Filosofisk talkshow

Politiken Plus præsenterede: Filosofisk Talkshow – et filosofisk åndehul med kant og glimt i øjet efterfulgt af bar og snak

Gæst 17. marts 2016: Kasper Eistrup

Et så markant karriereskift giver blandt andet filosoffen anledning til at spørge, hvad det er, der gør, at man pludselig lægger en karriere som internationalt anerkendt rockstjerne på hylden, for at overgive sig helt og aldeles til det, som før og under rockstjernetiden ’bare’ var en hobby. Er her tale om et eksistentielt valg? En art nødvendighed? Eller ’blot’ en lystfuld tilbagevenden til noget, man for en tid har forsømt, men i virkeligheden savnet? Og er det kun dem, der savner musikeren Kasper Eistrup, der i virkeligheden taler om et enten-eller? Fordi en kunstners udtryk er en kunstners udtryk – uanset om det er på lærred eller på lyd?

Som altid er præmissen, at vi ikke kan ane, hvordan samtalen udvikler sig; men vi ved, at filosoffens tanker har kredset om størrelser som mod, valg og spørgsmålet om, hvad det er, der driver os og giver os en fornemmelse af mening med tilværelsen. Og hvad med det kunstneriske kald – findes det? Og hvordan føles det egentlig, når sådan et indfinder sig?

Mød Kasper Eistrup og Anders Fogh Jensen i livlig og åbenhjertig samtale, når vi nok en gang slår dørene op for Filosofisk Talkshow. Baren er åben før, under og efter, skulle man have lyst at blive hængende og drøfte livets små og store spørgsmål over et glas i godt selskab.

 

Køb billetter her

 

Om Filosofisk Talkshow:

Verden bliver mindre og mindre. Arbejde og fritid flyder sammen. Viften af uundværlige, personlige gadgets vokser, og mulighederne for frit at ytre sig og kaste sig ind i diskussioner og samtaletråde om alt fra farven på de kendtes sokker til indholdet af finansloven, er uendelige og stort set uden konsekvens i enhver forstand. Det er som det er, og det er det på godt og ondt.
Men et sted midt i det hele står den personlige samtale mellem mennesker og ser på. Nogle gange står den helt stille. Andre gange sker der dét, som netop kun sker i det personlige møde mellem to tænkende væsener, at tankerne får forbindelse til noget andet og større, at ideerne i samtalen får vinger og løfter sig op. Det er samtaler, der bringer det filosofiske og eksistentielle frem; den samtale kan de fleste af os godt lide at lytte til og at indgå i, og derfor giver vi jer nu Filosofisk Talkshow. Et fast tilbagevendende arrangement, hvor vi taler om de store ting i de små ting, og om livet og døden, kærligheden og meningsløsheden, erfaringer og drømme, systemer og kaos. Omdrejningspunktet er ikke filosofihistorien, det er den personlige samtale om det, der angår os alle.

Jeres vært er filosof Anders Fogh Jensen, hans samtalepartner skifter fra gang til gang, men du kan være sikker på, at det altid vil være en, der har noget på hjerte, sten i skoen og levet liv i bagagen. Og så er baren altid åben, også – og især – efter samtalen på scenen. Som en god vært bliver filosoffen hængende og er til rådighed for en snak i baren, ligesom vi håber, I vil være der.

Om filosoffen:
Anders Fogh Jensen (filosoffen.dk) er filosof, Ph.D. med speciale inden for nyere fransk filosofi. Siden sin første bog har Anders været forelsket i metaforer. Han har beskrevet vores vilkår i dag som projektmennesker i et projektsamfund. Senest har han kastet sig over livsfilosofiske spørgsmål, for hos filosofferne og i mytologien at finde svar på, hvordan man skal leve sit liv. Om det og om alskens emner har han holdt mere end 250 foredrag. Bl.a. forfatter til bøgerne Metaforens magtMellem ting – Foucaults filosofiMagtens kartografiProjektsamfundetProjektmennesket og senest Hvordan skal jeg leve mit liv, Kierkegaard? Læs mere om Anders på filosoffen.dk.

 

Kommende gæster tæller blandt andre:
Kasper Eistrup – 17. marts 2016

Tidligere gæster:
Suzanne Brøgger – 28. Januar 2016
Lars H.U.G. – 10. december 2015
Ghita Nørby – 12. november 2015