1. Frygtkulturen
Første påstand: I dag er et udtryk for klogskab at sige: ”Jeg er bekymret for…”, ”jeg er bange for at…”, ”jeg frygter at…”
Man er bange for alt: maden, sex, alkohol, tobak, oksekød, kyllinger, mikroovne, ozonlaget, is der smelter, indvandring, mikroovne, gensplejsning, fødsler, influenza … og her i blandt også: hvordan skal det gå børnene.
Frygten for hvordan det skal gå børnene adskiller sig ikke fra de øvrige former for frygt.
Det er frygten for, at de skal blive slået ihjel, jo, men det er også frygten for at de ikke bliver kompetente nok, at de er unormale – og kombineret med de førnævnte former for frygt: at de skal blive syge eller tage skade af tobak, oksekød, kyllinger, mikroovne osv.
Min anden påstand er, at sådan har det ikke altid været. For bare 40 år siden var det at blive voksen at vokse fra frygten. At holde op med at være mørkeræd, at turde forlade sin forældre, at turde rejse ud, at turde flytte hjemmefra, at turde stå frem i det offentlige, at turde at tage et lån for at købe en bolig. At blive voksen var at fralægge sig frygt.
Op til en EM-slutrunden i 2004 i Portugal skete der det, at landsholdspilleren Jesper Grønkjærs mor døde. Grønkjær var med til de sidste dage og til begravelsen og skulle vende tilbage til truppen. På det tidspunkt læste jeg på en spiseseddel på gaden, jeg husker ikke længere, om det var B.T. eller Ekstrabladet, at ”Grønkjær frygter mobning”.
Det, der søgtes fremstillet var et brud på god moral: at de andre holds spillere ville påvirke Grønkjær i negativ retning ved at drille ham. Så han bliver usikker. På samme måde som Materazzi i VM-finalen i 2006 gjorde Zidane så vred ved at tale nedsættende om hans mor og hans søster, at det fremprovokerede en udvisning.
Det, som interesserer mig her, er, at man kan fremstille en rimelighed i at Grønkjær frygter. At Grønkjær med andre ord ikke er en grønskolling, fordi han frygter. Det er her, jeg mener, at vi kan se en transformation i den vestlige kultur de seneste ca. 40 år.
Et andet eksempel: Jeg arbejdede i en virksomhed indtil for nyligt, hvor enhver formulering, der havde til hensigt at få andre til at gøre noget, som man gerne ville have, men som de måske ikke havde lyst til eller selv fandt mest hensigtsmæssig indledtes med: ”Jeg er bekymret for…”. Hvis I gør sådan og sådan, ”så er jeg bekymret for…”.
Det, man ikke kunne indvende, var: Nå, men så må du nok se at få ordineret nogle nervepiller. Eller bare: nå, men så må du nok se at tage dig sammen, hvis du er så bekymret.
At være bekymret, at frygte, er i vores kultur blevet at være fornuftig.
Og det jeg vil sige er ikke, at det ikke er rationelt eller at det er forkert: at indlandsisen kan smelte, at mikroovnen kan vise sig at være skadelig, at man kan rammes af sygdom, at man kan blive syg af fjerkræ.
Men: at det er selv rationaliteten, der er blevet ufornuftig, eller i det mindste barnagtig. For det kræver den mindste anstrengelse at frygte. Og at blive i frygten.
Og hvad skal man frygte ved frygten? De gamle stoiske filosoffer påstod, at hvis man frygter, så er der to ting, man ikke kan: man kan ikke tænke og man kan ikke elske. Med andre ord, at hvis man har travlt med at finde farer i verden og barrikadere sig, så kan man ikke omfavne verden og forstå den.
2. Børn og frygt
Hvis vores børn skal blive voksne og kunne lave en god kultur, må vi lære dem at sætte sig modstridende op imod den kultur, der hele tiden fortæller dem rationelt, at de skal frygte.
Hvordan gør man det? Ja, det gør man ikke nødvendigvis ved hele tiden at beskytte dem. For når man beskytter dem, så viser man dem, at der er noget at frygte; at verden er farlig.
Men her må vi lægge et udviklingsperspektiv ind. For det er klart, at det lille barn slet ikke ved, at det kan blive slået ihjel af et sammenstød med bilen, få fingrene klippet af i græsslåmaskinen eller brænde sig på kogepladen. Jeg taler ikke for, at man ikke skal beskytte sine børn. Men at der er forskel på hvor meget man skal beskytte en 1, 3, 5, 7 og 9-årig. Det er de fleste enige i. Men jeg mener endvidere, at det er vigtigt at vise dem, at verden ikke er farlig for at få dem til at leve med mindre frygt.
Efterhånden som børnene vinder relativ autonomi, er det vigtigt, at lade dem gøre erfaringer selv.
I det gamle testamente taler man om et land fyldt med mælk og honning, et samfund fyldt med velfærd. I psykologen Erik Fromms bog, Kunsten at elske, bliver dette til at moderen skal give barnet mælk og honning.
Hvad betyder det?
At give mælk betyder at give barnet de fornødenheder, som det har brug for: føde – ja til at begynde med simpelthen mælk – varme, husly.
At give honning betyder at vise barnet, at det kan stole på verden. At det kan regne med at verden vil én det godt – eller i hvert fald ikke vil skade en.
Det bliver ofte fremført af forældre, at de bliver nødt til at køre med cykelhjelm, hvis de vil have, at deres børn skal køre med cykelhjelm. Eller at de ikke skal gå over for rødt mens børnene ser på det. Det bliver kaldt dobbeltmoral. Men jeg mener også at det handler om, at børnene ikke kan forstå, at den voksne kan tage vare på sig selv på en måde, som barnet ikke kan og derfor kan tillade sig at handle anderledes – og i øvrigt simpelthen til forskel fra barnet har brug for at komme frem med frisuren nogenlunde i orden.
Det, jeg taler om her, er egentlig det modsatte. At man igennem sin egen adfærd skal vise barnet, at det kan regne med verden. At man ikke selv går rundt og frygter – og det kan jo være vanskeligt, hvis man er offer for vores frygtkultur.
Forsikringsselskaberens værste fjende er gode forældre og gode pædagoger. Ja, det er i hele taget den form for nervebusiness, der lever af at folk er nervøse. Det er den kapitalistiske version af frygten: af fremmane frygt og fremstille sig selv som løsning: tyverialarm, vagtværn, forsikringer. Det kan gå galt, det vil nok gå galt, og du kan købe vores løsning.
3. Prinsessen på ærten
Verden har formentlig ikke været mindre farlig end den er nu. Vist kunne man ikke blive kørt ned af biler i 1600-tallet, vist kunne man ikke komme til at tage en overdosis af syntetiske piller. Men man kunne så meget andet: blive inficeret af alverdens sygdomme, sulte eller fryse ihjel, miste enhver beskyttelse fordi en epidemi kom forbi eller en ulykke ramte familien.
Min tredje påstand vil være: Desto færre lidelseskilder der er tilbage i verden, desto mere højlydt jammer over de kilder, der er tilbage.
I H.C. Andersens Prinsessen på ærten, som I jo nok kender, skal man afprøve om forskellige kvinder er prinsessen. Det gør man ved at lægge tyve madrasser oven på hinanden og lægge en ært under. Kun den, der kan mærke en ært igennem tyve madrasser er virkelig en prinsesse. Og som også bekendt er der én, der jamrer sig efter en nat oven på tyve madrasser og en ært forneden.
Det, der kendetegner en prinsesse modsat andre kvinder, er, at hun er hyperfølsom. Men vi kan også anskue det sådan, at denne hyperfølsomhed betyder, at hun jamrer utroligt meget over utroligt lidt.
Jeg mener, at den sikkerhed, tryghed, forudsigelighed og velfærd, vi har fået, har tilnærmer os prinsessen på ærten. At vi nu jamrer over et snevejr eller bare en risiko for et snevejr, vi før ville have taget som noget, der blot hændte. At vi blæser bakterier op til at være livsfarlige eller i det mindste skadelige så vi bliver syge. Ja – og, at blive syg er en del af det at leve.
Som den tyske filosof Odo Marquard påpeger, så er vi som prinsessen blevet mere følsomme overfor stadig mindre, men også mere fulde af jammer.
Dette hænger blandt andet sammen med, at vi ikke længere selv erfarer farerne, men at vi får dem fortalt. De er tekniske, usynlige eller scenarier, som vi ikke kender fra vores egen erfaringsverden. Det er ph-værdier i mosen eller ozonlaget, som ingen af os vidste eksisterede. Vi er blevet følsomme overfor det vi ikke engang kan sanse.
4. Erfaring
Tilbage til børnene. Hvorfor er det vigtigt, at børnene ikke kopierer og overtager de voksnes frygt?
Ja, jeg har allerede svaret, at jeg mener at det at blive voksen er, at man forlader frygtens æra, frygten for mørket, for at være uden forældre, for at rejse, for at møde det fremmede.
Men der er også en anden grund. At blive voksen og blive et godt menneske kræver erfaring. Og erfaringer kan man kun gøre selv. Man kan få andre til at tage sit vasketøj. Man kan få andre til køre bilen. Men man kan ikke få andre til at lære én hvad sex er, hvad sorg er, hvad forelskelse er, hvordan det er at have feber. Det er noget, man selv må gå igennem.
Hvorfor siger jeg nu det? Jo, for jo mere man frygter, jo mindre vil man være tilbøjelig overfor at stille sig disponibel for erfaringen.
Fordi erfaring er både farlig og den kan være lidelsesfuld. Man mister noget af sig selv i erfaringen og bliver en anden. Ligesom man bevarer noget af sig selv og bliver en anden efter puberteten eller efter en livstruende sygdom.
Jo mindre man er villig til at møde det andet, det fremmede, jo færre erfaringer gør man sig.
Erfaringer er også der, hvor man lærer sine grænser at kende. Hvis man ikke har prøvet at drikke sig så fuld til halbal, at man står og brækker sig ude i hækken, så ved man ikke, hvor meget man kan tåle. Hvis man ikke prøver at gå ud i mørket, så ved man heller ikke, om man er mørkeræd.
Men er enhver erfaring så god? Nej, det mener jeg ikke.
Den tyske filosof, Friedrich Nietzsche, skrev i det værk, der hedder Götzen-Dämmerung, at det, man ikke dør af, bliver man stærkere af.
Jeg mener ikke, at man bliver stærkere af tortur, af voldtægt eller af dyb depression. Man bliver nok et andet menneske, der bliver mere opmærksom på, hvor skrøbelig man egentlig er. Og man kommer muligvis også til at værdsætte andre ting. Men man bliver ikke stærkere, og måske også sjældent et bedre menneske af det.
Derfor må også den voksne som det lille barn beskyttes imod så voldsomme erfaringer.
Men der, hvor vi er nået til i dag, er, at vi tilsyneladende skal beskyttes mod en lang række erfaringer. Og at vi også fratager vores børn en del erfaringer, ved at sætte grænser ud fra vores egne erfaringer. I den gode hensigt at spare dem for lidelser. Men jeg tvivler på, at de bliver mere menneske deraf.
Men lidelse hører med til livet.
Min mor siger ofte, at hun fortryder, at hun har ladet mig vinde i Ludo, da jeg var lille. Det er muligt, at verden virker mere skuffende, hvis man fra lille er vant til at vinde. I vores opbakningskultur er det måske det, der er ved at ske, at vi fratager børnene tab, nederlag, modgang for at gøre dem stærkere. Og at det er også en del af erfaringen, at man kan tabe, såvel i ludo, som i livets spil.
Men det er ikke forældrenes opgave at fratage børnene egenerfaringer ved at forhindre dem i at gøre det, der kan gå galt. For man risikerer også at fratage dem noget af realitetskontakten.
Det er livet, der er børnenes læremester, ikke forældrene.
5. Dumhed
Jeg vil gerne afslutte med at advare mod noget, jeg selv frygter er ved at overgå vores kultur, nemlig dumheden.
Jeg har allerede antydet, at frygtregimet, det at fornuft er blevet til frygtrationalitet, i sig selv udgør en reduktion af fornuften, og dermed fører til mere dumhed.
Men jeg vil også gerne advare mod den dumhed som kulturen tilbyder overfor børn, der ikke kan modstå det. Kulturel junkfood, disneyficering af kulturen, transformationen af læring til underholdning. TV-programmernes forandring de seneste 20 år illustrerer det på bedste vis. Quizerne handler ikke længere om at beundre, men om at betragte det helt almindelige. At gøre som om det uinteressante er interessant. At bemærke det ikke-bemærkelsesværdige.
Hvis der er brug for en beskyttelse af børnene i dag, er det i højere grad de farer der lurer ved samfundets stupiditet, ved underholdningens passivisering, end det er ved trusler mod kroppen, uheldet, ulykken.
Og man kunne selvfølgelig også spørge, hvem der skal beskytte børnene mod forældrenes stupiditet. Hvis forældrene frygter, hvem skal så lære børnene ikke at frygte. Ja, nogle af os har fundet forbilleder i andre voksne.
