Hamlet

Tale om Hamlet I anledning af 400 året for Shakespeares død Kronborg 23.IV.2016

v. Anders Fogh Jensen www.filosoffen.dk

 

1. Tale om et mord
Tak for ordet. Jeg skal tale om den bror, jeg aldrig fik, men som altid er med mig. Jeg skal tale om et mord, et brodermord og et mord på en fader, som Hamlet hjælper mig til at holde fast i. Og jeg skal tale om, hvad Hamlet har lært mig. Jeg skal tale om ordets mord på sandheden. Perspektivernes nedpilning af verdens akser. Om folk som Claudius, der har løst ordene fra tingene. ”At være eller ikke” lyder en velkendt sætning, der næsten ikke kan siges mere, fordi sproget er gået i stykker, det er blevet dekonstrueret af alle de tolerante relativister og markedsfolk til at betyde hvad som helst. Jeg har ubehag ved at leve i vor tid – ”a little more than kin, and less than kind” – over at leve under et regime af affektivt-kommunikativt ordgejl, som man engang kunne kalde løgn, men som nu bare hedder ord. ”Words, words, words”.

2. Sproget betyder ikke noget
Sproget betyder ikke længere noget, og man kan næsten ikke bruge ordet løgn længere. Sproget bringes i omløb af kommunikationsludere og netværkende innovationstrækkerdrenge, der plaprer løs om ’det nye’. Livsførsel er blevet selvledelse, en lærer er blevet class room manager og en anden er blevet CEO i sit enmandsfirma. Det er jo løgn! Og på forsiden af et Femina så jeg i sidste uge stod der ”Juice dig slank på tre dage”. Det mindede mig om fagforeningernes kursuskataloger og deres løfter. Det er jo løgn. I vor tid er man holdt op med at forvente, at ordene refererer til en sandhed om tingene, at løfterne bliver sagt for at blive holdt. Man har accepteret en pragmatisme, hvor ord handler om salg, selvpromovering, magt eller effekt. Ordene har kort sagt lagt fra land, de har mistet båndet til enhver havn, ordene hører ikke hjemme i noget territorium længere og er ikke skattepligtige. Ordene flyder omkring uden ror og konsekvenser. – Her hjælper Hamlet mig. Han er min sjælefrænde, min bror, jeg aldrig fik. Vi deler vores vrede over et brodermord. En fader, som kun viser sig i rids, i omrids, i skikkelser, som fortidens spøgelser. Og som vi længes efter.

3. Vred, mord
Hamlet har lært mig og minder mig til stadighed om, at jeg godt må være vred, og at jeg skal kæmpe. At kampen for retfærdighed går igennem den pinlige afsløring af en sandhed. Ordene er blevet maritime, de flyder omkring. Hamlet er stadig terran, han står ganske vist i en mudderpøl, men derfra siger han, at jeg skal tro på grund og forankring. Hamlet og jeg vil ud på de flydende pontoner af ord og gå ned med de rorløse kaptajner, vi slår ihjel. Men ikke sådan bare hurtig hævn. Vi vil blodigt kræve selvdestruktion og selvindsigt og at de falder i deres egne strategisk kommunikative fælder. ”Oh from this time, my thoughts shall be bloody or be nothing worth.”

4. Claudius, ordene og tingene
I den græske verden kæmpede Zeus med kaoskræfter, der hverken lignede guder eller mennesker. Monstre som Tyfon, en tyfon, der kunne splitte ordenen ad. Hamlet og jeg, vi kæmper mod folk som Claudius: Det ligner en konge, et menneske, en far – men det er løgn. Claudius er grænseoverskridende, han overskrider ikke bare grænserne for hvad man må gøre ved sin bror, sit land, sin svigerinde, sin nevø, han overskærer også båndet mellem ordene og tingene.

5. At skulle gå med vor tid
Hele tiden lyder stemmerne fra Claudius’ hof, at jeg skal gå med min tid og ikke gå imod den. At jeg skal få mig en profil på de sociale medier og sende opdateringer i omløb. At jeg skal være tilgængelig på mobiltelefon, og at alt det ipatteri er et fremskridt. At jeg skal omstille min faglige kunnen, filosofi, så den er brugbar for et marked. At alting handler om pragmatik, evidens og salg og ikke om sandhed. Men nej, Hamlet lærer mig, at jeg skal holde fast i det sande, at jeg skal blive ved med at sige det sande, fordi det står i ledtog med retfærdigheden.

6. Renæssance og dekonstruktion
Hamlet voksede op i renæssancen, i et verdensbillede under ombygning. Jeg voksede op i dekonstruktionen. 70erne var optaget af et autoritetsmord på den moderne verden, dens orden, dens planer, dens hierarkier og moral – og i akademia handlede det om subjektets og sandhedernes død. Da jeg blev født døde forfatteren. Det 20. århundrede blev dekonstruktionens århundrede: musikken skulle dekonstrueres i tolvtonemusik, maleriet i kubisme og abstraktioner, romanen i nouveau roman, filmen og kønsrollerne skulle pilles fra hinanden og sættes sammen på ny. Traditionen blev passé. Nietzsches drøm om at ”adskille begrebernes kæmpemæssige brædde- og bjælkeværk og sætte det sammen på nye måder” blev realiseret i det 20. århundrede som dekonstruktion. Det 19. århundredes ’alt er tilladt’ blev ved det 20. århundredes slutning ’Alt er muligt’ og ’Det nye er godt’ – uophørlig grænseløs claudiansk innovation, syltet ind i vor tids Claudiussudtryk: Buzzwordet. ”Words, words, words.” Hvem fanden er det, der har giftet sig med nutidens pragmatisme, networking, og markedsføring? Er det dem af mine venner der tog en uddannelse i ånd eller litteratur og derefter forrådte den for dog at få et lønjob som tendensfaciliterende forandringsagent eller stragisk kommunikator? Udviklingskonsulent, fy for satan. Når jeg hører ord som ledelsesfilosofi, madfilosofi og tænketank bliver jeg ustyrlig vred, ”a little more than kin and less than kind.” Måske nogle af jer her i aften har været ansat i en offentlig organisation eller en stor virksomhed og ved, hvor meget tom snak, papforandringer, direktiver, new speak – sagt på hamletsk: løgne – som alle de uophørlige forandringsfordringer er indsyltet i. At når man beder sin mellemleder om en forklaring, så slår han en Djøf-prut. Det lugter af forklaring, men det stinker samtidig, og der bliver ikke gjort noget ved det vigtige. Engang hed det falsk bevidsthed, ond tro eller fremmedgørelse, nu hedder det omstillingsparat og omgængelig medarbejder. Jeg har sagt sandheden til personalemøder, jeg har fået mundkurv på til personalemøder og jeg er efterfølgende blevet fyret. Her hjælper min hemmelige bror Hamlet mig, fordi han hvisker mig i øret mens jeg pakker mine ting, at jeg i det mindste sagde sandheden. Hamlet hjælper mig til at arbejde som selvstændig, selv om det kan være ensomt. Jeg lever af at sige sandheden på folks arbejdspladser, sandheden om alt det vås de går og siger til hinanden. Sandheden på to timer og så aldrig komme igen. Så har jeg Hamlet med mig, når vi kører hjem i bilen. Vi lægger planer for mord. Ikke et hvilket som helst mord, men spektakulære mord der stopper ligegyldigheden og løgnen.

7. Hævn eller selvhenrettelser?
For Hamlet har lært mig, at vi ikke bare skal hævne, men fælde domme, der stoppe løgn, ondskab og dumhed. Han vil have at ondskaben skal opløse sig selv. De mord vi planlægger er offentlige selvhenrettelser, Hamlet og jeg, når vi sidder der i bilen på vej hjem fra engangsjob. Vi opfører scener for medarbejderne, så de kan lugte deres ledere. Så de måske kan se, at de driver rundt som tømmer uden ror eller retning, og at de gør bedst i at finde meningen et andet sted end på arbejdet. At hvis de skal være i det løgnmaskineri, vi kalder offentlig ledelse, så må de have så meget fat i sig selv, som kun Horatio har. – Men Hamlet og jeg blev kørt så rundtossede af det, at de kalder os for gale og filosoffer.

8. Melankolsk
Hamlet skaber plads til at man kan være melankolsk. Hamlet skifter hurtigt fra den ene sindsstemning til den anden. Og han driver enhver sindsstemning til det yderste. Han fortaber sig i sin stemning og har ikke blik for noget andet. Hamlet kan ikke afbalancere. Hamlet konventionaliserer melankolien, han gør den til et sind man godt må have. Hamlet bliver blid igen når han har været vred, han bliver ”så venlig som en duemor, når hendes gyldne kuld er klækket ud”, siger hans egen mor. Hamlet lærer mig, at jeg godt må være i min stemnings vold. At jeg kan blive blid igen, og alligevel mene det jeg sagde, da jeg var vred.

9. Sindssyg?
Hamlet er gal i skralden. Men er Hamlet da ikke sindssyg? Han er i hvert fald gal i skralden. Men at diskutere, om han er sindssyg ville være at stille et medicinsk spørgsmål og henholde det til en verden, man kan stole på. Så ville man kunne bedømme, om han var kørt af sporet i forhold til virkeligheden, om han hører stemmer eller ser spøgelser, om han er paranoid og om han burde indlægges. Men den sammenholdning kan vi bare ikke lave for Hamlets vedkommende, fordi virkeligheden er kørt af sporet. Målestokken flyder rundt. I denne verden går Hamlet rundt, og han er ikke hjemme i den. Hamlet mangler vejvisere, sandheder, der ikke er gemt bag tilsyneladelser og foregivelser. Normer der ikke kan antastes. Hamlet bekæmper disse tilsyneladelser med at lade noget syne. Han bekæmper skuespil med skuespil, mystifikationerne med selv at blive mystisk og det fører ham ud i vanviddet. Det handler ikke bare om Hamlets psykologi, det handler om rigets orden, om universets orden, om hvad man kan regne med og stole på i verden. Det ville kræve en verden i orden og et medicinsk sprog at sige, at Hamlet var sindssyg. Hamlet er ikke mere ude af orden end den verden han forsøger at bringe til orden. Hamlet giver mig lov til at være vanvittig gal på verden, på alle de folk der sætter ord i cirkulation uden at mene dem, kommunikationsludere, levebrødspolitikere, RUC-relativister, glidecremesindsmurte 12-talspiger, der nok har gået i skole men aldrig studeret, små claudianere. Galskaben for min part er symptom på denne verden. Den er vrangbilleder i vand. Sandheden opløst i relativisme, perspektivisme, toleranceimperalisme og sludder i mudder.

10. Det sejler Det sejler!
Det sejler i Danmark. Jeg vil stadig have, at verden skal fæstnes til et anker i mit sind. Selv om verden ikke kan blive fast, så vil jeg have ordene, meningerne, løfterne fæstnet til verden igen. Claudianerne siger, at jeg er depressiv, sortsynet, ’har modstand mod tiden’, at skyerne hænger over mig, men det står alt for klart for mig at, ”I am too much in the sun”. Jeg vil ikke være søn af vor tid. Når verden er ude af balance, kan jeg ligesom Hamlet ikke afbalancere, men jeg vil blive søsyg som Hamlet, gå ned med skibet og dræbe kaptajner undervejs. Hamlet har lært mig og lærer mig til stadighed, at hvis jeg skal ud i en vanvittig verden, så må jeg sejle i et galeskib. Så jeg nu taler jeg forrykt på mit arbejde – og der er dage, hvor mine metaforer lægger fra land og bliver flydende billeder uden pejlinger tilbage mod en kyst. … Så sejler vi ud i galskabskibet, Hamlet og jeg.

11. Fortinbras
Lider jeg af overdreven faderkærlighed? Jeg fik aldrig lov til at slå sandhederne og subjekterne, den moderne orden, ihjel, sådan som Freud ville have spået om mit ødipale begær. Det havde nogen fra en generation før mig gjort. Det førte til en råddenskab i Danmark. ’Det rådne i Danmark’ består i, at alt blev pillet fra hinanden og sat på meningsløse ord. …Men måske er det slet ikke faderlængsel, jeg lider så meget af. Måske er det Fortinbras jeg længes efter. Tre mænd søgte hævn for mordet på deres far, Fortinbras, Hamlet og Laertes. Men kortene spilledes sådan, at ”young” Fortinbras’ indtagelse af Danmark ikke længere var en hævn. Hamlet ville give riget til Fortinbras. Hamlet og jeg har det til fælles, at vi ikke vil overlade Danmark til snakkende claudianere, så hellere til en ordenende magt, der tager over. Uden min sjælefrænde, Hamlet, havde det været mere ensomt at være til med alle de marketingsfolk og 12-talspiger, pragmatister og relativister, perspektivister og konstruktivister. Det eneste vi ved, Hamlet og jeg, er, at vi ikke tør overlade landet til dem. … Nu kører vi der i bilen på vej hjem fra mission, vi har været ud og sige sandheden og har efterladt dem alene med deres egne offentlige mellemledere og det, de lugter af. … Vi spejder efter Fortinbras. En ufordærvet overmagt, som kommer og overtager os og ordner os. Vi hører heste, mange heste, men ved ikke om det er lyde fra vort eget vanvid. Men vi håber tragedien snart ender. …The rest is silence. Tak for jeres opmærksomhed, og tak Hamlet. Jeg synes, vi skal udbringe en skål for Fortinbras: TO FORTINBRAS

Anders Fogh Jensen www.filosoffen.dk