Foucault: Ordene og tingene

Michel Foucault: Les mots et les choses (Ordene og tingene)
Paris: Gallimard, 1966.

Læsning v.Anders Fogh Jensen – www.filosoffen.dk

Indhold
a) Hvad Les mots et les choses er et svar på.
b) Verdensbilleder.
c) Ordener (epistemer) i følge Les mots et les choses.
d) De empiriske ordninger.
e) Konklusion.

a) Hvad Les mots et les choses er et svar på

Les mots et les choses er svaret på spørgsmålet: Hvorledes er det gået til, at vi har fået humanvidenskaberne, og hvorledes går det til, at de tilsyneladende er ved at forsvinde igen?

For at besvare dette spørgsmål graver Foucault ned i videnskabernes historie for at fremstille humanvidenskabernes opkomstbetingelser. Det viser sig nemlig, at erkendelsen ikke altid har fulgt de former, den gør nu, men at humanvidenskaberne er et produkt af en speciel måde at forstå verden på, som ikke altid har været, og som formentlig kan forsvinde igen lige så hurtigt, som den er kommet. At forstå sig på verden er at sætte ord på den. Erkendelsens historie bliver derfor hurtigt til en historie om forholdet mellem ordene og tingene: hvordan vi ordner tingene med ordene. Foucault overvejede at give bogen titlen: Tingenes orden (“L’ordre des choses”, som også den engelske oversættelse, The order of things, kom til at hedde).

Foucault ser sig i forlængelse af en kantiansk tradition, når han vil blotlægge hvorledes mennesket ordner de ting, det møder. Men hvor Kants projekt var at blotlægge hvorledes bevidstheden til alle tider syntetiserer erkendelsens materiale, historiserer Foucault, som også neokantianerne, dette projekt: man vil i stedet blotlægge hvorledes bevidstheder ordner til forskellige tidspunkter. Dette kommer ikke mindst til udtryk i de videnskabelige teorier, men i modsætning til Kuhn er Foucault ikke kun interesseret i de videnskabelige teorier, men i generelle kulturelle forståelseskoder. Endelig er projektet også mere ‘makroskopisk’ end Kants: det handler ikke blot om hvorledes en ting ses som en ting, men hvorledes en ting naturligt forbinder sig eller bliver forbundet til en anden ting.

b) Verdensbilleder

Generelt abonnerer Foucault i Les mots et les choses på en erkendelseshistorie, som ingenlunde er original. Den kan f.eks. også findes hos Heidegger. Det originale ligger snarere i, hvorledes han får koblet de forskellige videnskaber sammen med denne udvikling. Den fortælling, man kan genfinde hos flere andre filosoffer og idéhistorikere, ser således ud:
i) Middelalderens og renæssancens verdensbillede
Alt har sin rette plads i et verdensordenen, der er et hierarkisk system, såvel metafysisk som moralsk. At forstå en ting er derfor at placere en ting. Mennesket står indlejret i en meningsfuld sammenhæng, og denne meningsfuldhed lader sig ikke anfægte. At forstå noget er at kunne placere det.
Filosofien er tjenestepige for teologien: den skal med fornuft gengive den orden, som teologien allerede har vist.

Kunsten er ikke-perspektivisk: Billedet er fladt som en barnetegning, med koder, der gør at man kan aflæse det som en rebus.

ii) Klassicismens verdensbillede
Menneskets træder ud af den metafysiske verdensorden, hvori det var placeret, og bliver et subjekt, der står overfor et objekt. Naturen står imod, den er Gegen-stand. Naturen bliver dermed fremmed, mekanicistisk og årsagsbestemt, hvilket gør at man med viden som magt kan betvinge og udnytte den.
Prisen for denne udtræden er, at verdens umiddelbare orden og mening går tabt. Mennesket må nu selv til at etablere grundlaget for erkendelsen i sit eget subjekt: Gud flytter ind i erkendelsessubjektet. Men vigtigt er det, at verden stadig kan ordnes, og det bliver menneskets opgave. Erkendelsen bliver et erobringstogt: den verden, der gled mennesket af hænde skal generobres.

Kunsten: Perspektivet udbredes, og man afbilleder verden. Kunstneren står uden for verden, og repræsenterer den gennem sin kunst. Perspektivet er et forsøg på at objektivere ved at indregne synsvinklen. Herfra er der ikke langt til at inddrage den, der repræsenterer, men det sker først i den moderne verden:

iii) Det moderne verdensbillede
I den moderne verden er verdens orden gået tabt, og kan ikke findes. Den må skabes. Hegel er den sidste, der uden at rødme kan sige, at det virkelige er fornuftigt. Der er ikke blot tale om, at mennesket indser sin endelighed, dvs. at det pga. sin begrænsede evne til indsigt og pga. sin manglende tid (døden) ikke kan få indsigt i verdens orden, men at verden ikke byder nogen orden til. Orden er derfor partikulær eller konstrueret orden.
Disse verdensbilleder hedder forskellige ting. Nogle siger, at det moderne starter allerede der, hvor mennesket bliver et subjekt, der står overfor et objekt, andre siger, at det starter der, hvor mennesket forstår at det ikke kan forstå. Vi følger for en ordens skyld termerne i Les mots et les choses:

c) Ordener (epistemer) ifølge Les mots et les choses

Les mots et les choses opererer Foucault med 3 (4) perioder, hvorimellem der er visse overgangsfaser.

 

1) Renæssanceindtil 1650overgangsfase 1600-1650
2) Klassicisme1650-1800overgansfase 1775-1825
3) Modernitet1800-transformationer fra og med slutningen af det 19. årh –>
4) ?nu

 

i) Renæssancen: lighed
Tingene ligner hinanden, og der findes sammenhænge på kryds og tværs. Ontologien er samtidig en semiologi: tingene er tegn. Verden må derfor læses som en skrift, og til dette er der brug for en hermeneutik: tegnene antyder en sammenhæng, og der må sorteres mellem det, der er tegn på noget, og det, der ikke er. Ordene og tingene er på overfladen adskilte, men der er en dybere sammenhæng.

Eksempel (tegn): Valnøddeekstrat er godt mod hjernen – valnødden ligner en hjerne.
Eksempel (tegn): Stormhatten er god mod øjenlidelser – stormhattens frø har små prikker, der ligner øjne.

ii) Klassicismen: repræsentation
Man begynder at tvivle på lighederne, da de ofte er årsag til fejltagelser (E: Bacon, Descartes). Man kan ikke længere stole på verden; Don Quixote er f.eks. latterlig fordi han udlever renæssancens verdensbillede i en klassicistisk verden. Man begynder at forholde sig til repræsentationerne af verden. Verden har en orden, og det er menneskets opgave at ordne den. Men ordenen byder sig ikke altid lige til.

Tingene ordnes i systemer – tableaux – efter identiteter og differenser, og sættes ord på. Ordene kommer derved til at blive en fordobling af tableauets orden, fordi de ikke som i renæssancen er naturligt forbundet med tingene, men en arbitrær lyd knyttet til begrebet. Mennesket er i den klassiske verden en tilskuer, der ordner – et endeligt væsen hvori en uendelighed (verden) repræsenteres.

iii) Modernitet
Omkring år 1800 (ca. 25 år på hver side) begynder man at tvivle på at repræsentationen kan føres til ende (erkendelsespessimisme). Endvidere havde repræsentationen det besynderlige over sig, at der ikke var plads til det repræsenterende menneske; det var så at sige repræsentationen, der repræsenterede sig gennem mennesket. Med repræsentationens bortfald kommer mennesket i centrum. Det subjekt, der før stod overfor et objekt, bliver nu selv et objekt, og det er på den baggrund, at man skal se humanvidenskabernes opståen.

Menneskets endelighed bliver iflg. Foucault omdrejningspunkt for videnskaberne på to måder: for det første bliver livet det grundlæggende princip i både filologi, biologi og økonomi: sproget, naturen og økonomien har sit eget liv, sine egne love og udviklingsprincipper, som mennesket ikke længere er herre over; mennesket er ikke længere herre. For det andet bliver endeligheden forstået som tid og historiskhed central i det 19. årh. Man forstår f.eks. en vares værdi udfra hvor meget (dødelig) arbejdstid, der er lagt i den, man forstår en art ud fra historiens selektionsproces, og man studerer sproget ud fra et udviklingsprincip. Det er menneskevidenskabernes paradoks, at mennesket på samme tid skal være endeligt (begrænset historisk dødeligt væsen) og transcendental (erkendende subjekt).

iv) ?: nu
Det er en pointe i Les mots et les choses, at menneskevidenskaberne kan forsvinde lige så hurtigt som de er kommet, fordi de er opstået på et fundament, et “episteme”, der er historisk. Ved næste epistemeskift kan humanvidenskaberne forsvinde igen, og det er det, de i følge Foucault er på vej til i 1966, da han udgiver bogen. Menneskevidenskaberne, der ser verden gennem et subjekt, der er blevet objekt, er ved at blive erstattet af strukturelle videnskaber, der gør strukturerne – og mere specifikt sproget – til det egentlige subjekt. Mennesket er blot det, strukturerne manifesterer sig igennem. F.eks. kan man i Jacques Lacans “ca parle” – “det taler” se en forskydning fra psykoanalysens ‘jeg’ til et anonymt og strukturelt ‘det’. Ligeledes kan man i Heideggers “die Sprache ist das Haus des Seins” – “sproget er værens hus” finde antydninger af at mennesket blot er det sted, hvor sproget artikulerer væren. Hvor litteraturanalysen (incl. Foucault selv) ynder at tale om “forfatterens død” – dvs. afskaffelsen af et sidste referencepunkt som ophav til og forklaringspunkt for tekstens mening – kan man med Les mots et les choses tale om “menneskets død”, hvormed Foucault naturligvis ikke mener at det biologiske menneske ikke findes mere, men mener, at idéen om mennesket som centrum for kundskaben er en saga blot.

v) Sammenfatning

Skematiske og simplificeret til det urimulige kan udviklingen skitseres således:

Diskursiv formation:Episteme:SprogNaturPenge/værdi
Renæssance (-1650)Lighed (forbindelse)Sproget er forankret i verden, det er naturligt. Tegnet er forbundet med tingen.(navnet er dyret, planten m.v.)Penge har en indre værdi (er lavet er metal, der er noget værd i sig selv.)
Klassicisme (1650-1800)Sammenligning (klassificering udfra lighed og forskel) + repræsentationAlmen grammatik: Sproget og verden separeres ontologisk –> sprog er ikke længere verden, men repræsenterer den. Tegnet er arbitrært.Naturhistorie: Ordning efter karakter (essens) i skema + tildeling af navn.Handel skaber værdi –> penge kommer i et repræsentationsforhold til varen.
Moderne tid (1800-)Historiskhed (udvikling ud fra liv + menneskets endelighed)Filologi: Sproget har sit eget liv. Mennesket er ikke længere herre over sproget.Biologi: Ordning efter liv (evolution). Mennesket er betinget af sit miljø.Varen får værdi i kraft af at mennesket ligger sit endelige liv i et arbejde for at skabe den. Mennesket kan ikke kontrollere produktionsbetingelserne.

 

 

e) Konklusion

Konklusion: Forholdet mellem ordene og tingene bestemmes af et historisk foranderligt ordningsprincip, epistemet. Dette bestemmer hvad mening og forklaring er, idet det at give mening er at føre tilbage til en orden. Men det bestemmer også, hvad der overhovedet kan give sig, fordi epistemets orden sætter en dagsorden. Det åbner horisonter for det, der kan vides om.

Jeg læser bogen som historien om hvordan verden gled mennesket af hænde. Da mennesket først flyttede hjemmefra startede dets opgaver med at holde fast i verden for alvor, og langsomt blev det sværere og sværere at opretholde illusionen om, at der var fod på det hele. Derfor opfandt mennesket ‘mennesket’ og vendte sig mod sin egen verden, som det dog mente at have styr på. Men også den indre verden måtte mennesket opgive at holde orden på. Tilbage står det nu, lige så skrøbeligt som et sandslot i strandkanten. Spørgsmålet er, om det ikke lige så godt kan opgive sine gamle ambitioner om at blive selvstændig, lade sig skylle ud i havet, og dermed på en måde igen blive ét med verden.