v. Anders Fogh Jensen – www.filosoffen.dk
Indhold:
Systemet er kosmologisk (systema)
Systemet bliver tekstuelt
Systemet skal fremstilles
Sociale systemer I
System bliver modeord
Systemet bliver menneskeligt (habitus)
Systemet bliver teori
Systemet bliver refleksivt
Systemet bliver tidsligt. Hegels system
Systemkritik
Sociale systemer II
System og struktur
Strukturalisme og poststrukturalisme
Det biologiske system
Sociale systemer III
Ich weiss ein allgewaltig Wortauf Meilen hört’s ein Tauber!Es wirkt geschäftig fort und fortmit unbegriffnem Zauber;ist nirgens und ist überall,bald lästig, bald bequemes passt auf ein und jeden Fall,das Wort, es heisst: System
– F. Grillparzer, 1844[1]
Whatever is not chaos, is system- K. Boulding, 1961[2]
System ist alles, was sich selbst als System produziert.
– N. Luhmann, 1984[3]
”I begyndelsen var systemet.” Idéhistorien er en udvikling af dette grundaksioms betydning, der aldrig for alvor sætter dette princip på spil. Systembegrebet skifter imidlertid betydning efterhånden som det idéhistoriske grundplan omstruktureres, ja, det udgør grundingrediensen i den metafysiske cement, der lægges på ny i skiftende udlægninger af mennesket og dets verden.
Systemet er kosmologisk (systema)
Hvad var systemet i begyndelsen? Den første anvendelse finder vi hos Platon, der i Philebos omtaler systema (sushma) et forhold mellem delene og helheden, en logik, eller som det hedder, en dialektik[4]. Systema anvendes i en kosmologisk sammenhæng. Hos Aristoteles indføjes det i en naturfilosofi, hvor det kommer til at omhandle forholdet mellem organismens dele og helhed[5], og det finder anvendelse i en metafysisk om genstande, der både kan være helheder og samlinger[6]. Hos stoikerne anvendes systema i kosmologisk betydning som et system af himler og jord og de Guder, mennesker og ting, der befinder sig derimellem. Polis er tilsvarende det system, som mennesket har indrettet til sin art[7].
Den betydning, som systema har, skal ses i forhold til begrebet logos. Systema er indskrevet i en kosmo-logi. System udtrykker et forhold mellem del og helhed, og et system består altid af noget andet end sig selv. Et system kan altså i antikken ikke være en substans eller et atom.
Ej heller kan systema anvendes refleksivt på systemet selv, dvs. system kan ikke være et videnssystem eller et filosofisk system; om dette anvender man syntagma eller encyclopædi – jf. Hegels anvendelse af ’encyclopædi’ (jf. nedenfor).
Systema er ikke syntagma. Syntagma er en orden eller en filosofisk eller teologisk sammenhæng, eller som det har sin betydning i dag, en gruppe af sproglige elementer i sammenhæng.
Systema er heller ikke synthesis, lægevidenskabens begreb for en anatomisk sammenstilling. Derimod omtaler Hippocrates systema som de sedimenter der er opstået ved at det flydende størkner i organismen[8]. Antikt betragtet er et system altså et kosmologisk velordnet forhold mellem del og helhed, der er mere en enhed end en ophobning, uden dog at være en substans. Det kan indbefatte alt levende.
Systemet bliver tekstuelt
Hos Romerne finder vi den første glidning i retning af den betydning, som system skal få fra det 16. århundrede systematiske teologi til Hegels system. Stoisk bestemmes techne som evnen til at skabe et velordnet system – og det breder sig til Retorikken med Lucian, Quintilian og Cicero, der taler om ’structura verborum’, som evnen (techne) til at kunne bygge en god tale op[9].
Systema er imidlertid endnu ikke en tekst, systemet er snarere det naturligt opbyggede. Hos Augustin, Thomas og kirkefædrene er en tekst summa, corpus, compendium eller synopsis[10].
Med reformationen begynder summa-teologien (Thomas) at falde fra hinanden, og Ursinus taler i 1581 om systema doctrinae christianae. Den kristne systematiske doktrin betegner samordningen af de kristne begreber og udlægninger. Hermed placerer systembegrebet sig på en ny måde centralt i historiens brændpunkt, idet ’systemet’ bliver det, hvorom man strides[11].
Systemet fortrænger i senmiddelalderen ’syntagma’-begrebet, og bliver den systematiske sammenstilling af viden, et systematisk tesekorpus. Det er i den retning, det videre udvikler sig.
Systemet skal fremstilles
Idet systemet (af trossandheder) bliver noget, der må fremskaffes, former det ikke blot den menneskelige bevidsthed som en fremskaffer, det omformer systemet til at være noget fremskaffet. Som sandhedens entreprenør bevæger mennesket sig ud på to byggepladser: Opstillingen af et teologisk system (systematisk teologi) og et videnskabsfilosofisk system (encyklopædi).
I begge lejre skal naturens system uddrages af naturen, fremstilles, i sin harmoni (harmonicum). For at kunne dette, må mennesket bære sig ad på den rette måde (methodicum). Via en systematisk metode, skal det ydre system (naturen som system) genskabes som indre system (systematisk teologi), på en måde så det indre system er lige så harmonisk og modsigelsesfrit som det ydre.
Med det videnskabelige gennembrud i det 16. og 17. århundrede bliver bevisførelse noget, der kræves af det systematiske. Systemet er stadig noget guddommeligt, og videnskaben derfor en divina scientia (astronomi, aritmetik, geometri, optik, mekanik). Men, argumenterer Kepler i 1609[12], eftersom himmel og jord er systemer, lader systemer sig deducere nedefra.
Ideen om at systemet kan bevises nedefra optræder hos Galilei for det første som en sammenføring af såvel de supralunare og de sublunare legemer i ét system, hvilket muliggør et studie af planetsystemerne ud fra de jordiske legemer. For det andet som den idé, at hele systemet lader sig aflæse som en bog:
“La filosofia è scritta in questo grandissimo libro che continuamente ci sta aperto innanzi a gli occhi (io dico l’universo), ma non si può intendere se prima non s’impara a intender la lingua, e conoscer i caratteri, ne’ quali è scritto. Egli è scritto in lingua matematica, e i caratteri son triangoli, cerchi, ed aldre figure geometriche[…]”[13]
“Videnskaben er skrevet i denne store bog (dvs. universet) som bestandigt ligger opslået for øjnene, men man kan ikke forstå den, hvis ikke man først lærer at forstå det sprog og kende de bogstaver, i hvilke den er skrevet. Den er skrevet i matematikkens sprog, og bogstaverne er trekanter, cirkler og andre geometriske figurer […]”
Det hævdes ofte, at det er hér en erfaringsfysik begynder. Det er imidlertid nok en tese med modifikationer, for så vidt Galileis eksperimenter ikke har den store betydning for hans teorier, og for så vidt, han argumenterer i matematikken. Hvad systemet angår, så er der snarere tale om, hvad Koyré kalder en matematisk realisme, dvs. at naturen må realiseres som matematik i tanken, før den kan give sig for blikket.
“Ainsi la réalisation prime la réalité. Cette primauté de la réalisation déclasse la réalité. Un physicien ne connâit vraiment une réalite que lorsqu’il l’a réalisée […]” [14]
“Således går virkeliggørelsen forud for virkeligheden. Ved at besidde dette fortrin, degraderer virkeliggørelsen virkeligheden. En fysiker kender først virkeligheden rigtigt, når han har virkeliggjort den […]”
Mere generelt: systemet virkeliggøres i tanken for at kunne optræde i blikket[15].
I det 18. århundrede bliver systemfremstillingen et spørgsmål om klassifikation[16], paradigmatisk hos Linné. Som Foucault bemærker, så bliver overfladestruktur et klassifikationskriterium, og det gør netop at botanikken kan fortrænge anatomien som den førende videnskab: Planterne lader sig lettere adskille ud fra deres overfladestruktur, hvorfor Da Vincis anatomi fryses ned i et par århundreder[17]. De fysiologiske og anatomiske videnskabers ’synthesis’ og ’compositio’ fortrænges af muskelsystemet.
Systembegrebet er under udbredelse i det 18. århundrede frem mod dets rolle som modebegreb i oplysningen. Man begynder at tale om sindssystemer og systemer indenfor digtningen.
Sociale systemer I
Med Thomas Hobbes bliver systemet genintroduceret som social organisering:
”By systems; I understand any numbers of men joined in one interest, or one business.”[18]
Samfundet er ikke en naturgevækst, men er et lavet produkt, et kunstigt system, der er føjet oven på naturtilstanden – hvis retfærdiggørelse han derfor sætter sig for opgave at fremskaffe. Hvis grækerne tænkte polis som et samfundssystem, så var det ud fra et kosmologisk system. Ligeledes tænktes samfundet indenfor en kristen teologi i middelalderen. Men med Hobbes bliver samfundet et problem, fordi det bliver anskuet som kunstigt – som en begræsning af viljesudfoldelsen. Hobbes problem bliver: Hvis den stærke kan, hvorfor skal vi så have et system, der begrænser ham i det?
Imidlertid er Hobbes’ retorik omkring systemet noget tvetydig. Systemets forhold mellem dele og helhed konciperes som en krop, der kan være mere eller mindre naturlig og mere eller mindre kunstig. Hobbes laver en opdeling mellem regulære systemer, der beror på suverænitet, og irregulære systemer, der beror på noget udenfor suveræniteten. Tilsvarende skelner han mellem politiske systemer, der beror på lovgivning fra en suveræn, og private systemer, der er konstitueret blandt private, f.eks. forbund, eller beror på fremmed autoriteter.
“And this is all I shall say concerning systems, and assemblies of people, which may be compared (as I said,) to the similar parts of man’s body; such as be lawful, to the muscles, such as are unlawful, to wens [ :vorter], biles [ :galde] and apostems [ :bylder], engendered by the unnatural conflux of evil humours [ :legemsvæsker].”[19]
Som menneskeskabt produkt kan systemet fungere mere eller mindre vellykket. Opgaven er altså ikke blot at gengive naturens system i det sociale, men at fabrikere det bedste og mest stabile sociale system.
Efterhånden som systembegrebet vinder frem indenfor den politiske filosofi, fortrænges forfatningsbegrebet. Efterhånden begynder system at betyde noget i retning af den samfundsmæssige organisering, herunder regerings- og ledelsesformerne.
System bliver modeord
I oplysningen bliver system et modeord i skæringspunktet mellem videnssystem og organiseringssystem (tankesystem og styresystem). Den opgave, der blev stillet i den politiske filosofi fra Machiavelli til Hobbes søges nu (ind)løst som fornuft: Opgaven bliver at lave et samfundssystem, der beror på de mest fornuftige maksimer. Opgaven bliver at tegne et kort over territoriets population, dets livsførelse, dets levedygtighed, dets materiel og dets tilstand (Polizeiwissenschaft, Staatswissenschaft). I skæringspunktet mellem den fornuftige styring og det faktisk forekomne system får vi en lang række styresystemer: kreditsystemer, skattesystemer (tysk: Steuersystem), finanssystem, vagtsystem, driftssystem, branchesystem m.v. Man begynder også at tale om ordsystemer.
Symptomatisk for systembegrebets inflation i oplysningen er Adam Smiths brug af systemet i nationaløkonomisk teori. Han taler om ”systems of political oeconomy”. Til grund for et politisk-økonomisk system ligger et økonomisk system, der består af et handelssystem og et landbrugssystem[20].
Videre udvikles, f.eks. hos Zedler, tillige forskrifter for et systematisk liv, hvor livsførelsen indrettes efter stoiske og kristne principper i retning af at opretholde et regelmæssigt liv, der ikke lader sig lede af pludselige affekter.
Systemet bliver menneskeligt (habitus)
Den sammenkøring af det fornuftige system og det faktiske liv, der finder sted i det 18. århundrede, får overordentlig stor betydning for de styresystemer, vi ser i dag. Endnu i det 17. århundrede opererede man med en skelnen mellem habitus og systema: Habitus angår det menneskelige og kan ikke være et system.
Grundlaget i Descartes’ systema vera skal findes i en skelnen mellem det sikre og det tilsyneladende eller sandsynlige. Den systematiske metode, som programsættes af Descartes[21] og udføres paradigmatisk af Spinoza[22], er den rationalistiske opskrift på, hvorledes grunden for et sandt system støbes: Sikkerhed.
Med Malebranche sker der en afgørende forskydning: Hvis det sikre fundament skal støbes af et menneske, så må det sikres, at dette har de rette evner til at støbe det. Med andre ord: Den menneskelige habitus (som Malebranche kalder ingenium) bliver relevant som sandhedsgarant; det kræver ikke blot et intellektuel skarphed at producere det sande, det kræver også en ophøjet ånd med den rette indstilling[23].
Systemet bliver teori
Med Leibniz løsriver systemet sig fra ontologien og bliver et idealbegreb – der via Christian Wollf går videre til Kant[24]. ”Mon système”, som Leibniz udtrykker det, er teorien om den preetablerede harmoni, der i ét system forener bevidsthed og univers[25].
Hermed får vi et nyt begreb: systemteori. I 1782 udarbejder J.H. Lambert en ”Systematologi”, der indbefatter intellektuelle systemer (videnskaber, forskellige folks tænkemåder, menneskets tænkemåder, symboler, trosbekendelser, symboler, fortællinger, fabler, digte m.v.), moralske og politiske systemer, handlingssystemer (beslutningssystemer, kontrakter, samfund, stater) og fysiske systemer (legemer, verdensbygning, sol- og planetsystemer, jord- og natursystemer, årsag-virknings-systemer)[26].
I oplysningen er systemet af viden, det, der gør det til videnskab: Den systematisk indsamlede og optegnede viden. Det er grunden til, at Kant og Hegel senere simpelthen anvender ’videnskab’ og ’system’ synonymt.
I den historie, Foucault fortæller om oplysningen, hedder det sig, at oplysningen ikke kan tænke mennesket som repræsenterende figur. Det kan nok klassificere det, men det kan ikke medtænke det – det kan repræsentere mennesket, men ikke som repræsenterende[27]. Det, Lambert imidlertid ikke har udtryk for i sit system, er sit eget begrebssystem. Det er præcis på dette punkt, at den spekulative filosofi, kritikken og idealismen, sætter ind:
Systemet bliver refleksivt
Fundamentet for et videnskabssystem lå iflg. rationalisterne i subjektet. Empiristerne flytter dette fundament ud i videnskaberne: Det systematiske er et sæt af hypoteser.
Når Leibniz hævdede, at monaderne, modsat fysiske entiteter, er de virkelige atomer, så er det fordi mindstedelene ikke kan give sig uorganiseret[28] – nøjagtigt som genstande 200 år senere hos Wittgenstein kun kan give sig i et sagforhold[29]. Mindsteenheden er en organisering.
Det er denne tænkning, der ligger til grund for den tyske kritik af den engelske og den franske empirisme. Det hævdes nemlig, at systemet af hypoteser ikke er andet end et aggregat eller en ophobning af viden, hvorimod det systematiske bliver til, idet et subjekt bygger en orden sammen af det.
Dette kommer mest tydeligt til udtryk hos Kant, hvor systemet er en regulativ idé, der ikke henter sin mening fra et af subjektet erfaret system. Tværtimod er vores fornuft selv et regulerende system, og ikke blot a bundle of perceptions (Hume). Fornuften laver system, dvs. den laver enhed (modsat ophobning eller mængde)[30].
Sideløbende med kritikken af viden som ophobning, løber en frihedskritik i den tyske idealisme. Den franske empirisme forstår nemlig naturen som et mekanisk system, hvorimod den tyske idealisme hævder, at systemet er et frihedssystem: Natur og frihed er ikke to forskellige systemer, men friheden er midtpunktet i systemet selv. Fornuften bringer friheden for dagen ved et filosofisk system – modsat den forstand, der måtte være nødvendig for at forstå de mekaniske sammenhænge[31]. Hertil knytter sig også en fornuftig indretning af verden, som et ”system af alle stater”[32].
Systemet bliver tidsligt. Hegels system
Det historiske moment, som først for alvor springer ud med Hegel, forberedes af Schelling: Naturens system og bevidsthedens system er det samme system, men er ikke identisk med sig selv endnu. Gennem bevidsthedens forståelse af naturen, kan naturens system inderliggøres i bevidstheden[33].
Hvor systemet tidligere havde været noget rumligt, bliver det med Schelling og Hegel noget tidsligt. Systemet bliver et udviklingssystem, og den, der vil lave systemtopologi, må medtænke systemets egen udvikling.
Også filosofien er et udviklingssystem. Filosofien er systemet af systemer, dvs. videnskaben om videnskaberne[34]. For Hegel vil ’systematisk’ sige ’ikke tilfældigt’. Enkeltvidenskaberne er tilfældige qua deres positivitet – om dette eller hint gives eller ikke gives er ikke nødvendigt. Parallelt med ’system’ og ’fornuft’ anvender Hegel det antikke begreb, Encyclopædi. Encyclopædien i den hegelske forstand står i modsætning til en ophobning til det tilfældige.
Die philosophische Encyklopädie unterscheidet sich von einer andern gewöhnlichen Encycklopädie dadurch, dass diese etwa ein Aggregat der Wissenschaften sein soll, welche zufälliger- und empirischerweise auggenommen und worunter auch solche sind, die nur den Namen von Wissenschaften tragen, sonst aber selbst eine blosse Sammlung von Kenntnissen sind. Die Einheit, in welche in solchem Aggregate die Wissenschaften zusammen gebracht werden, ist, weil sie äußerlich aufgenommen sind, gleichfalls eine äusserlich, – eine Ordnung.[35]
Forskellen på en orden og et system er, at ordenen er en ydre (dvs. tilfældige) sammenstillinger, mens systemet er indre (dvs. nødvendige) sammenhænge.
Den tilfældige sammenstilling er en mekanisk enhed. Heroverfor stiller Hegel tanken om en organisk enhed (som han arver fra Kant), hvorved en skelnen mellem det døde (skelet) overfor det levende (organisme) opretholdes. Systemet er et udviklingssystem, der kan nå frem til at vise sin egen sandhed, og i det ophæve forskellen mellem et ydre system (natur), et intersubjektivt system (stat) og bevidsthedens system (ånd)[36].
Systemkritik
Liv (Goethe, Humboldt)
Efter Hegel udsættes systemtanken for en kritik, og hos de, der ikke som Kierkegaard og Nietzsche, simpelthen opponerer mod en orden, bliver begrebet ’struktur’ en mulighed for at beskrive en vis form for logik eller rationalitet i verden. Det begreb, der i første omgang sættes op i mod systemet, er ’liv’ – hvormed det underforstås, at det kan systemet ikke være. For eksempel hos Goethe: ”Die Natur hat kein System, sie hat, sie ist Leben”[37]. For Humboldt handler det om at systemtænkningen ikke tænker historisk, eller højest verdenshistorisk, og ikke det konkrete liv[38].
Et nævneværdigt forsøg på at forsvare systemtanken findes hos F. A. Trendelenburg, der forsøger at skelne mellem ”System der Anordnung” og ”System der Entwicklung” – parallelt med datidens hermeneutiske skelnen mellem nomotetiske og idiografiske videnskaber (Windelband), blot med den forskel, at begge systemer er del af et større system. Videnskaberne om det udviklende (levende) kan altså også være systematiske[39].
Nietzsche
Nietzsche angriber systemet på flere forskellige fronter: Videnskab, kultur, karakter og moral. Nietzsches epistemologiske indvending, at verden ikke lader sig indfange i et system[40], bliver vendt til en kulturkritik, hvor den kultur, der lader verden forstå igennem systemet, ikke formår at potensere livet[41]. Det gøres videre til en psykologisk kritik, hvor den i kulturen underforståede sammenhæng mellem orden og ordentligt menneske vendes på hovedet:
Ich misstraue allen Systematikern und gehe Ihnen aus dem Weg. Der Wille zum System ist ein Mangel an Rechtschaffenheit.[42]
Hos Nietzsche associeres system også med moral. Moralen er det system, hvormed de svage magter de stærke, dvs. hindrer de stærkes magt i at udfolde livet, kraften. System associeres i den forbindelse med ideal, forstået som en verden hinsides dette liv, eller med nogle krav til livet, som livet ikke kan opfylde.
Liv overfor system, det er en kritik, der skal genklinge i det 20. århundrede, bl.a. hos Adorno, men også hos franske nietzscheanere som Derrida, Deleuze og Foucault. Nietzsche selv er ”nicht borniert genug zu einem System.”[43]
Kierkegaard
Når Kierkegaard opponerer mod systemet med livet, så er ‘systemet’ Hegels system, og livet er eksistensen: Systemet er afsluttet, eksistensen står altid åben, systemet er abstrakt, eksistensen er konkret; systembygning er boligbygning, eksistens er beboelse. At hævde, at Kierkegaards udlægning af Hegel er adækvat, er nok i sig selv en lige så begrænsende udlægning, som at hævde, at Kierkegaard i stedet for Hegels system sætter et andet i form af en stadielære. Hvorom alting er, så mobiliserer Kierkegaard eksistensen mod systemet.
Marx
Hos Marx møder vi imidlertid en kritik af Hegels system, der forsøger at påvise en anden sammenhæng i verden, kaldet ’struktur’. Det er den samme ånd, hævder Marx[44], der bygger jernbaner og filosofiske systemer. Den af Humboldt og andre påpegede forskel mellem system og historie – der af Trendelenburg søgtes løst ved at skelne mellem to typer af undersystemer af systemet, ”anordningssystemer” og ”udviklingssystemer” – søges af Marx løst gennem den historiske materialisme. Det er i den materielle basis, produktionsforholdene, at de bestemmende strukturer skal findes. I den dialektiske materialisme søges modsætningen mellem system og historie ophævet, samtidig med at en teleologi opgives, eller som det senere hedder i marxismen, det bliver en åben dialektik. Hvor højrehegelianerne forsvarer systemet for bevarelsens skyld, påpeger venstrehegelianerne (Marx, Engels) strukturen med henblik på forandring.
Sociale systemer II
Systemkritikken foregår imidlertid hovedsageligt på den filosofiske slagmark. I stats- og samfundslitteraturen fortsætter systembegrebet med at være modeord. Det gælder begreber fra oplysningens styresystemer: Kredit-, finans-, skatte-, regerings-, forvaltnings-, herredømme-, provins-, central-, kollegial-, enheds-, merkantil-, landsbrugs-, frihandelssystem m.v. Det gælder systemer knyttet til den industrielle revolution: industri-, trafik-, jernbane-, fabriks-, maskinesystem m.v. Endelig opstår i periode 1815-48 også en række begreber for politiske styresystemer: Monarkisk, despotisk, konstitutionelle, revolutions-, rekations- og reformationssystemer[45]. Man – f.eks. Bismarck – opererer med en skelnen mellem fastholdningssystemer og bevægelsessystemer, som to former for styresystemer: Napoleons bevægelsessystem, ”die sociale Republik” og Bismarks ”System der Ordnung auf monarchischer Grundlage” udgør to konkurrerende og kæmpende styresystemer i det 19. århundrede[46].
Havde Hegel åbnet for at tænke det rumlige system tidsligt, da lykkes det Marx at gøre det for samfundets vedkommende. Idet kategorien ’samfundet’ historiseres, bringes det til udfoldelse i det historiske rum, tiden, uden hvilken det ikke kan forstås. Afgørende for denne forståelse bliver strukturbegrebet, der får en overordentlig betydning for systemtænkning i det 20. århundrede.
System og struktur
Struktur er et geologisk begreb, der betegner de forskellige lags opdeling og forbindelser af stoflige elementer til hinanden i en helhed[47]. For at forstå den betydning, som strukturbegrebet får, når det anvendes i den filosofiske og sociologiske kritik, er det nødvendigt også at placere dette i en historisk kontekst, nemlig i overgangen til det moderne.
Den gamle sondring mellem aggregat (ophobning) og system hvilede på generisk-klassifikatoriske begreber, dvs. at aggregatet var den mere eller mindre tilfældige ansamling af f.eks. viden, mens systemet var dets nødvendige orden. Systemets henvisning til en naturlig orden, der betød, at systemet var et naturligt system for historie, sprog, kunst, videnskab, teknik, samfund etc., ophører som en mulig henvisning i det moderne. Det mister sin status som indforstået princip, og dermed som legitimitet.
Idet det moderne må medtænke tiden, bliver begreberne historisk-genetiske. Den gamle forskel mellem aggregat og system hvilede på at begreberne var generisk-klassifikatoriske, men den forskel forsvinder i de historiske begreber samtidig med at systemet mister sin status som sidste referent. Den gamle forskel på aggregat og system suges ned i et moderne begreb: struktur.
Strukturbegrebet opstår, hvor det ikke længere er muligt at tænke natur og historie sammen. Hos Marx er ”produktionsforholdene”, der ”afspejler samfundets økonomiske struktur, den reelle basis, hvorpå en juridisk og politisk overbygning rejser sig, og hvortil bestemte passende samfundsmæssige bevidsthedsformer passer.”[48]. Hvis det lader sig gøre at forstå samfundet som et system, så er det altså på grund af en struktur.
Når det store system ikke længere er troværdigt, så bliver også videnskaben en struktur. Hos Thomas Kuhn er paradigmet en art struktur, dvs. sammenhæng mellem forskellige modeller, begreber, formler og forbilleder – dvs. en fastholdelsesstruktur. Ikke desto mindre lader det sig også gøre at optegne en ”structure of scientific revolutions”, dvs. en bevægelsesstruktur mellem paradigmerne, der viser sig at være totalt ustrukturelle set fra paradigmets synvinkel.[49]
I det hermeutiske begreb om ”das Ganze” er der heller ikke længere tale om et system, (som i Hegels ”Ganze”), men om en præsumption om en sammenhæng mellem dele og helhed – og det er, hvad struktur er: Et regelmæssigt forhold mellem delene og helheden, hvad enten det angår kultursystemet den ”psykiske struktur”, ”die Anordning, nach welcher im entwickelten Seelenleben psychische Tatsachen von verschiedener Beschaffenheit regelmässig durch eine innere erlebbare Beziehung miteinander verbunden sind.”[50]
Hegels historisering af systemet har sejret over systemet selv: Virkelighed og system er relativt til en historisk situation. Det lader sig ikke længere gøre at korrigere systemet ud fra virkeligheden. Det er her konstruktivismen fødes: Systemet bliver opbygning (Aufbau). I videnskaben bliver systemet, som tidligere i empirismen. Den sikre erkendelses referent kan stadig være et system, men i en ganske anden betydning, nemlig som ”et sæt af hypoteser, en konstruktion, det system af hypoteser, naturlove, i hvilket vi betragter fænomenet vished.”[51]
Strukturalisme og poststrukturalisme
Saussure taler ikke om struktur, men om ”système”.
“La langue est un système de signes exprimant des idées, et par là, comparable à l’écriture, à l’alphabet des sourds-muets, aux rites symboliques, aux formes de politesse, aux signaux militaires, etc., etc. Elle est seuelement le plus important de ces systèmes.”[52]
Sprogsystemet er et system af tegn, der udtrykker ideer, og som sådan kan sammenlignes med skriften, døvstummealfabetet, symbolske ritualer, høflighedsformer, militære signaler etc. etc. Det er blot det væsentligste af disse systemer.
Et sprogsystem er konstitueret af en masse elementers forskelle til hinanden, på en sådan måde, at hvert enkelt element ikke har betydning i sig selv, men kun qua sin forskel til alle andre elementer. Hvilken betydning, elementet (tegnet, fonemet) har, afgøres af dets placering i systemet, dvs. hvorledes det er placeret til forskel fra andre elementer. Systemet er som sådan ikke noget, der er til stede i noget talende væsen (modsat Chomskys begreb om ”competence”), men noget der må forudsættes at eksistere blandt talende. Lingvistikken, hvis genstand er sprogsystemet, har således kun adgang til systemet via sprogbrugen (parole). Systemet er urørligt, men det betyder ikke at det er uforanderligt. Gennem sprogbrugen ændrer det sig.
Strukturalismen er overførslen af Saussures begreb, ”système” til menneske- og kulturvidenskaberne. I den ’kulturelle grammatik’ får systemet her navn af ’struktur’. Når strukturalistiske kultur-, litteratur- og sociologiteoretikere af forskelligt tilsnit hævder – med eller uden marxistiske hjælpehypoteser – at bevidsthedsstrukturen, den sproglige struktur og de kulturelle strukturer spiller sammen, så er her tale om kontingente konstrukter, opbygninger, der er mere eller mindre ombyggelige. Sprog, kultur, sociale rum osv. forandrer sig, hvilket ikke betyder, at man kan ændre dem direkte via politiske dagsordner. I strukturalismen anvendes begreberne struktur og system synonyme som orden – af mere eller mindre bevidst, totalitær, patriarkalsk, tvingende, borgerlig eller sproglig art. Er strukturalismen det 20. århundredes næstbedste bud på en systemtænkning, så er det dog et system og en struktur uden metafysik og uden nødvendighed. Struktur er orden, og intet mere.
Derrida sætter sig for at vise, at også strukturalismen har en metafysik, nemlig en organiseringsmetafysik. Strukturalismen har godt nok det centrum- og nærværsløse system som sin grundpille, men for at kunne tænke dette, må det antage forskellens identitet. Overfor ”systemet af forskelle” sætter Derrida da sin différance, det spor af ikke-identitet, der altid hænger ved forskellen, hvorfor den aldrig er helt identisk med sig selv[53].
Hos Adorno finder vi en systemkritik af et noget andet tilsnit, nemlig en kritik der minder mere om det 19. århundredes kritik af system og identitet, nu skåret over en æstetisk og antifascistisk læst. Systemet er det, der sammenligner det usammenlignelige via det økonomiske bytteværdis princip. Overfor systemets systematik stiller Adorno konstellationen – en organisering, hvor alle punkter er lige langt fra centrum, og hvis stil snarere er essayet end traktaten.
Det biologiske system
Det mest gennemførte forsøg på en revitalisering af systemtanken indenfor en konstruktivistisk horisont, bliver i det 20. århundrede udarbejdet af den tyske sociolog, Niklas Luhmann. Denne henter sine begreber i biologien, der midt i det 20. århundrede skifter organismen ud med systemet og logikken med kybernetikken.
’Biologiens’ historie har vekslet mellem en mekanicistisk og en vitalistisk tænkning. Vitalismen fra Aristoteles over Kant kulminerede i 1920 med Uexkülls Theoretische Biologie og Kompositionslehre der Natur, hvor en vitalisme formuleres i opposition til en mekanicisme, men uden hypotesen om planmæssighed[54]. Uexkülls indflydelse på systemteorien går via hans elev, Bertalanffy, der tænker levende væsner som en ”særlig slags dynamisk vekselvirkning i systemer”[55], hvorved han nærmer sig en ophævelse, eller overvindelse, af modsætningen mellem liv og mekanik. Man begynder med Bertalanffy at tale om systemegenskaber – og herefter modsat den newtonske mekanik, at søge årsagen ikke i delene, men i helheden. Afgørende bliver også studierne af feedback, der konciperes som kommunikation, hvorved systembiologien bliver kommunikationsbiologi. Afgørende milæpæle er her N. Wieners Cybernetics, or Control and Communication i the Animal and the Machine fra 1948, og Wattson & Cricks opdagelse af genet i 1953[56]. Organismen tænkes som et kommunikationssystem, der organiserer sig selv. De selvorganiserende systemer forfægtes først i 1940’erne af Boltzmann, Helmholtz, Schrödinger og molekylarbiologiens grundlægger Delbrück.
Afgørende for den luhmannske sociologi bliver dog især H. R. Maturana og F. J. Varelas teori om autopoietiske systemer, dvs. selvgenerererende systemer[57]. En grundtese er her, at livsvæsener er operationelt og informationelt lukkede systemer, der nok kan påvirkes til at generere information selv, men som ikke kan modtage input udefra. En tese, der allerede findes med Hegel, ”Das Anderssein ist nicht ein Gleichgültiges ausser ihm, sondern sein eigenes Moment.”[58] I 1970’erne har systemet for længst mistet sin absolutte karakter, og det biologiske systems pendant, økosystemet eller Gaia[59], kan nok tænke fysisk-kemiske processer sammen med evolutionære principper, men ikke medtænke den nødvendighed, som systemet tidligere havde.
Sociale systemer III
I 1954 udgives for første gang årbogen General systems i regi af American Association for the Advancement of Science, med systemteoretisk biologer i spidsen. Systemteorien er nu ved at udvide sig til at blive en teori om fysiske, sociale og mentale størrelser. Alt kan være et system, eller som biologen Boulding udtaler det: ”Whatever is not chaos, is system”[60].
Systemteorien tager for alvor fart i human- og socialvidenskaberne i løbet af 1960’erne og 1970’erne, idet disse konciperes som kybernetik. Det sociale bliver at forstå som kommunikation og sociale problemer følgelig som støj, der skal afhjælpes. Der er næppe tale om et empirisk afledt billede af virkeligheden, langt snarere om et teoretisk redskab til forståelse det sociale. Det er altså ikke en ontologisk tese, at det sociale er et system, men en epistemologisk tese, at det kan forstås som et system.
Og dog. For til tider skrider epistemologien over i ontologien, når konstruktivismen støder mod sine grænser: Hvis det kun lader sig gøre at forstå og percipere i systemer (og ikke i kaos), er det så ikke fordi det sociale er et system? Det er præcis samme grænse som Lévi-Strauss støder imod i undersøgelsen af slægtskabsstrukturer: Det sociale er indrettet strukturelt, fordi bevidstheden er det… fordi verden er det. Men før vi når dertil, må vi omkring Niklas Luhmann.
Den systemteori for det sociale, der udarbejdes af Luhmann og hans elever fra og med 1980’erne, har tre væsentlige præmisser. Den første er – i forlængelse Maturana og Varela – at systemer er autopoietiske, dvs. operationelt og informationelt lukkede, selvorganiserende og dog påvirkelige ’fra ydersiden’.
Den anden er et binaritetsprincip, der prioriterer forskellen; det grundlæggende er en forskel mellem system og omverden. Denne grundlæggende forskel genrepræsenteres indenfor systemet. Endvidere opererer systemet altid med binære forskelle, som den igen kan underdele i nye forskelle. Disse kaldes til tider også ’ledeforskelle’.
For det tredje opererer systemteorien med iaggtagelse. Når iagttagelsen er så fundamental, så er det fordi systemteorien er ekstremt konstruktivistisk. Systemet konstrueres igennem iagttagelser og kommunikation (og kommunikation om iagttagelser og iagttagelse af kommunikation). Således bliver hypotesen ’menneske’ også Luhmann overflødig, ligesom en række andre referenter – Gud, forfatteren, jeg’et – var blevet smidt over bord i løbet af det 20. århundrede.
I systemteoriens første år er iagttagerens operation den samme, lige meget hvad han iagttager. Systemet konstrueres ud fra de samme operationer.
Den nyere systemteori – sociologi, psykologi og kognitionsforskning fra og med 1980 – foretager en såkaldt refleksiv vending: Det er ikke blot systemet, der konstrueres af iagttagelsen, men iagttageren konstrueres også. Hvorfor? Fordi iagttageren selv af er del af det system, der iagttages (med). Ikke blot ”das Anderssein”, men også ”das Selbesein” er ”sein eigenes Moment” (Hegel).
I virkeligheden er det renæssancens opdagelse af perspektivet, der her gentages som konstruktivisme: Sansning er konstruktion af perspektiv. Dette indarbejdes nu i en såkaldt andenordens kybernetik, hvor man iagttager den perspektiviske konstruktion. De sociale iagttagelsers perspektiv indarbejdes f.eks. i psykoterapien, hvor man lader patienten (iagttageren) iagttage de sociale konstruktioner og de selvkonstruktioner, der udgør patientens eget system[61]. Maturana og Varelas opdagelse af cellens evne til at forny sig selv ved at indføje nye omverdensbestemmelser i sit eget program overføres til komplekse psykologiske og sociale systemer.
Hermed opstår en besynderlig systemontologi, der dog adskiller sig fra den antikke, den teologiske og den Hegelske, ved ikke at have et ontologisk, men et epistemologisk udgangspunkt: Iagttagelse gør verden til system. Spørgsmålet stiller sig da, om systemet findes uafhængigt af iagttagelsen? Det kan man ikke sig noget om, men man kan sige, at mennesket gør verden til system, idet det iagttager. Her støder den konstruktivistiske systemteori mod metafysikkens vægge, idet det henviser mennesket til systemer, der er større end det selv. ”Systeme gibt es Wirklich”[62].
Referencer
GG: „System, Struktur“, artikel v. Manfred Riedel in Geschichtliche Grundbegriffe, Koselleck (red.). Stuttgart, Klett-Cotta, 1990; bind VI, pp.285-322.
HWP: Historisches Worterbuch der Philosophie, bind X.System. v. Ch. Strub 824-856.System, biologisches. v. R. Schulz bd. X 856-862.Systemtheorie; System, sociales. v. S. Jensen 862-869.
[1] Grillparzer, Franz, 1844: Epigramme, (München 1960), p.463. GG VI 316.
[2] Boulding, K, 1961: ”Political implications of general systems research” in General Systems 6, pp.1-7; p.1.
[3] Luhmann, Niklas, 1984: Soziale Systeme, p.13.
[4] Platon, Philebos, 17d.
[5] Aristoteles, De gen. anim. II, 4, 740a 20; III, 9 758b 3; III, 1, 752 a 7.
[6] Aristoteles Metafysik 1023b 26 – 1024a 10
[7] HWP X 824.
[8] Hippocrates in ”Corpus Hippocraticum”, ”De morbis vulgaribus” 7, 863. GG VI 285-289.
[9] GG VI 289.
[10] eksempelvis i Thomas Aquinas’ (1225-74): Summa theologica.
[11] GG VI 289-291.
[12] Keplers svar til D. Helisaei Roeslini Medici et Philosophi. GG Vi 295.
[13] Galilei, 1623: Il saggiatore, p. 600.
[14] Bachelard, 1940: La philosophie du non, p.36 / Nej’ets filosofi, pp.60-61.
[15] Cf. Anders Fogh Jensen, 2005: Mellem ting, kap.2
[16] Foucault,1966: Les mots et les choses / Ordene og tingene, kap.5.
[17] Foucault, 1966: Les mots et les choses, pp.143-149 / Ordene og tingene, pp.172-179.
[18] Hobbes, 1651: Leviathan 2, 22, 1
[19] Hobbes, 1651: Leviathan, 2, 22, 34
[20] Smith 1776: The Wealth of Nations 4, vol.2, 1. GG VI 300-302.
[21] Descartes, 1634: Discours de la méthode.
[22] Spinoza, 1677 : Ethica.
[23] Malebranche, 1675: De inquirenda veritate, libri sex 2, 7,1. GG VI 303
[24] Leibniz, 1714: Principes de la nature et la e la grace, fondés en raison.
[25] Leibniz, 1705: Considérations sur les principes de vie, et sur les natures plastiques, bind 2, 430. GG VI 304.
[26] J.H. Lambert, 1787: Fragment einer Systematologie; pp.385-403. GG VI 304-305.
[27] Foucault, 1966: Les mots et les choses / Ordene og tingene.
[28] Leibniz: Monadologie, værker bd.I p.705. GG VI 307
[29] Wittgenstein, 1921: Tractatus Logico-Philosophicus.
[30] Kant, 1781: Kritik der Reinen Vernunft, 539/428. GG VI 308.
[31] Schelling, 1827 Zur Geschichte der neuren Philosophie, Werke (1928) bind. 5, p.106. GG VI 310.
[32] Kant, 1970: Kritik der Urteilskraft, 432. GG VI 309.
[33] Schelling, 1797: Ideen zu einer Philosophie der Natur als Einleitung in das Studium dieser Wissenschaft, Werke bd.I (1927), p.689. GG VI 310.
[34] Fichte, 1794: Über den Begriff der Wissenschaftslehre oder der sogenannten Philosophie (SW bd. 1 (1845) p.59f). GG VI 309.
[35] Hegel, 1817: Encyclopädie, 60 §14. GG VI 312.
[36] GG VI 310-311.
[37] Goethe, 1823: Zur Naturwissenschaft im Alggemenen Probleme, HA Bd.13, 3 (1960), p.35. GG VI 313
[38] Humboldt, 1814: Betrachtungen über die Weltgeschichte, AA bd. 3 (1904), 350. GG VI 313
[39] Trendelenburg, Friedrich Adolf, 1840: Logische Untersuchungen, bd. 2 (3.udg.), p.446. GG VI 313.
[40] Nietzsche, 1873, Über Wahrheit und Lüge in Aussermoralischen Sinn.
[41] F.eks. Nietzsche, 1874: Unzeitgemässe Betrachtungen. Zweites Stück: Vom Nutzen und Nachtheil der Historie für das Leben (dansk: Historiens nytte).
[42] Nietzsche, 1889: Götzen-Dämmerung, Werke (Colli & Montinari), 6., bd.3, 57, 26.
[43] Nietzsche 1887/88: Nachgelassene Fragmente, Werke (Colli & Montinari), 8, bd.2, 204.
[44] Marx, 1842: Lederartikel i ”Kölnische Zeitung”, nr.179, (MEW bd.I, 97). GG VI 315.
[45] GG VI 316.
[46] Bismarck, Erinnerung und Gedanke, bd. I, FA bd.15 (1932), 398.
[47] GG VI 319
[48] ”Die Gesamtheit dieser Produktionsverhältnisse bildet die ökonomische Struktur der Gesellschaft, die reale Basis worauf sich ein juristicher und politischer Überbau erheb, und welcher bestimmte gesellschaftliche Bewusstseinsformen entsprechen.“ Marx, 1859: Zur Kritik der politischen Ökonomie, 1859, MEW bd.13, p.7f. GG VI 320.
[49] Kuhn, Thomas, 1962: The Structure of Scientific Revolutions.
[50] Dilthey, Wilhelm, 1905: Studien zur Grundlegung der Geisteswissenschaften, Ges.Schr. bd.7 (1927), p.15 – iflg. GG VI 320.
[51] Wittgenstein, Ludwig, 1953: Philosophische Untersuchungen, § 325.
[52] Saussure, 1916: Cours de linguistiques générale (1995), p.33 / in “Det videnskabelig perspektiv” (Schmidt, red.), pp.415-416.
[53] Derrida, 1968: ”La différance” in Marges de la philosophie (1972), pp.1-30 (dansk: Differance).
[54] HWP X 856-862.
[55] Bertalanffy, 1937: Das Gefüge des Lebens, 14. HWP X 859.
[56] Crick og Watson 1953 : “Molecular structure of nucleic acids; a structure for deoxyribose nucleic acid” in Nature 1953 april 25; 171(4356). pp-737-738.
[57] Maturana, H.R. & Varela, F.J., 1975: Autopoietic systems. A characterization of the living organization.
[58] Hegel, 1830: Enzyklopädie der philosophischen Wissenschaften im Grundrisse, (bd.8), pp.197-198
[59] Lovelock, J.E., 1979: Gaia.
[60] Boulding, K, 1961: ”Political implications of general systems research” in General Systems 6, pp.1-7; p.1.
[61] HWP X 864.
[62] Luhmann, 1984: Soziale Systeme, p.30.
