styring. Hvis individer både har fornuft og interesser, så lader de sig nemlig styre gennem ydre reguleringer, dvs. ved at gøre noget mere interessant end andet. Det kræver rationalitet, fordi individerne må kunne se, hvad der er bedst for dem, og vælge det selv.
Neoliberalismen allierer sig med den psykologiske behaviorisme og den økonomiske spilteori: Individer er i virkeligheden selvmaksimerende virksomheder. Derfor kan de styres ved facilitering af den ønskelige adfærd. Som man kan styre musens vej gennem en labyrint ved at lægge ost nogle steder og stødhegn andre steder, kan man lade de frie individer løbe rundt mellem hinanden og gøre som de vil, samtidig med at de gør det ønskværdige, hvis blot man formaterer det sociale rum dertil.
Den mere klassisk liberale forskel mellem et socialt legeme, der skal styres med økonomisk interventionspolitik, kollapser i en neoliberal antropologi: Mennesket er simpelthen en virksomhed. I den klassiske liberalisme var homo oeconomicus det udvekslende og handlende menneske; i den neoliberale forestilling er homo oeconomicus det væsen der kalkulerer sin vinding i enhver situation. Den antropologi betyder paradoksalt nok, at mennesket ikke længere er frit til ikke at handle efter sine egne interesser.
Treogtyvende bestemmelse: Frihed er kalkulerende interesseoptimering.
Det betyder, at man må indrette styringen af menneskers adfærd som et marked – og at alle områder af livet lader sig forstå og regulere som et marked. Lovgivning er dermed ikke at forstå som et forbud, men som indsættelse af priser: ’Du må ikke’, betyder ’det koster…’. Menneskers adfærd er handler på kriminalitetsmarkedet. Hvis man vil have mennesker til at købe billet, når de skal køre i tog, må man sikre at bøden ganget med risikoen er større end billetprisen. Det samme med bedrageri, mord og voldtægt. Markedet skelner ikke.
Vil man have mænd til at gå på barsel, tvinger man ikke. Man gør det mere interessant at vælge den løsning. I den forstand at alle politiske partier i dag forsøger at handle på individernes handling ved at regulere det interessante, giver det ikke mening at nogle partier påstår ikke at være liberalistiske. Heller ikke selv om de ikke er det i deres egen selvforståelse. Snarere er der tale om forskellige former for liberalisme. Det moderne individ er frit, og den politik, der handler på denne frihed er liberal.
Det er klart, at de individer, der er ligeglade med deres interesser, udgør et styringsmæssigt problem. Narkomanen, der blot tænker på det næste fix, kan man ikke regne med opfører sig rationelt; det samme med den gale. Har pædagogikken en opgave i det neoliberale, da er det at gøre individer elastiske, dvs. påvirkelige overfor miljøændringer. Det hedder i pædagogikken forhandlingspædagogik. Den farlige er den, der er uden for pædagogisk rækkevidde.
